Nogle bibelkritikere finder det usandsynligt at ninevitterne og deres konge reagerede positivt på Jonas’ forkyndelse. (Jon 3:5-9) I denne forbindelse er det interessant at læse hvad C. F. Keil skriver i sin kommentar hertil: „At Jonas’ forkyndelse kunne gøre så stærkt et indtryk på ninevitterne at hele byen angrede i sæk og aske, er ret forståeligt når man tænker på orientalernes letbevægelighed, på den ærefrygt for et Højeste Væsen som er særegen for Asiens hedenske religioner, og på den store agtelse der fra de allertidligste tider i Assyrien blev næret for spådomskunst og orakelvæsen . . .; også når man tager den omstændighed i betragtning at tilstedeværelsen af en udlænding — som uden kendelig personlig interesse og med uforfærdet frimodighed foreholdt den store kongelige by dens gudløse handlinger og, med den selvsikkerhed der var karakteristisk for de af Gud udsendte profeter, bekendtgjorde dens undergang i løbet af ganske kort tid — ikke kunne undgå at gøre et overvældende indtryk på folks sind, et indtryk som ville blive des stærkere hvis rygtet om de israelitiske profeters undergerninger var nået til Nineve.“ — Commentary on the Old Testament, 1973, bd. X, Jonas 3:9, s. 407, 408.

Er det rimeligt at tro at ninevitterne ville angre i sæk og aske på grund af Jonas’ advarsel?