Jehova — den der dømmer hele jorden upartisk

„Faderen . . . dømmer upartisk efter hver enkelts gerning.“ — 1 PETER 1:17

1, 2. (a) Hvorfor er tanken om at Jehova er den store Dommer både frygtindgydende og betryggende? (b) Hvilken rolle spiller Jehovas jordiske tjenere i den retssag han fører mod nationerne?

JEHOVA er den store Dommer „der dømmer hele jorden“. (1 Mosebog 18:25) Som den højeste Gud i universet er han i sin fulde ret til at dømme sine skabninger. Dette er både en frygtindgydende og betryggende tanke. Moses gav på en gribende måde udtryk for dette tilsyneladende paradoks da han skrev: „Jehova jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud, der ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse, som skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fastboende udlænding så han giver ham brød og en kappe.“ — 5 Mosebog 10:17, 18.

² Jehovas egenskaber er i fuldkommen balance. Han er en stor, mægtig og frygtindgydende Gud, som ikke desto mindre upartisk og kærligt forsvarer den faderløses, enkens og den fastboende udlændings rettigheder. Hvem kunne ønske sig en mere kærlig dommer end Jehova? Jehova skildrer sig selv som den der fører en retssag mod nationerne i Satans verden og opfordrer sine jordiske tjenere til at være hans vidner. (Esajas 34:8; 43:9-12) Han er ikke afhængig af deres vidneudsagn for at få slået sin guddommelighed og retmæssigheden af sin suverænitet fast. Men han lader sine vidner få den særlige forret at de over for hele menneskeheden kan vidne om at de anerkender hans overhøjhed. Hans vidner underkaster sig hans retfærdige suverænitet, og gennem deres offentlige forkyndelse motiverer de også andre til at underkaste sig den øverste Dommers myndighed.

Jehovas måde at dømme på

3. Hvordan kan man sammenfatte Jehovas måde at dømme på, og hvordan kom dette til udtryk i forbindelse med Adam og Eva?

³ Tidligt i menneskehedens historie dømte Jehova personligt visse overtrædere. De eksempler vi har på hvordan han selv dømte, tjener som mønster for dem af hans tjenere der senere ville få til opgave at dømme hans folk. (Salme 77:11, 12) Jehovas måde at dømme på kan sammenfattes på følgende måde: fasthed når det var nødvendigt, barmhjertighed når det var muligt. I Adams og Evas tilfælde var der tale om fuldkomne skabninger som med overlæg gjorde oprør. De fortjente ingen barmhjertighed. Jehova dømte dem derfor til døden. Men han viste barmhjertighed med deres efterkommere. Jehova udsatte eksekveringen af dødsdommen og lod Adam og Eva få børn. Han sørgede kærligt for at deres efterkommere fik håb om at blive udfriet fra trældom under synd og død. — 1 Mosebog 3:15; Romerne 8:20, 21.

4. Hvordan handlede Jehova i forbindelse med Kain, og hvorfor er denne sag af særlig interesse?

⁴ Hvordan Jehova handlede i forbindelse med Kain er af særlig interesse fordi det er den første skrevne beretning om en sag der omfatter en af Adam og Evas ufuldkomne efterkommere, „solgt under synden“. (Romerne 7:14) Tog Jehova dette i betragtning ved at handle anderledes med Kain end med hans forældre? Og kan kristne tilsynsmænd i dag lære noget af dette? Lad os se. Da Jehova lagde mærke til Kains forkerte reaktion dengang hans offer ikke blev velvilligt modtaget, advarede han ham kærligt om den fare han befandt sig i. Et gammelt ord siger: ’Det er bedre at forebygge end at helbrede.’ Jehova gik så langt han kunne ved at advare Kain mod at lade sin syndige tilbøjelighed få herredømme over sig. Jehova bestræbte sig for at hjælpe ham til at ’gøre det gode’. (1 Mosebog 4:5-7) Dette er første gang Gud opfordrer et syndigt menneske til at ændre sind. Efter at Kain havde begået sin forbrydelse, og dermed viste at han ikke havde ændret sind, drev Jehova ham i landflygtighed, men mildnede dommen ved at forbyde andre mennesker at slå ham ihjel. — 1 Mosebog 4:8-15.

5, 6. (a) Hvordan handlede Jehova med dem der levede før Vandfloden? (b) Hvad gjorde Jehova før han eksekverede dommen over indbyggerne i Sodoma og Gomorra?

⁵ Før Vandfloden, ’da Jehova så at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden, følte han sig såret i sit hjerte’. (1 Mosebog 6:5, 6) Når der i vers 6 siges at Jehova „fortrød“, vil det sige at han beklagede at flertallet af dem der levede før Vandfloden havde misbrugt deres frie vilje og at han måtte eksekvere dommen over dem. Ikke desto mindre gav han dem tilstrækkeligt med advarsler ved i mange år at bruge Noa som „en forkynder af retfærdighed“. Derefter havde Jehova ingen grund til at ’skåne en verden af ugudelige’. — 2 Peter 2:5.

⁶ Jehova var også tvunget til at føre en retssag mod de fordærvede indbyggere i Sodoma og Gomorra. Men læg mærke til hans fremgangsmåde. Han havde hørt ’et klageskrig’ om disse menneskers chokerende adfærd, muligvis gennem den retfærdige Lots bønner. (1 Mosebog 18:20; 2 Peter 2:7, 8) Men før han greb ind ’gik han ned’ for at få bekræftet kendsgerningerne gennem sine engle. (1 Mosebog 18:21, 22; 19:1) Han tog sig også tid til at forsikre Abraham om at han ikke ville handle uretfærdigt. — 1 Mosebog 18:23-32.

7. Hvad kan ældste der skal være med i et dømmende udvalg lære af Jehovas måde at dømme på?

⁷ Hvad kan ældste i dag lære af disse eksempler? I tilfældet med Adam og Eva viste Jehova kærlighed og omsorg for dem der, skønt de var i familie med de skyldige, ikke kunne lastes. Han viste Adam og Evas efterkommere barmhjertighed. I Kains tilfælde så Jehova at Kain var i fare og ræsonnerede venligt med ham i et forsøg på at hindre ham i at synde. Selv efter at Jehova havde drevet Kain i landflygtighed, behandlede han ham hensynsfuldt. Og Jehova eksekverede først sin dom over dem der levede før Vandfloden efter at have vist dem stor tålmodighed. Da han blev konfronteret med hårdnakket ondskab følte han sig „såret i sit hjerte“. Han beklagede at menneskene havde gjort oprør mod hans retfærdige styre og at han måtte fælde en ugunstig dom over dem. (1 Mosebog 6:6; jævnfør Ezekiel 18:31; Andet Petersbrev 3:9.) I tilfældet med Sodoma og Gomorra greb Jehova først ind efter at have undersøgt kendsgerningerne. Et godt eksempel til efterfølgelse for dem der i dag skal behandle udvalgssager.

Mennesker som dommere i patriarktiden

8. Hvilke af Jehovas grundlæggende love var man kendt med i patriarktiden?

⁸ Skønt der tilsyneladende ikke fandtes nogen skreven lovsamling i de patriarkalske samfund, var man på denne tid bekendt med Jehovas grundlæggende love, og hans tjenere var forpligtede til at overholde dem. (Jævnfør Første Mosebog 26:5.) Begivenhederne i Eden havde vist at man måtte være lydig mod Jehova og underkaste sig hans suverænitet. Kains udåd havde vist at Jehova misbilliger mord. Umiddelbart efter Vandfloden gav Gud menneskeheden love vedrørende livets hellighed, mord, dødsstraf og det at spise blod. (1 Mosebog 9:3-6) Jehova fordømte desuden ægteskabsbrud, hvilket fremgår af episoden med Abraham, Sara og Abimelek, kongen af Gerar, nær Gaza. — 1 Mosebog 20:1-7.

9, 10. Hvilke eksempler viser at der fandtes et retssystem i det patriarkalske samfund?

⁹ På den tid virkede familieoverhovederne som dommere og tog sig af retssager. Jehova sagde om Abraham: „Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret.“ (1 Mosebog 18:19) Da Abraham skulle bilægge en strid mellem sine egne og Lots hyrder, handlede han uselvisk og med dømmekraft. (1 Mosebog 13:7-11) Juda handlede som patriarkalsk overhoved og dommer da han dømte sin svigerdatter Tamar til at blive stenet og brændt, idet han troede at hun var en ægteskabsbryderske. (1 Mosebog 38:11, 24; jævnfør Josua 7:25.) Men da Juda fik alle kendsgerningerne forelagt erklærede han hende mere retfærdig end sig selv. (1 Mosebog 38:25, 26) Det er derfor vigtigt at få alle kendsgerninger frem før man træffer afgørelser i udvalgssager.

¹⁰ Jobs Bog omtaler et retssystem og viser hvor vigtigt det er at dømme upartisk. (Job 13:8, 10; 31:11; 32:21) Job mindes den tid hvor han selv var en respekteret dommer som dømte retfærdigt i byporten og forsvarede enken og den faderløse. (Job 29:7-16) Der er altså vidnesbyrd om at „ældste“ i det patriarkalske samfund fungerede som dommere blandt Abrahams efterkommere allerede før udgangen af Ægypten og før Gud gav sin lov til Israels nation. (2 Mosebog 3:16, 18) Moses fremholdt i virkeligheden Lovpagtens betingelser for Israels „ældste“, der repræsenterede folket. — 2 Mosebog 19:3-7.

Israels retsvæsen

11, 12. Hvori adskilte Israels retssystem sig fra de andre folkeslags, ifølge to bibelforskere?

¹¹ Israels retsvæsen adskilte sig meget fra det der fandtes hos de omboende folkeslag. Man skelnede ikke mellem civilret og kriminalret. De var begge sammenflettede med moralske og religiøse love. En forseelse mod ens næste var en forseelse mod Jehova. Forfatteren André Chouraqui skriver i sin bog The People and the Faith of the Bible: „Hebræernes juridiske tradition adskiller sig ikke blot fra de omboende folkeslags ved sin definition af overtrædelse og straf, men også ved selve ånden i lovene. . . . Toraen [Loven] er ikke adskilt fra dagliglivet; den behersker dagliglivets natur og indhold ved at velsigne eller forbande. . . . I Israel . . . er det næsten umuligt tydeligt at afgrænse byens juridiske forhold. De var en del af en tilværelse som fuldt og helt tog sigte på at opfylde den levende Guds vilje.“

¹² Denne enestående situation gjorde at retsvæsenet i Israel lå på et langt højere niveau end det var tilfældet hos de samtidige folkeslag. Bibelforskeren Roland de Vaux skriver: „Uanset hvor meget den israelitiske lov minder om andre paragraffer og artikler i orientalske ’traktater’ og ’lovsamlinger’, er den fundamentalt anderledes i form og indhold. Det er en religiøs lov. . . . Ingen orientalsk lov kan sammenlignes med israelitternes lov, som helt og holdent tilskrives Gud. Hvis den indeholder, og ofte sammenblander, etiske og rituelle forskrifter, skyldes det at den omfatter hele den guddommelige pagt, og at denne pagt styrede menneskers indbyrdes forhold samt deres forhold til Gud.“ Intet under at Moses spurgte: „Hvor findes der en stor nation der har så retfærdige forordninger og lovbud som hele denne lov jeg forelægger jer i dag?“ — 5 Mosebog 4:8

Dommere i Israel

13. I hvilke henseender var Moses et godt eksempel for ældste i dag?

¹³ Hvilken slags mennesker kunne være dommere i et så ophøjet retsvæsen? Om den første dommer der blev udnævnt i Israel siger Bibelen: „Manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade.“ (4 Mosebog 12:3) Han var ikke alt for selvsikker. (2 Mosebog 4:10) Det var hans opgave at dømme israelitterne, men til tider tog han dem i forsvar over for Jehova og bønfaldt ham om at tilgive dem. Han tilbød endog at ofre sig selv på deres vegne. (2 Mosebog 32:11, 30-32) I poetiske vendinger sagde han: „Mit ord skal drive som duggen, som sagte regn på græs og som rigelige regnskyl på planterne.“ (5 Mosebog 32:2) Han stolede ikke på sin egen forstand når han dømte folket, men erklærede: „Når der opstår en sag hos dem, skal den forelægges mig, og jeg skal dømme parterne imellem og gøre den sande Guds forordninger og hans love kendt.“ (2 Mosebog 18:16) Når han var i tvivl fremlagde han sagen for Jehova. (4 Mosebog 9:6-8; 15:32-36; 27:1-11) Moses er et godt eksempel for ældste der i dag ’vogter Guds hjord’ og dømmer i udvalgssager. (Apostelgerninger 20:28) Måtte deres behandling af deres brødre også være „som sagte regn på græs“.

14. Hvilke åndelige kvalifikationer havde de mænd Moses udnævnte til dommere i Israel?

¹⁴ Efter nogen tid kunne Moses ikke selv overkomme at behandle alle folkets retssager. (2 Mosebog 18:13, 18) Han valgte at følge sin svigerfaders råd om at få nogle til at hjælpe sig. Hvilken slags mænd skulle han udvælge? Vi læser: „’Du bør af hele folket udsøge dygtige mænd, som frygter Gud, pålidelige mænd, som hader uærlig vinding.’ . . . Og Moses udvalgte dygtige mænd fra hele Israel og gav dem stillinger som overhoveder for folket, som øverster over tusind, øverster over hundrede, øverster over halvtreds og øverster over ti. Og de tjente som dommere for folket til enhver tid. En vanskelig sag bragte de til Moses, men enhver mindre sag dømte de selv i.“ — 2 Mosebog 18:21-26.

15. Hvilke kvalifikationer skulle dommerne i Israel have?

¹⁵ Som det fremgår heraf var det ikke alderen alene der havde betydning ved udvælgelsen af dommere. Moses sagde: „Tag vise og forstandige og erfarne mænd fra jeres stammer, så jeg kan sætte dem som overhoveder over jer.“ (5 Mosebog 1:13) Moses var udmærket bekendt med det som den unge Elihu havde sagt mange år tidligere: „Det er ikke blot dem der er rige på dage der er vise, eller blot de gamle der forstår sig på ret.“ (Job 32:9) De der blev udnævnt måtte naturligvis være „erfarne mænd“. Men de måtte frem for alt være dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd som hadede uærlig vinding og som var vise og forstandige. Det lader derfor til at de „overhoveder“ og „dommere“ der omtales i Josua 23:2 og 24:1, ikke var forskellige fra de „ældste“ som omtales i de samme vers, men at de blev udvalgt blandt disse. — Se Insight on the Scriptures, bind 2, side 549.

Retfærdige domme

16. Hvad bør vi i dag lægge mærke til angående de instruktioner Moses gav de nyudnævnte dommere?

¹⁶ Om de instruktioner disse udnævnte dommere fik, sagde Moses: „Videre gav jeg på det tidspunkt jeres dommere følgende påbud idet jeg sagde: ’Når I hører på en sag mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed mellem en mand og hans broder eller udlændingen der bor hos ham. I må ikke være partiske ved en domsafsigelse. I skal høre på den mindste såvel som på den største. I skal ikke lade jer skræmme af nogen, for dommen hører Gud til; og den sag der er for vanskelig for jer, forelægger I mig [Moses], så skal jeg høre på den.’“ — 5 Mosebog 1:16, 17.

17. Hvem blev udnævnt som dommere, og hvilken advarsel gav kong Josafat dem?

¹⁷ Nu kunne en sag selvfølgelig kun forelægges Moses så længe han levede. Man forordnede det derfor sådan at vanskelige sager skulle afgøres af præsterne, levitterne og særligt udnævnte dommere. (5 Mosebog 17:8-12; 1 Krønikebog 23:1-4; 2 Krønikebog 19:5, 8) Kong Josafat sagde til de dommere han udnævnte i Judas byer: „Se efter hvad det er I gør, for det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova . . . Således skal I gøre i frygt for Jehova med trofasthed og med et helt hjerte: med hensyn til enhver retssag der indbringes for jer af jeres brødre som bor i deres byer . . . skal I advare dem så de ikke pådrager sig skyld over for Jehova og der kommer harme over jer og over jeres brødre. Således skal I gøre, så I ikke pådrager jer skyld.“ — 2 Krønikebog 19:6-10.

18. (a) Nævn nogle af de principper dommerne i Israel måtte følge. (b) Hvad måtte dommerne holde sig for øje, og hvilke skriftsteder viser konsekvenserne hvis de glemte dette?

¹⁸ Dommerne i Israel skulle blandt andet rette sig efter følgende principper: fattig som rig skulle være lige for loven (2 Mosebog 23:3, 6; 3 Mosebog 19:15); dommerne skulle være fuldstændig upartiske (5 Mosebog 1:17); de måtte ikke modtage bestikkelse. (5 Mosebog 16:18-20) Dommerne skulle hele tiden huske at det var Jehovas får de dømte. (Salme 100:3) En af årsagerne til at Jehova afviste det kødelige Israel var at deres præster og hyrder ikke dømte retfærdigt og at de behandlede folket strengt. — Jeremias 22:3, 5, 25; 23:1, 2; Ezekiel 34:1-4; Malakias 2:8, 9.

19. Hvilken gavn har vi haft af denne gennemgang af Jehovas retsnormer før i tiden, og hvad vil blive behandlet i den følgende artikel?

¹⁹ Jehova forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) Denne korte gennemgang af retsnormerne i Israel og Jehovas indstilling til dét at nægte nogen deres ret, bør give de ældste der i dag har ansvar for at dømme, grund til eftertanke. Det eksempel Jehova selv satte som dommer og det retssystem han indførte i Israel, tilvejebragte nogle principper der dannede mønster for hvordan der skulle dømmes i den kristne menighed. Dette vil blive behandlet i den følgende artikel.

Ældste, døm med retfærdighed

„Når I hører på en sag mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed.“ — 5 MOSEBOG 1:16

1. Hvordan er der blevet uddelegeret myndighed til at dømme, og hvad indebærer dette for jordiske dommere?

SOM den øverste Dommer har Jehova givet sin søn myndighed til at dømme. (Johannes 5:27) Som hoved for den kristne menighed anvender Kristus den trofaste og kloge trælleskare og dens styrende råd til at udnævne ældste, der til tider må virke som dommere. (Mattæus 24:45-47; 1 Korinther 5:12, 13; Titus 1:5, 9) Som stedfortrædende dommere er de forpligtede til nøje at følge det eksempel som de himmelske dommere, Jehova og Kristus Jesus, har sat.

Kristus — en eksemplarisk dommer

2, 3. (a) Hvilken profeti om Messias viser noget om Kristi egenskaber som dommer? (b) Hvilke træk bør man især lægge mærke til?

² Om Kristus som dommer blev der profetisk skrevet: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd; og han har sin glæde i frygten for Jehova. Og han dømmer ikke blot efter hvad hans øjne ser, og retleder ikke blot efter hvad hans ører hører. Men med retfærdighed dømmer han de ringe, og med retskaffenhed retleder han til gavn for de sagtmodige på jorden.“ — Esajas 11:2-4.

³ I denne profeti er det værd at bemærke de egenskaber der sætter Kristus i stand til at „dømme den beboede jord med retfærdighed“. (Apostelgerninger 17:31) Han dømmer i overensstemmelse med Jehovas ånd, den guddommelige visdoms og forstands ånd samt råds og kundskabs ånd. Læg desuden mærke til at han dømmer i frygt for Jehova. På denne måde repræsenterer „Messias’ dommersæde“ „Guds dommersæde“. (2 Korinther 5:10; Romerne 14:10) Han er omhyggelig med at dømme sådan som Gud dømmer. (Johannes 8:16) Han dømmer ikke blot efter hvad øjnene ser eller på grundlag af rygter. Han dømmer de ringe og sagtmodige med retskaffenhed. Der er således tale om en enestående dommer der er et uovertruffent eksempel for de ufuldkomne mennesker som i dag har fået til opgave at være dommere.

Jordiske dommere

4. (a) Hvilken opgave vil de 144.000 blandt andet have under Kristi tusindårsrige? (b) Hvilken profeti viser at nogle af de salvede kristne vil blive udnævnt som dommere mens de endnu befinder sig på jorden?

⁴ Bibelen lader forstå at det forholdsvis lille antal salvede kristne, begyndende med de tolv apostle, skal være Kristi Jesu meddommere i tusindårsriget. (Lukas 22:28-30; 1 Korinther 6:2; Åbenbaringen 20:4) En rest af salvede medlemmer af det åndelige Israel på jorden blev selv dømt og genrejst i 1918-19. (Malakias 3:2-4) Om det åndelige Israels genrejsning blev der profetisk sagt: „Jeg vil igen give dig dommere som tidligere, og rådgivere som førhen.“ (Esajas 1:26) Ligesom Jehova har gjort „førhen“ i forbindelse med det kødelige Israel, har han givet den genrejste rest retfærdige dommere og rådgivere.

5. (a) Hvem blev ’indsat som dommere’ efter det åndelige Israels genrejsning, og hvordan skildres de i Åbenbaringens Bog? (b) Hvem hjælper nu de salvede tilsynsmænd med at dømme, og hvordan er disse blevet oplært til at blive bedre dommere?

⁵ Til at begynde med var alle de ’vise’ der blev ’indsat som dommere’, salvede ældste. (1 Korinther 6:4, 5) I Åbenbaringens Bog siges der at de trofaste og respekterede salvede tilsynsmænd befinder sig i Jesu højre hånd, hvilket vil sige under hans myndighed og ledelse. (Åbenbaringen 1:16, 20; 2:1) Siden 1935 er de salvede loyalt blevet støttet af en stadigt voksende „stor skare“, der har håb om at overleve „den store trængsel“ og få evigt liv på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14-17) Eftersom „Lammets bryllup“ nærmer sig, udnævner Det Styrende Råd flere og flere af disse til at tjene som ældste og dommere i Jehovas Vidners mere end 66.000 menigheder verden over.a (Åbenbaringen 19:7-9) Ved hjælp af særlige skoler oplæres de til at varetage ansvarsopgaver i det samfund der skal udgøre ’den nye jord’. (2 Peter 3:13) Den Rigets Tjenesteskole der i mange lande blev afholdt i slutningen af 1991, understregede betydningen af at man behandler udvalgssager på rette måde. Ældste der tjener som dommere har pligt til at efterligne Jehova og Kristus Jesus hvis domme er retfærdige og sande. — Johannes 5:30; 8:16; Åbenbaringen 19:1, 2.

Dommere der „færdes med frygt“

6. Hvorfor bør ældste der er med i et dømmende udvalg „færdes med frygt“?

⁶ Når endog Kristus dømmer i frygt for Jehova og ved hjælp af hans ånd, hvor meget mere bør ufuldkomne ældste da ikke gøre det! Når de udpeges til at være med i et dømmende udvalg, må de „færdes med frygt“ og påkalde „Faderen, som dømmer upartisk,“ for at hente hjælp til at dømme med retfærdighed. (1 Peter 1:17) De må huske på at det er menneskers liv, deres „sjæle“, de har med at gøre, og at de skal „aflægge regnskab“. (Hebræerne 13:17) De skal altså stå Jehova til regnskab for enhver fejl som de kunne have undgået i en udvalgssag. J. H. A. Ebrard har i sin kommentar til Hebræerbrevet 13:17, skrevet: „Det er hyrdens pligt at våge over de sjæle der er betroet i hans varetægt, og . . . han må stå til regnskab for dem alle, også for dem der på grund af hans forsømmelighed er gået tabt. Dette er alvorlige ord. Enhver ordets tjener bør imidlertid huske på at han frivilligt har påtaget sig denne formidable ansvarsopgave.“ — Jævnfør Johannes 17:12; Jakob 3:1.

7. (a) Hvad bør vore dages dommere huske på, og hvad bør være deres mål? (b) Hvad kan ældste lære af det der siges i Mattæus 18:18-20?

⁷ Ældste der får til opgave at dømme i en sag bør huske at de virkelige dommere er Jehova og Kristus Jesus. Husk at der blev sagt til dommerne i Israel: „Det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova; og han er med jer i dommen. Og måtte Jehovas rædsel nu være over jer. . . . Således skal I gøre, så I ikke pådrager jer skyld.“ (2 Krønikebog 19:6-10) De ældste der dømmer i en sag bør med ærefrygt gøre deres yderste for at sikre sig at Jehova virkelig ’er med dem i dommen’. Deres afgørelse bør nøje afspejle den måde hvorpå Jehova og Kristus betragter sagen. Det de symbolsk ’binder’ (finder skyldigt) eller ’løser’ (finder uskyldigt) på jorden, bør være noget der allerede er bundet eller løst i himmelen — som åbenbaret af det der er skrevet i Guds inspirerede ord. Hvis de beder til Jehova i Jesu navn, vil Jesus være „midt iblandt dem“ for at hjælpe dem. (Mattæus 18:18-20, NW, fodnote i studieudgaven; Vagttårnet for 15. februar 1988, side 9) Atmosfæren ved et udvalgsmøde bør afgjort bære præg af at Kristus er „midt iblandt dem“.

Hyrder på fuldtid

8. Hvad er de ældstes hovedansvar over for hjorden, i betragtning af det eksempel Jehova og Jesus Kristus har sat? (Esajas 40:10, 11; Johannes 10:11, 27-29)

⁸ Ældste er ikke altid dommere. De er derimod altid hyrder. De skal helbrede, ikke straffe. (Jakob 5:13-16) Grundtanken i det græske ord for tilsynsmand (epiʹskopos) er beskyttende omsorg. I Theological Dictionary of the New Testament hedder det: „Udtrykket [epiʹskopos] supplerer ordet hyrde [i Første Petersbrev 2:25] og hentyder til en hyrdes arbejde, det at våge eller vogte.“ Ja, tilsynsmanden har først og fremmest til opgave at våge over fårene, vogte dem og bevare dem i hjorden.

9, 10. (a) Hvad er ifølge Paulus de ældstes vigtigste opgave, og hvilket spørgsmål rejser dette? (b) Hvad ligger der i Paulus’ ord i Apostelgerninger 20:29, og hvordan kan de ældste forsøge at nedbringe antallet af udvalgssager?

⁹ Da apostelen Paulus talte til de ældste fra menigheden i Efesus, viste han dem hvad de skulle lægge vægt på: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apostelgerninger 20:28) Paulus lægger vægt på det at være hyrde, ikke det at straffe. Nogle ældste vil gøre vel i at meditere over følgende spørgsmål: ’Kunne vi spare den betydelige mængde tid det kræver at undersøge og tage sig af udvalgssager, hvis vi brugte mere tid og flere kræfter på hyrdearbejdet?’

¹⁰ Paulus advarede ganske vist imod „undertrykkende ulve“. Men bebrejdede han ikke netop disse at de ’ikke behandlede hjorden skånsomt’? (Apostelgerninger 20:29) Og selv om han lod forstå at de trofaste tilsynsmænd skulle udstøde disse „ulve“, viser hans ord så ikke at de ældste burde behandle de øvrige medlemmer af hjorden „skånsomt“? Når et får bliver åndeligt svagt og falder langs vejen, hvad har vedkommende så brug for — slag eller lægedom, straf eller omsorg? (Jakob 5:14, 15) Ældste bør derfor planlægge at udføre hyrdearbejde regelmæssigt. Dette kan føre til det glædelige resultat at der anvendes færre kræfter på tidskrævende udvalgssager med kristne der er blevet overrasket af synd. Ældste bør først og fremmest være opmærksomme på at hjælpe og opmuntre og derved fremme freden og trygheden blandt Jehovas folk. — Esajas 32:1, 2.

Velgørende hyrder og dommere

11. Hvorfor må ældste der er med i dømmende udvalg være upartiske og lade sig lede af „visdommen ovenfra“?

¹¹ Ved at udføre et mere intensivt hyrdearbejde før en kristen begår et fejltrin, kunne man meget vel reducere antallet af udvalgssager blandt Jehovas folk. (Jævnfør Galaterbrevet 6:1.) Ikke desto mindre må kristne tilsynsmænd, på grund af den menneskelige syndighed og ufuldkommenhed, fra tid til anden behandle sager om uret adfærd. Hvilke principper bør de da lade sig lede af? Principperne har ikke ændret sig siden Moses’ eller de første kristnes tid. Moses’ ord til Israels dommere gælder stadig: „Når I hører på en sag mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed . . . I må ikke være partiske ved en domsafsigelse.“ (5 Mosebog 1:16, 17) Det er vigtigt at ældste i dømmende udvalg lader sig lede af „visdommen ovenfra“, der er kendetegnet af upartiskhed. (Jakob 3:17; Ordsprogene 24:23) Denne visdom vil hjælpe dem til at skelne mellem den der er svag og den der er ond.

12. I hvilken forstand må dommere ikke blot være retfærdige men også gode?

¹² Ældste må „dømme med retfærdighed“ i overensstemmelse med Jehovas normer for ret og uret. (Salme 19:9) Men samtidig med at de bestræber sig for at være retfærdige må de også forsøge at være gode, i den forstand Paulus giver udtryk for i Romerbrevet 5:7, 8. I opslagsværket Hjælp til forståelse af Bibelen under emnet „Retfærdighed“, side 1078, kommenteres disse vers på følgende måde: „Det græske ord der bruges, viser at [den gode] er indstillet på at gøre noget for andre, og at han gør det aktivt. Han tænker ikke kun på hvad retfærdigheden kræver, men går videre, drevet af omsorg for andre og et ønske om at hjælpe og gavne dem.“ Ældste der ikke blot er retfærdige men også er gode, vil behandle overtrædere venligt og hensynsfuldt. (Romerne 2:4) De bør ønske at vise barmhjertighed og medfølelse. De bør gøre hvad de kan for at hjælpe overtræderen til at indse behovet for at ændre sind, også selv om vedkommende måske ikke i begyndelsen reagerer positivt på deres bestræbelser.

Den rette holdning ved udvalgsmøder

13. (a) Hvad må ældste der virker som dommere ikke glemme? (b) Hvilken vejledning af Paulus gælder også i forbindelse med udvalgssager?

¹³ Når en situation kræver at der bliver holdt et udvalgsmøde, må tilsynsmænd ikke glemme at de stadig er hyrder og at det er Jehovas får under „den rigtige hyrde“ de har med at gøre. (Johannes 10:11) Den vejledning Paulus gav i forbindelse med at yde regelmæssig hjælp til de får der er i vanskeligheder, gælder i lige så høj grad i forbindelse med udvalgsmøder. Han skrev: „Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet. Bær til stadighed hinandens byrder, og opfyld således Messias’ lov.“ — Galaterne 6:1, 2.b

14. Hvordan bør tilsynsmænd betragte udvalgsmøder, og hvilken indstilling bør de have til en overtræder?

¹⁴ I stedet for at betragte sig selv som høje dommere der mødes for at udmåle straf, bør de ældste der er med i dømmende udvalg betragte udvalgsmøder som endnu en side af deres hyrdearbejde. Et af Jehovas får er i vanskeligheder. Hvad kan de gøre for at redde det? Er det for sent at redde et får der er kommet bort fra hjorden? Forhåbentlig ikke. Ældste bør ønske at vise barmhjertighed hvor dette vil være på sin plads. Dermed være ikke sagt at de bør sænke Jehovas normer hvis der er begået en alvorlig overtrædelse. Men det at være opmærksomme på eventuelle formildende omstændigheder vil hjælpe dem til om muligt at vise barmhjertighed. (Salme 103:8-10; 130:3) Sørgeligt nok viser nogle overtrædere en så genstridig indstilling at de ældste er tvunget til at være faste, uden dog nogen sinde at være strenge. — 1 Korinther 5:13.

Hensigten med udvalgsmøder

15. Hvad er det første man skal undersøge når der opstår et alvorligt problem mellem trosfæller?

¹⁵ Når der opstår et alvorligt problem enkeltpersoner imellem, vil kloge ældste først finde ud af om de involverede parter selv har forsøgt at løse sagen i overensstemmelse med vejledningen i Mattæus 5:23, 24 eller Mattæus 18:15. Hvis ikke dette er lykkedes, vil det måske være tilstrækkeligt at én eller to ældste træder til med vejledning. Der skal kun nedsættes et udvalg hvis der er blevet begået en alvorlig overtrædelse der kunne føre til udstødelse. (Mattæus 18:17; 1 Korinther 5:11) Der må være et solidt bibelsk grundlag for at nedsætte et dømmende udvalg. (Se Vagttårnet for 15. september 1989, side 18.) Når det sker bør man udvælge de ældste der er bedst egnede til at behandle den aktuelle sag.

16. Hvad er de ældstes mål med at holde et udvalgsmøde?

¹⁶ Hvad er de ældstes mål med at holde et udvalgsmøde? For det første er det umuligt at dømme med retfærdighed medmindre man kender de faktiske forhold. Ligesom det var tilfældet i Israel må alvorlige sager ’undersøges omhyggeligt’. (5 Mosebog 13:14; 17:4) Et af målene med et udvalgsmøde er at finde frem til kendsgerningerne. Men dette kan og bør gøres i kærlighed. (1 Korinther 13:4, 6, 7) Når kendsgerningerne er kommet frem vil de ældste gøre alt hvad der måtte være nødvendigt for at beskytte menigheden, og sørge for at den fortsat er kendetegnet af Jehovas høje normer og den hellige ånds virke. (1 Korinther 5:7, 8) Men en af hensigterne med et udvalgsmøde er om muligt at frelse en synder der er i fare. — Jævnfør Lukas 15:8-10.

17. (a) Hvordan bør en anklaget behandles under et udvalgsmøde, og i hvilken hensigt? (b) Hvad vil dette kræve af det dømmende udvalgs medlemmer?

¹⁷ Man bør altid behandle en anklaget som et af Guds får. Han eller hun bør behandles hensynsfuldt. Hvis der er begået en eller flere synder, er det de retfærdige dommeres mål at forsøge at hjælpe overtræderen på fode igen, hjælpe ham til at indse det forkerte ved hans handlemåde og få ham til at ændre sind for på den måde at rive ham ud af „Djævelens snare“. Det vil kræve god undervisning og ’mild belæring’. (2 Timoteus 2:24-26; 4:2) Hvad hvis overtræderen så erkender at han har syndet, føler sig stukket i hjertet og beder Jehova om tilgivelse? (Jævnfør Apostelgerninger 2:37.) Hvis det dømmende udvalg er overbevist om at han oprigtigt ønsker hjælp, vil det sædvanligvis ikke være nødvendigt at udstøde ham. — Se „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 1. juni 1983, side 22-23, paragraf 5.

18. (a) Hvornår bør et dømmende udvalg vise fasthed og udstøde en overtræder? (b) I betragtning af hvilken sørgelig situation bør de ældste ihærdigt prøve at gøre noget for de får der er kommet på afveje?

¹⁸ Når ældste i et dømmende udvalg konfronteres med et åbenlyst tilfælde af direkte frafald, ondskab eller overlagt oprør mod Jehovas love, er det imidlertid deres pligt at beskytte menighedens øvrige medlemmer ved at udstøde den overtræder der ikke viser tegn på anger. Det dømmende udvalg er ikke forpligtet til at holde gentagne møder med overtræderen eller lægge ham ordene i munden i et forsøg på at tvinge ham til at ændre sind, hvis det er tydeligt at han ikke er bedrøvet på en måde som Gud vil.c I de senere år er der på verdensplan blevet udstødt omkring én procent af forkynderne. Det betyder stort set at der for hver et hundrede får der bliver i folden, er ét der mistes — i hvert fald midlertidigt. I betragtning af den tid og de anstrengelser det kræver at føre et menneske ind i folden, er det sørgeligt at vide at der hvert år er i titusindvis som ’overgives til Satan’. — 1 Korinther 5:5.

19. Hvad må ældste der er med i et dømmende udvalg aldrig glemme, og hvad er deres mål?

¹⁹ Ældste der indleder en udvalgssag bør huske på at der i de fleste tilfælde af synd i menigheden er tale om svaghed, ikke ondskab. De bør aldrig glemme Jesu lignelse om det mistede får som sluttes med disse ord: „Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ (Lukas 15:7) Jehova ønsker afgjort ikke „at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Måtte alle dømmende udvalg jorden over med Jehovas hjælp gøre deres yderste for at skabe glæde i himmelen ved at hjælpe overtræderne til at se behovet for at ændre sind og igen komme ind på den smalle vej der fører til evigt liv. — Mattæus 7:13, 14.

[Fodnoter]