I årene umiddelbart efter den anden verdenskrig forsøgte de fleste kirkeledere at ignorere at de skændselsgerninger der blev begået under Holokaust, blev udført af mennesker der kaldte sig kristne. Men jøderne glemte ikke denne foruroligende kendsgerning.

Som årene gik begyndte de der havde overlevet Holokaust at give deres mening til kende. I bøger, blade og film blev verden konfronteret med koncentrationslejrenes rædsler. Staten Israels kamp for at overleve henledte også verdens opmærksomhed på jøderne. Som følge heraf er kristenheden blevet udsat for et stadig mere massivt angreb. Som G. Peter Fleck skriver i The Christian Century: „Der er noget grueligt galt med . . . en religion og en civilisation der kunne fostre og tolerere noget så afskyeligt [som Holokaust]. Og der må være noget galt med en kirke som næsten forholdt sig fuldstændig tavs og passiv under rædslerne.“

Jødiske ledere erklærer sig enige. Rabbiner Stuart E. Rosenberg har spurgt hvorfor ’så få kirker og deres ledere [efter den anden verdenskrig] undlod at kæde de kristnes konstante og vedblivende antisemitisme sammen med nazismens slutprodukt — det overlagte mord på en tredjedel af det jødiske folk’. Han siger at mange kirkemedlemmer „ignorerede eller, hvad der var endnu værre, stille og roligt accepterede dommen over seks millioner jøder i Hitlers Europa som en dom fra Gud fordi ’jøderne havde forkastet Jesus’.“ — The Christian Problem.

I sin bog A Jew Today skriver Elie Wiesel: „Hvordan skal man forklare at Hitler og Himmler aldrig blev ekskommunikeret af kirken? At Pius XII aldrig fandt det betimeligt, for ikke at sige nødvendigt, at fordømme Auschwitz og Treblinka? At en stor del af SS-folkene var troende som forblev kristne lige til det sidste? At der var mordere som gik til skrifte mellem massakrerne? Og at de alle kom fra kristne familier og havde fået en kristen opdragelse?“

På den anden side føler jøderne sig frastødt af den afgudsdyrkelse der er så udbredt inden for kristenheden. Treenighedslæren bliver også betragtet med foragt af jøderne som helt uforenelig med „jødedommens grundlærdom“ — den monoteistiske lære der kommer til udtryk i ordene: „Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.“ (5 Mosebog 6:4, Melchior) Skribenten Jakób Jocz har sagt: „Det er på dette punkt at kløften mellem kirken og synagogen viser sig i hele sin dybde og bredde. . . . Set med jødedommens øjne er læren om Jesu Kristi guddommelighed en utilgivelig krænkelse.“ — The Jewish People and Jesus Christ.

Kristendommen og jødedommen har også forskellige holdninger til Moseloven og dens traditioner. Rabbiner Stuart E. Rosenberg har sagt: „Uden Guds pagt ville der ikke eksistere nogen jødisk nation: Den var årsagen til nationens tilblivelse, og den har aldrig forladt pagten. . . . Men lige fra begyndelsen har de kristne haft et problem med Israels pagt.“ Ja, for apostelen Paulus sagde om Moseloven: „[Gud] udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, . . . og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ — Kolossenserne 2:14.

Når alt kommer til alt, hvad har kristenhedens religioner så gjort som gør dem anbefalelsesværdige for jøderne? Rabbiner Samuel Sandmel opregner nogle af historiens grusomheder „som kristne har påført kristne i kristendommens navn“ og spørger dernæst: „Kan man i lyset af dette med rette forvente at vi skal mene at jeres religion er bedre end vores? Har den skabt bedre mennesker? Har den løst spørgsmålene om krig, fred og fremgang blandt kristne nationer?“

Holokaust har også rettet opmærksomheden mod jødernes overlevelse som folk betragtet, og sat spørgsmålstegn ved om deres religion og kultur vil bestå. Jøderne er derfor tilbøjelige til at betragte omvendelse ikke blot som kætteri men som forræderi. Tidsskriftet Journal of Jewish Communal Service har beklagende sagt: „Vi kan dårligt tåle at miste nogen af de nyeste generationer af voksne jøder. . . . Hvad nazisterne ikke formåede med Holokaust kan stadig ske ved [missioneren].“

Rabbiner Henry Siegman drager derfor følgende konklusion: „Mindet om tvungen omvendelse står dybt prentet i det jødiske folks bevidsthed og har været en af de væsentligste hindringer i forholdet mellem jøder og kristne.“