„ALT for længe siden have vi jo, brave Kammerater! besluttet, ikke at tjene hverken Romerne eller nogen anden, uden Gud alene; . . . Lad disse vore Hænder, medens de endnu ere frie og kunne føre et Sværd, gøre os en god Tjeneste. Lad os dø fri for Fjendernes Trældom, lad os som frie Mænd forlade Livet med vore Børn og Hustruer!“

Denne desperate opfordring blev efter sigende givet af Eleazar, søn af Jair (eller Ben Ya’ir), til forsvarerne af Masada. Den blev optegnet af historikeren Josefus fra det første århundrede i værket Jødernes Krig mod Romerne.

Inden udløbet af år 66 var den tolvte romerske legion, anført af Cestius Gallus, marcheret ind i Judæa og havde lejret sig uden for Jerusalem. Romerne angreb byen fra alle sider og gik så langt som til at underminere den nordlige tempelmur. Men pludselig trak Cestius Gallus, uden nogen indlysende grund, sine tropper tilbage og forlod Judæa. „Dersom denne en kort Tid havde villet fortsætte Belejringen med Kraft, vilde han snart have kunnet faa Byen i sin Magt,“ skrev øjenvidnet Josefus.