Jehovas ord er levende

Hovedpunkter fra Josuas Bog

ISRAELITTERNE var i 1473 f.v.t. lejret på Moabs sletter, og de må være blevet meget glade da de fik denne besked: „Gør proviant klar til jer, for om tre dage går I over Jordan dér og går ind og tager det land i besiddelse som Jehova jeres Gud giver jer i eje.“ (Josua 1:11) De 40 år israelitterne havde opholdt sig i ørkenen, var nu ved at være til ende.

Over 20 år senere står anføreren Josua midt i Kana’ans land og siger til Israels ældste: „Se, jeg har ved lodkastning tildelt jer disse nationer der er tilbage, som en arvelod til jeres stammer, samt alle de nationer som jeg har udryddet, fra Jordan til Det Store Hav mod solnedgangen. Og det var Jehova jeres Gud der stødte dem bort foran jer og fordrev dem for jeres skyld, og I tog deres land i besiddelse, sådan som Jehova jeres Gud havde lovet jer.“ — Josua 23:4, 5.

Bogen er skrevet af Josua i 1450 f.v.t. og er en spændende historisk beretning om hvad der skete i disse 22 år. Eftersom vi i dag står på tærskelen til den lovede nye verden, kan vores situation sammenlignes med den Israels sønner befandt sig i da de var klar til at indtage det forjættede land. Lad os derfor være ekstra opmærksomme når vi nu gennemgår Josuas Bog. — Hebræerne 4:12.

„JERIKOS ØRKENSLETTER“

(Josua 1:1–5:15)

Det er en meget ansvarsfuld opgave Josua tildeles da Jehova siger til ham: „Min tjener Moses er død; så bryd nu op; gå over Jordan dér, du og hele dette folk, ind i det land som jeg giver dem, Israels sønner.“ (Josua 1:2) Josua skal føre et folk på flere millioner ind i det forjættede land. Som forberedelse sender han to spioner til Jeriko, den by der først skal indtages. I byen bor skøgen Rahab, som har hørt om de kraftige gerninger Jehova har udført for sit folk. Hun beskytter og hjælper spionerne og får til gengæld løfte om at hun og hele hendes familie vil blive bevaret.

Da spionerne vender tilbage, gør Josua og folket sig klar til at gå over Jordanfloden. Floden er løbet over sine bredder, men det er ikke noget problem. Jehova har nemlig sørget for at vandene længere oppe ad floden er blevet dæmmet op så vandene neden for dæmningen bliver tømt ud i Det Døde Hav. Efter at have krydset Jordanfloden slår israelitterne lejr i Gilgal i nærheden af Jeriko. Fire dage senere, om aftenen den 14. abib (nisan), fejrer de påsken på Jerikos ørkensletter. (Josua 5:10) Den følgende dag begynder de at spise af landets afgrøde, og ordningen med manna ophører. Det er også på dette tidspunkt at Josua sørger for at alle de mandlige israelitter der var blevet født i ørkenen, bliver omskåret.

EROBRINGEN FORTSÆTTER

(Josua 6:1–12:24)

Byen Jeriko ’var lukket og stængt, ingen gik ud eller ind’. (Josua 6:1) Hvordan kunne de så indtage byen? Jehova giver Josua en strategi. Kort efter er bymuren faldet sammen og byen ødelagt. Kun Rahab og hendes husstand bliver reddet.

Den næste erobring er kongebyen Aj. Spionerne som er sendt dertil, rapporterer at byen kun har få indbyggere, så det er ikke nødvendigt at angribe med mange mænd. Men de cirka 3000 soldater der sendes af sted for at angribe byen, bliver slået på flugt af mændene fra Aj. Hvorfor? Fordi Jehova ikke hjælper israelitterne. Akan fra Judas stamme syndede da Jeriko blev invaderet. Efter at have bragt denne sag i orden angriber Josua Aj. Da Ajs konge tidligere har besejret israelitterne, er han ivrig efter at møde dem i kamp. Men Josua lægger en strategi der udnytter den overdrevne selvsikkerhed hos Ajs mænd, og indtager byen.

Gibeon er ’en stor by — større end Aj, og alle dens mænd er vældige krigere’. (Josua 10:2) Indbyggerne i Gibeon har hørt om Israels sejre over Jeriko og Aj, og ved hjælp af en list lykkes det dem at opnå en fredspagt med Josua. De omkringliggende lande opfatter denne ’afhopning’ som en trussel. Fem af deres konger slutter sig sammen og angriber Gibeon. Israel kommer gibeonitterne til undsætning og tilføjer angriberne et knusende nederlag. Under Josuas ledelse erobrer Israel også byer i syd og vest og nedkæmper en sammenslutning af konger fra den nordlige del af landet. Alt i alt nedkæmpes 31 konger vest for Jordanfloden.

JOSUA PÅTAGER SIG SIN SIDSTE STORE OPGAVE

(Josua 13:1–24:33)

Josua er næsten 90 år da han går i gang med at fordele landet. En enorm opgave! Rubens, Gads og Manasses halve stamme har allerede fået deres arvelodder i landet øst for Jordan. De tilbageblevne stammer modtager nu deres arvelodder vest for Jordan ved lodkastning.

Teltboligen rejses i Silo i Efraims bjergland. Kaleb får tildelt Hebron, og Josua får byen Timnat-Sera. Levitterne får 48 byer, hvoraf de 6 sættes til side som tilflugtsbyer. På vej til deres arvelodder øst for Jordan bygger krigerne fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme et ’stort alter som kan ses vidt omkring’. (Josua 22:10) De vestlige stammer betragter det som frafald, og det er lige før der udbryder krig mellem stammerne, men takket være god kommunikation afværges blodsudgydelse.

Efter at Josua har boet nogen tid i Timnat-Sera, kalder han de ældste, overhovederne, dommerne og forstanderne i Israel sammen og tilskynder dem til at være modige og forblive trofaste over for Jehova. Senere samler Josua alle Israels stammer i Sikem. Her minder han dem om hvordan Jehova har taget sig af sit folk fra det tidspunkt han kaldte Abraham, og igen opfordrer Josua dem til at ’frygte Jehova og tjene ham i uangribelighed og sandhed’. Folket svarer: „Vi vil tjene Jehova vor Gud, og vi vil adlyde hans røst!“ (Josua 24:14, 15, 24) Efter dette dør Josua i en alder af 110 år.