Nathan Knorr, trykkeritilsynsmanden, satte mig til at arbejde med bygningsvedligeholdelse. Jeg var ene mand om det. Jeg var dengang en ung mand på 20 år og følte mig meget betydningsfuld fordi jeg kunne færdes frit på fabrikken uden indblanding. Broder Knorr satte pris på mit arbejde, men han kunne se at der var noget galt med min indstilling. Han forsøgte derfor at påvirke mig til at opdyrke større ydmyghed.

Der gik dog nogen tid før jeg indså at broder Knorr forsøgte at hjælpe mig. Jeg sagde undskyld og lovede at jeg ville prøve at forbedre mig. Det blev begyndelsen på et langt, varmt venskab med broder Knorr, som i januar 1942 blev Vagttårnsselskabets tredje præsident.

Broder Knorr indså som Selskabets præsident behovet for et undervisningsprogram. Sammen med andre mandlige medlemmer af betelfamilien blev jeg opfordret til at melde mig til et „kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne“. Dette kursus udviklede sig senere til den teokratiske skole, som vi har haft i Jehovas Vidners menigheder siden 1943.

Mandag aften den 16. februar 1942 mødtes vi i betelfamiliens mødelokale. Broder Knorr holdt den første forelæsning. Den handlede om bibelhåndskrifter. Broder T. J. Sullivan, som var tilsynsmand for skolen, vejledte os for at vi kunne gøre fremskridt. Med tiden overtog jeg opgaven som tilsynsmand for betelskolen, hvilket jeg betragtede som en stor forret. Men nu fik jeg igen behov for tugt.

Jeg havde været alt for kritisk og respektløs da jeg vejledte en ældre broder, så broder Knorr sagde ligeud til mig: „Ingen bryder sig om at du hundser med dem.“ Men efter at han havde givet mig en grundig lektion og mine ører var blevet tilpas røde, blev broder Knorrs store brune øjne blidere. Med venlig stemme læste han Salme 141:5: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed; og retleder han mig, er det olie for hovedet.“ Jeg har selv brugt dette skriftsted mange gange når jeg har skullet give andre vejledning.

Før vi begyndte på den teokratiske skole havde kun få af os haft lejlighed til at holde offentlige foredrag. Da broder Rutherford døde, arbejdede broder Knorr hårdt på at forbedre sin talefærdighed. Mit betelværelse lå umiddelbart under hans, så jeg kunne høre ham øve sig på fremholdelsen. Snesevis af gange oplæste han det offentlige foredrag „Freden — kan den vare ved?“, som han holdt ved stævnet i Cleveland i 1942.

På farten

Efter at jeg havde tjent 13 år på Betel, bad broder Knorr mig rejse ud som områdetilsynsmand. Da han fortalte mig om min nye opgave, sagde han: „Lyle, nu har du chancen for med egne øjne at iagttage hvordan Jehova handler med sit folk.“

Nogle har spurgt om vi aldrig er blevet trætte og har haft lyst til at holde op. Jo, mange gange. Men når den ene af os var nede, holdt den anden vedkommende oppe. Engang skrev jeg ligefrem til min broder, Verne, og spurgte om jeg kunne få arbejde hos ham i hans malerfirma. Han svarede at han ofte havde set frem til at det skulle ske, eftersom vi havde stået hinanden så nær i vores barndom. Men han rådede mig til at tænke mig om en ekstra gang. Jeg kom da i tanker om de ord broder Knorr ofte gentog for betelfamilien: „Det er nemt at holde op; men det kræver mod og integritet at holde ud i sin tjeneste.“ Det var også dengang et godt råd.