Nogle bibelkritikere finder det usandsynligt at ninevitterne og deres konge reagerede positivt på Jonas’ forkyndelse. (Jon 3:5-9) I denne forbindelse er det interessant at læse hvad C. F. Keil skriver i sin kommentar hertil: „At Jonas’ forkyndelse kunne gøre så stærkt et indtryk på ninevitterne at hele byen angrede i sæk og aske, er ret forståeligt når man tænker på orientalernes letbevægelighed, på den ærefrygt for et Højeste Væsen som er særegen for Asiens hedenske religioner, og på den store agtelse der fra de allertidligste tider i Assyrien blev næret for spådomskunst og orakelvæsen . . .; også når man tager den omstændighed i betragtning at tilstedeværelsen af en udlænding — som uden kendelig personlig interesse og med uforfærdet frimodighed foreholdt den store kongelige by dens gudløse handlinger og, med den selvsikkerhed der var karakteristisk for de af Gud udsendte profeter, bekendtgjorde dens undergang i løbet af ganske kort tid — ikke kunne undgå at gøre et overvældende indtryk på folks sind, et indtryk som ville blive des stærkere hvis rygtet om de israelitiske profeters undergerninger var nået til Nineve.“ — Commentary on the Old Testament, 1973, bd. X, Jonas 3:9, s. 407, 408.

Ægthed. På grund af beretningens overnaturlige karakter er bogen ofte blevet angrebet af bibelkritikere. At en storm rejste sig og hurtigt lagde sig igen, at en fisk slugte Jonas og tre dage senere spyede ham uskadt op på land, og at en græskarplante pludselig skød op og lige så pludseligt visnede igen, er alt sammen blevet betegnet som uhistorisk fordi sådanne ting ikke finder sted i dag. Denne indvending kunne være gyldig hvis Jonas’ Bog blot gjorde krav på at skildre almindelige begivenheder som indtraf dengang. Men det gør den ikke. Den skildrer tildragelser som Guds særligt udvalgte og udsendte profet kom ud for. De der hævder at sådanne begivenheder ikke kan have fundet sted, må derfor benægte enten at Gud er til, eller at han er i stand til at bruge naturkræfterne og plante-, dyre- og menneskelivet på en særlig måde når han ønsker det for at gennemføre sin hensigt. — Se Mt 19:26.

Hvilket havdyr kan have slugt Jonas?

En almindelig indvending før i tiden har været den at intet havdyr kunne sluge et menneske. Men dette argument er ikke gyldigt. Kaskelot- eller spermacethvalen, hvis kæmpemæssige, firkantede hoved udgør omkring en tredjedel af hvalens længde, kan sagtens sluge et helt menneske. (Walkers Mammals of the World, revideret af R. Nowak og J. Paradiso, 1983, bd. II, s. 901) Der er for øvrigt vidnesbyrd om at havnebyen Joppe i gammel tid var hjemsted for hvalfangere. Jonas kan dog også være blevet slugt af en stor hvidhaj. En hvidhaj som man fangede i 1939, havde to hele, to meter lange hajer i maven — hver på størrelse med et menneske. Den store hvidhaj holder til i alle have, også Middelhavet. (Australian Zoological Handbook, The Fishes of Australia, af G. P. Whitley, Sydney, 1940, 1. del — The Sharks (Hajerne), s. 125; The Natural History of Sharks af R. H. Backus og T. H. Lineaweaver III, 1970, s. 111, 113) Man bør dog bemærke at Bibelen blot siger: „Imidlertid sørgede Jehova for at en stor fisk slugte Jonas.“ Den siger intet om hvilken fisk det var. (Jon 1:17) Man kan altså ikke med bestemthed sige hvilken „fisk“ der var tale om. I virkeligheden er menneskenes kendskab til de skabninger der lever i havene og oceanerne, temmelig ufuldstændig. Tidsskriftet Scientific American (September 1969, s. 162) har gjort opmærksom på at „yderligere udforskning af de store havdyb uden tvivl, sådan som det før er sket, vil åbenbare skabninger som endnu ikke er beskrevet, deriblandt medlemmer af arter som man troede for længst var uddøde“.

Nogle mener at bogens ægthed må betvivles fordi profetens virksomhed ikke er bekræftet i de assyriske annaler. Denne tavshed er dog ikke overraskende, for det var almindeligt blandt oldtidens folkeslag at fremhæve sejre, men fortie nederlag og ydmygelser og at slette alt hvad der stillede nationen i et ugunstigt lys. Desuden er det jo ikke alle gamle optegnelser der er blevet bevaret eller fundet, og ingen kan derfor med sikkerhed sige at der aldrig har eksisteret en beretning om de ting der indtraf på Jonas’ tid.

Udeladelsen af visse detaljer (som for eksempel navnet på den assyriske konge der levede dengang, og på det sted hvor Jonas blev spyet op på land) er blevet anført som endnu et bevis på at bogen ikke er historisk. De der fremsætter denne indvending, overser imidlertid at alle historiske skildringer er sammentrængte beretninger idet historikerne kun tager de oplysninger med som de finder vigtige eller nødvendige af hensyn til beretningens formål. C. F. Keil siger i sin bibelkommentar: „Ikke en eneste af de gamle historikere tilstræber en sådan fuldstændighed i deres værker; og endnu mindre stræber de bibelske historikere efter at meddele ting som ikke har nær forbindelse med beretningens hovedformål eller begivenhedernes religiøse betydning.“ — Commentary on the Old Testament, 1973, bd. X, Introduction to Jonah, s. 381.

Eftersom de arkæologiske fund, sådan som man tyder dem, synes at vise at muren omkring Nineve kun var ca. 13 km lang, hævdes det at Jonas’ Bog overdriver byens størrelse når den siger at det tog tre dage at gå igennem den. (Jon 3:3) Bymurens eventuelle længde er dog ikke nogen gyldig grund til at drage den bibelske oplysning i tvivl. Både i bibelsk og i moderne sprogbrug kan navnet på en by indbefatte dens forstæder. Og af 1 Mosebog 10:11, 12 fremgår det at Nineve, Rehobot-Ir, Kala og Resen tilsammen udgjorde „den store by“.

Man har også draget bogens ægthed i tvivl fordi Jonas ikke skriver i første person. Men derved glemmer man at det var almindeligt at bibelskribenterne omtalte sig selv i tredje person. (2Mo 24:1-18; Es 7:3; 20:2; 37:2, 5, 6, 21; Jer 20:1, 2; 26:7, 8, 12; 37:2-6, 12-21; Da 1:6-13; Am 7:12-14; Hag 1:1, 3, 12, 13; 2:1, 10-14, 20; Joh 21:20) Verdslige historikere i oldtiden som Xenofon og Thukydid gjorde det samme, og ægtheden af deres beretninger er aldrig blevet draget i tvivl på dette grundlag.

Med den indledende erklæring: „Jehovas ord kom til Jonas,“ gør Jonas’ Bog krav på at være fra Gud. (Jon 1:1) Jøderne har fra de tidligste tider anerkendt ægtheden af denne og andre profetiske bøger som indledes på tilsvarende måde. (Jer 1:1, 2; Ho 1:1; Mik 1:1; Zef 1:1; Hag 1:1; Zak 1:1; Mal 1:1) Dette er i sig selv et gyldigt vidnesbyrd om bogens ægthed. Som det er blevet sagt: „Det er faktisk utænkeligt . . . at de jødiske autoriteter ville have optaget en sådan bog i den bibelske kanon uden at have de allersikreste vidnesbyrd om dens ægthed og troværdighed.“ — The Imperial Bible-Dictionary, redigeret af P. Fairbairn, London 1874, bd. 1, s. 945.

Desuden er bogen i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. Den tilskriver Jehova frelsen (Jon 2:9; jf. Sl 3:8; Es 12:2; Åb 7:10) og belyser hvilken barmhjertighed, langmodighed, tålmodighed og ufortjent godhed han viser syndige mennesker. — Jon 3:10; 4:2, 11; jf. 5Mo 4:29-31; Jer 18:6-10; Ro 9:21-23; Ef 2:4-7; 2Pe 3:9.

Endnu et vidnesbyrd om bogens ægthed er den ærlighed og oprigtighed den afspejler. Jonas’ forkerte indstilling til at skulle forkynde for ninevitterne og til at Gud skånede dem, bliver ikke fortiet.

Det mest afgørende vidnesbyrd kommer imidlertid fra Guds egen søn. Han sagde: „Der vil ikke blive givet [denne generation] noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn. For ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas.“ (Mt 12:39-41; 16:4) At Jesus ville opstå fra graven, var lige så sikkert som at Jonas var blevet udfriet fra fiskens bug. Og den generation der hørte Jonas’ forkyndelse, må have været lige så virkelig som den generation der hørte hvad Jesus sagde, for „mænd fra Nineve“ som kun eksisterede i en sagnverden, ville ikke kunne opstå ved dommen og fordømme en uimodtagelig generation af jøder.