Kongebøgerne har altid hørt til den jødiske kanon og er anerkendt som kanoniske. Det er der god grund til, da disse bøger yderligere udvikler Bibelens hovedtema: hævdelsen af Jehovas suverænitet og gennemførelsen af hans hensigt med jorden ved hans rige under Kristus, det lovede afkom. Desuden indtager tre førende profeter, Elias, Elisa og Esajas, en fremtrædende plads i beretningen, og det vises hvordan deres profetier umiskendeligt er gået i opfyldelse. Begivenheder som er berettet i Kongebøgerne, omtales og belyses også andre steder i Bibelen. Jesus henviste ved tre lejligheder til personer der nævnes i disse bøger, nemlig Salomon (Mt 6:29), Sydens dronning (Mt 12:42; jf. 1Kg 10:1-9) samt enken i Zarepta og syreren Na’aman (Lu 4:25-27; jf. 1Kg 17:8-10; 2Kg 5:8-14). Paulus nævner beretningen om Elias og de 7000 mænd som ikke havde bøjet knæ for Ba’al. (Ro 11:2-4; jf. 1Kg 19:14, 18.) Jakob omtaler Elias’ bønner om tørke og regn. (Jak 5:17, 18; jf. 1Kg 17:1; 18:45.) Disse henvisninger til personer og handlinger som er beskrevet i Kongebøgerne, taler for at de er kanoniske.

Arkæologiske vidnesbyrd. Man har gjort talrige fund som bekræfter Kongebøgernes nøjagtighed, både historisk og geografisk. Foruden de cedertræer der i dag vokser i Libanon, bekræfter arkæologiske fund eksistensen af de cedertræsskove hvorfra Salomon hentede tømmeret til sine byggeprojekter i Jerusalem. (1Kg 5:6; 7:2) I Jordandalen nord for Jabbok, hvor Sukkot og Zaretan engang lå, har man fundet vidnesbyrd om en kobberindustri. — 1Kg 7:45, 46.

Farao Sjisjaks invasion i Juda på Rehabeams tid (1Kg 14:25, 26) bekræftes af hans egen beretning herom på tempelmurene i Karnak i Ægypten. En sort kalkstensobelisk fra assyrerkongen Salmanassar III’s tid, fundet i Nimrud i 1846, skal måske skildre hvordan en udsending fra Jehu bøjer sig for Salmanassar, en begivenhed som, skønt den ikke er nævnt i Kongebøgerne, bekræfter at Israels konge Jehu var en historisk person. Akabs omfattende byggearbejder, derunder „elfenbenshuset som han byggede“ (1Kg 22:39), bevidnes af de ruiner der er fundet i Samaria.

Den såkaldte Mesjastele fortæller om nogle af de begivenheder der er knyttet til kong Mesjas oprør mod Israel, idet den bringer moabitterkongens version af hvad der skete. (2Kg 3:4, 5) I inskriptionen, som er skrevet med en alfabetskrift, ses også tetragrammet, Israels Guds navn.

Navnet Peka forekommer i en annaltekst der tilskrives Tiglat-Pileser III. (2Kg 15:27) Tiglat-Pileser III’s togt mod Israel er nævnt i hans kongelige annaler og i en inskription på en assyrisk bygning. (2Kg 15:29) Navnet Hosjea er også blevet dechifreret fra inskriptioner om Tiglat-Pilesers togt. — 2Kg 15:30; Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 282-284.

Nogle af den assyriske kong Sankeribs forehavender er nævnt i hans annaler, men ikke den begivenhed hvor en engel tilintetgjorde hans hær på 185.000 mand da den udgjorde en trussel imod Jerusalem. (2Kg 19:35) Det er heller ikke at forvente at et så overvældende nederlag ville være omtalt i hans pralende krøniker. En bemærkelsesværdig arkæologisk bekræftelse på den sidste udtalelse i Kongebøgerne er fundet på kileskrifttavler udgravet ved Babylon. De viser at Ja’ukinu (Jojakin) var fange i Babylon, og at han fik sit underhold fra den kongelige husholdning. — 2Kg 25:30; Ancient Near Eastern Texts, s. 308.

Profetiers opfyldelse. Kongebøgerne indeholder flere profetier og omtaler også slående eksempler på profetiers opfyldelse. I 1 Kongebog 2:27 ses det for eksempel hvordan Jehovas ord mod Elis hus blev opfyldt. (1Sa 2:31-36; 3:11-14) Profetier om Akab og hans hus blev opfyldt. (Sml. 1Kg 21:19-21 med 1Kg 22:38 og 2Kg 10:17.) Det der var forudsagt om Jesabel og hendes jordiske rester, gik i opfyldelse. (Sml. 1Kg 21:23 med 2Kg 9:30-36.) Og opfyldelsen af profetierne om Jerusalems ødelæggelse bekræftes af de historiske kendsgerninger. — 2Kg 21:13.