Apostelen Johannes’ andet og tredje inspirerede brev taler om at ’vandre i sandheden’. (2 Johannes 4; 3 Johannes 3, 4) Tredje Johannesbrev tilskynder endvidere kristne til at samarbejde som „medarbejdere for sandheden“. (3 Johannes 5-8) Begge breve er sandsynligvis skrevet omkring år 98 i eller i nærheden af Efesus. Deres indhold kan også være af værdi for Jehovas folk i dag.

Tredje Johannesbrev understreger samarbejde

Tredje Johannesbrev er skrevet til Gajus og indleder med at omtale det han gør for sine trosfæller. (Vers 1-8) Gajus „vandrer i sandheden“ idet han holder fast ved hele den kristne lære. Han udfører også „et trofast arbejde“ ved at hjælpe tilrejsende brødre. Johannes skriver: „Vi er . . . skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ Jehovas vidner viser i dag en lignende gæstfrihed mod rejsende tilsynsmænd.

Efter at have stillet Diotrefes’ dårlige eksempel op som en modsætning til Demetrius’, afslutter Johannes sit brev. (Vers 9-14) Diotrefes søgte ære for sig selv og viste ingen respekt for Johannes. Han søgte tilmed at udstøde dem fra menigheden som tog gæstfrit imod brødrene. Demetrius fremhæves derimod som et godt eksempel. Johannes håber at se Gajus snart og slutter med at sende hilsener og ønske Gajus fred.

[Ramme/​illustration på side 30]

Med papir, pen og blæk: Johannes ønskede at besøge „den udvalgte frue“ og hendes „børn“ i stedet for at skrive meget til dem med „papir og blæk“, og han håbede også snart at se Gajus, frem for at skrive mere til ham „med blæk og pen“. (2 Johannes 1, 12; 3 Johannes 1, 13, 14) Det græske ord der oversættes med „pen“ (kaʹlamos) betyder egentlig rør, siv, da det var dette materiale man brugte. Blandt grækerne og romerne var rørpennen spids og spaltet ligesom senere tiders fjerpenne. Det græske ord meʹlan, der er oversat med „blæk“, er intetkønsformen af tillægsordet meʹlas, der betyder „sort“. I gamle dage var blækpigmentet et kulstofholdigt sort farvestof, enten i form af sod fra afbrændt olie eller træ, eller krystallinsk trækul af animalsk eller vegetabilsk oprindelse. Normalt blev blækket opbevaret som tørrede stænger eller blokke, som fugtedes af skriveren før han dyppede sin pensel eller rørpen i det. Datidens skrivepapir var lavet af tynde strimler fra papyrusplanten. De første kristne brugte den slags papir til deres breve, skriftruller og kodekser.