Jakob velsigner Josef og de andre sønner. Da Jakob senere lå for døden, kaldte han alle sine sønner til sig og velsignede dem en efter en. Han sammenlignede Josef med et „skud af et frugtbærende træ“. Dette „frugtbærende træ“ var patriarken Jakob selv, og Josef blev en af de fremtrædende grene. (1Mo 49:22) Skønt Josef blev generet af bueskytter og var genstand for fjendskab, „hvilede hans bue på et solidt sted, og hans stærke hænder var smidige“. (1Mo 49:23, 24) Dette kunne siges om Josef selv. Hans halvbrødre var ham fjendtligsindede og skød billedligt talt på ham for at komme ham til livs. Men Josef gengældte dem ved at vise dem barmhjertighed og loyal hengivenhed, og det var som pile der dræbte deres fjendtlighed. De fjendtlige bueskytter fik således hverken held til at dræbe Josef eller til at svække hans kærlighed til retfærdighed og hans hengivenhed for sine brødre.

Profetisk kunne Jakobs ord dog også gælde de stammer der skulle udgå fra Josefs to sønner, Efraim og Manasse, og de slag de ville komme til at udkæmpe. (Jf. 5Mo 33:13, 17; Dom 1:23-25, 35.) Det var Efraims stamme der frembragte Josua (Hosjea), som blev Moses’ efterfølger og anførte israelitterne i kampen mod kana’anæerne. (4Mo 13:8, 16; Jos 1:1-6) En anden af Josefs efterkommere, Gideon af Manasses stamme, besejrede med Jehovas hjælp midjanitterne. (Dom 6:13-15; 8:22) Og Jefta, der øjensynlig også var af Manasses stamme, undertvang ammonitterne. — Dom 11:1, 32, 33; Jf. Dom 12:4; 4Mo 26:29.

De næste dele af Jakobs profetiske velsignelse danner også en parallel til Josefs egne erfaringer og handlinger. Da Josef ikke tog hævn over sine brødre, men sørgede for hele Jakobs, eller Israels, husstand i Ægypten, var han som en hyrde og en støttesten for Israel. Eftersom det var Jehova der havde ledet begivenhederne sådan at han kunne tjene på denne måde, var han kommet fra „Jakobs Mægtiges hænder“. Han kom således fra Gud, og Jehova hjalp ham. Han var med den Almægtige ved at han stod på Jehovas side, og blev derfor også velsignet af ham. — 1Mo 49:24, 25.

Jehova ville også velsigne de stammer der skulle udgå fra Josef gennem Efraim og Manasse. Jakob sagde: „Han [den Almægtige] vil velsigne dig med velsignelser fra himmelen oventil, med velsignelser fra dybet der ligger nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser.“ (1Mo 49:25) Dette var en forsikring om at Josefs efterkommere ville få det vand de havde brug for, både ovenfra og fra jorden, og at de ville blive talrige. — Jf. 5Mo 33:13-16; Jos 17:14-18.

De velsignelser Jakob udtalte over sin elskede søn, ville være som en prydelse, et smykke, for de to stammer der udgik fra Josef. Disse velsignelser ville i herlighed overgå de skønne skove og kilder der pryder de evige bjerge og de evigvarende høje. Det ville være varige velsignelser; de skulle hvile over Josefs og hans efterkommeres hoved lige så længe som bjergene og højene bestod. — 1Mo 49:26; 5Mo 33:16.

Josef blev „udtaget blandt sine brødre“ fordi Gud udvalgte ham til at spille en særlig rolle. (1Mo 49:26) Han havde udmærket sig ved sit usædvanlige højsind og sin dygtighed til at lede og organisere. Det var derfor rimeligt at hans hoved blev kronet med særlige velsignelser.

Den omstændighed at Josef nævnes i Åbenbaringen 7:8, tyder på at Jakobs afskedsprofeti også opfyldes på det åndelige Israel. I den forbindelse er det værd at bemærke at Jakobs Mægtige, Jehova Gud, sendte Kristus Jesus som den rigtige hyrde der gav sit liv for „fårene“ (Joh 10:11-16), og at Kristus Jesus desuden er den hjørnegrundsten som Guds tempel bestående af åndelige israelitter hviler på. (Ef 2:20-22; 1Pe 2:4-6) Denne Hyrde og Sten er hos, og med, den almægtige Gud. — Joh 1:1-3; Apg 7:56; He 10:12; jf. 1Mo 49:24, 25.