Nogle af Guds tjenere i dag er også ramt af kronisk sygdom eller er udsat for et hårdt følelsesmæssigt pres. Da Magdalena var 18 år, fik hun stillet diagnosen systemisk lupus erythematosus, en sygdom hvor immunsystemet angriber kroppens organer. „Jeg var skrækslagen,“ siger hun. „Som tiden gik, fik jeg det værre og værre; jeg fik også fordøjelsesbesvær, sår i mundhulen og problemer med skjoldbruskkirtlen.“ Izabela har en sygdom som ikke er så synlig. Hun fortæller: „Lige siden jeg var barn, har jeg lidt af depression. Det har medført panikanfald, vejrtrækningsproblemer og mavekramper. Jeg er ofte helt udmattet.“

Accepter dine begrænsninger

Helbredsproblemer kan vende op og ned på ens liv. Skulle det ske, vil det være en hjælp at foretage en ærlig vurdering af sin situation. Det er ikke altid let at acceptere sine begrænsninger. Magdalena siger: „Min sygdom bliver kun værre med tiden. Jeg er tit for udmattet til at stå ud af sengen, og fordi jeg aldrig kan vide hvordan jeg har det i morgen, er det meget svært at lægge nogen planer. Det jeg er mest frustreret over, er at jeg ikke længere kan gøre så meget i tjenesten for Jehova som tidligere.“

Zbigniew fortæller: „Som årene går, tapper leddegigten mig for energi og ødelægger det ene led efter det andet. Nogle gange er betændelsen så slem at jeg ikke kan udføre selv de simpleste ting. Det gør mig meget modløs.“

For nogle år siden fik Barbara konstateret en hjernesvulst som voksede. „Der er sket nogle pludselige forandringer med min krop,“ siger hun. „Jeg er træt og mat, døjer ofte med hovedpine og har svært ved at koncentrere mig. På grund af mine begrænsninger har jeg måttet tage alting op til revurdering.“

Alle disse personer er indviede tjenere for Jehova, og at gøre hans vilje er det vigtigste for dem. De stoler helt og fuldt på Gud og mærker hans hjælp og støtte. — Ordsp. 3:5, 6.

Ved tillidsfuldt at bede til Gud har Magdalena lært at leve med sin udmarvende sygdom. Hun siger: „At udøse mit hjerte for Jehova virker lindrende og hjælper mig til at genvinde glæden. Nu forstår jeg virkelig hvad det vil sige at stole på Gud dag efter dag.“ — 2 Kor. 1:3, 4.

Barbara siger om sin datter og andre unge søstre i menigheden: „De hjælper mig til at deltage i forkyndelsen. Deres entusiasme varmer mig om hjertet.“ Zbigniew synes at hans hustru er en uvurderlig støtte. „Hun tager sig af de fleste af pligterne i hjemmet. Hun hjælper mig også når jeg skal klæde mig på, og hun bærer ofte min taske når vi skal til møde eller ud at forkynde.“

Trosfæller: Når vi er sammen med vores trosfæller, bliver vi opmuntret og trøstet. Men hvad nu hvis din sygdom forhindrer dig i at komme til møderne? Magdalena fortæller: „Menigheden har sørget for at møderne bliver optaget så jeg kan lytte til dem. Og mine trosfæller ringer ofte til mig for at tilbyde deres hjælp på andre områder. De skriver også opmuntrende breve til mig. Bevidstheden om at de tænker på mig og bekymrer sig for hvordan jeg har det, hjælper mig til at holde ud.“

Izabela, der som nævnt lider af depression, fortæller: „I menigheden har jeg mange ’fædre’ og ’mødre’ som lytter til mig og prøver at forstå mig. Menigheden er min familie — det er der jeg oplever fred og glæde.“

Magdalena siger: „Jeg gør en bevidst indsats for ikke at fokusere på mine problemer og glæder mig i stedet over de dage hvor jeg har det bedre. Det virker meget opmuntrende på mig at læse livsberetninger fortalt af nogle som er forblevet trofaste selvom de har en kronisk sygdom.“ Izabela bliver styrket af at tænke på at Jehova elsker hende og betragter hende som dyrebar. Hun fortæller: „Jeg føler at der er brug for mig, og at mit liv har mening. Og mit fremtidshåb er lyst og skønt.“

Zbigniew siger: „Min sygdom lærer mig at være ydmyg og lydig. Den lærer mig at være forstående, at vise dømmekraft og at tilgive andre af hjertet. Jeg har også lært at finde glæde ved at tjene Jehova uden at forfalde til selvmedlidenhed. Ja, jeg har ligefrem følt mig motiveret til at gøre åndelige fremskridt.“