Førende fra begyndelsen. Jakobs profetiske velsignelse havde tildelt Juda en førerstilling (1Mo 49:8; jf. 1Kr 5:2), og dette begyndte at gå i opfyldelse allerede tidligt i stammens historie. Under ledelse af høvdingen Nahsjon gik Judas stamme forrest under vandringen gennem ørkenen. (4Mo 2:3-9; 10:12-14) Fra denne stamme kom også Kaleb, en af de to trofaste spejdere der fik lov til at komme ind i det forjættede land på ny. Skønt Kaleb da var i en fremskreden alder, var han aktivt med til at erobre det område der var blevet tildelt Juda. Judæerne blev af Jehova udpeget til at tage føringen i kampen mod kana’anæerne, hvilket de gjorde sammen med simeonitterne. (4Mo 13:6, 30; 14:6-10, 38; Jos 14:6-14; 15:13-20; Dom 1:1-20; jf. 5Mo 33:7.) Senere anførte Juda, igen med guddommelig bemyndigelse, straffeekspeditionen mod Benjamin. — Dom 20:18.

Jakobs profetiske velsignelse opfyldes på David. Endelig var Guds tid inde til at kongemagten skulle overgå fra Benjamins stamme til Judas stamme. Efter Sauls død kom Judas mænd til Hebron og salvede David til konge. De øvrige stammer holdt sig imidlertid til Sauls hus og gjorde hans søn Isjbosjet til konge over sig. Det kom til flere sammenstød mellem de to riger indtil Abner, Isjbosjets stærkeste støtte, gik over til David. Kort efter blev Isjbosjet myrdet. — 2Sa 2:1-4, 8, 9; 3:1–4:12.

Da David derefter var blevet konge over hele Israel, priste ’Jakobs sønner’, det vil sige alle Israels stammer, Juda og bøjede sig for herskeren af hans stamme. Derved blev David i stand til at drage mod Jerusalem (skønt den egentlig lå i Benjamins område) og indtage klippeborgen Zion og gøre byen til sin hovedstad. David var i det store og hele retskaffen i al sin færd. På grund af ham kunne Judas stamme derfor lovprises for sådanne egenskaber som ret og retfærdighed og for sin tjeneste til gavn for nationen — hvorunder hørte varetagelsen af den nationale sikkerhed — sådan som Jakob havde forudsagt i den velsignelse han udtalte på sit dødsleje. Det kunne virkelig siges at Judas hånd hvilede på hans fjenders nakke da David undertvang filistrene (der to gange havde søgt at styrte ham som konge i Zion) såvel som moabitterne, aramæerne, edomitterne, amalekitterne og ammonitterne. Under Davids førerskab blev Israels grænser endelig udvidet til at omfatte hele det område Gud havde lovet sit folk. — 1Mo 49:8-12; 2Sa 5:1-10, 17-25; 8:1-15; 12:29-31.

Som følge af den evige pagt om et rige der blev indgået med David, var scepteret og kommandostaven i Judas stammes besiddelse i 470 år. (1Mo 49:10; 2Sa 7:16) Men det var kun under Davids og Salomons herredømme at der fandtes et forenet kongerige hvor alle Israels stammer bøjede sig for Juda.

Mistede ikke retten til herredømmet. Denne sørgelige afslutning på Juda rige betød dog ikke at scepteret og kommandostaven var veget fra Judas stamme for bestandig. Ifølge den profeti Jakob udtalte på sit dødsleje, skulle Judas stamme frembringe den evige kongelige arving, kaldet Silo (der betyder „han hvis den er“; „han som den tilhører“). (1Mo 49:10) Inden Juda rige blev omstyrtet, henvendte Jehova derfor gennem Ezekiel disse ord til Zedekias: „Fjern turbanen, løft kronen af. Dette skal ikke mere være det samme. Gør det lave højt, gør det høje lavt. En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“ (Ez 21:26, 27) Den der havde retten til det, var — ifølge engelen Gabriels ord til den jødiske jomfru Maria ca. 600 år senere — ingen anden end Jesus, Guds søn. (Lu 1:31-33) Han bærer derfor meget passende betegnelsen „løven af Judas stamme“. — Åb 5:5.