-
9. del: Fra 551 f.v.t. — Østens søgen efter den rette vejVågn op! – 1989 | 8. maj
-
-
Ch’ondokyo — den koreanske lære om den himmelske vej
Buddhismen, forstærket af taoismen, og kungfutsianismen er blandt de største ikkekristne religioner i Korea. Efter at være indført fra Kina blev de påvirket af Koreas folkereligion, shamanismen, og ifølge The Encyclopedia of Religion blev de „udvalgt, ændret og i forskellig grad tilpasset de sociale og intellektuelle forhold der herskede på den koreanske halvø“.a
En anden af Koreas religioner er ch’ondokyo, „læren om den himmelske vej“, et navn den har haft siden 1905. Denne religion blev stiftet i 1860 af Ch’oe Che-u og blev i begyndelsen kaldt tonghak, „den østlige sekt“, i modsætning til sohak, „den vestlige sekt“, betegnelsen for kristendommen, som ch’ondokyo til dels blev udformet for at modvirke. Ifølge den tyske forfatter Gerhard Bellinger havde stifteren af ch’ondokyo til hensigt at sammensmelte „kungfutsianismens idealer, menneskevenlighed og retfærdighed, med taoistisk passivitet og buddhistisk medfølelse“. Ch’ondokyo indeholder også elementer af shamanisme og katolicisme. Trods påstande om at ch’ondokyo fremmer den religiøse enhed havde den i 1935 avlet mindst 17 undersekter.
En grundtanke i „læren om den himmelske vej“ er den opfattelse at mennesket i sit inderste væsen er guddommeligt, en del af Gud. Sain yǒch’ǒn („behandl mennesket som Gud“) er derfor et vigtigt etisk princip, der kræver at medmennesket behandles med „den yderste hensynsfuldhed, respekt, oprigtighed, værdighed, lighed og retfærdighed,“ forklarer Yong-choon Kim fra University of Rhode Island.
Stifteren af ch’ondokyo, Ch’oe Che-u, kom i konflikt med regeringen fordi han forsøgte at bringe samfundsordenen i harmoni med disse høje principper. Indblanding i politik resulterede i at både han og hans efterfølger blev henrettet. Det var også med til at fremkalde den kinesisk-japanske krig i 1894. Alle de nyere koreanske religioner, hvoraf tonghak-bevægelsen blot var den første, er faktisk kendetegnet af politisk aktivitet. Der slås meget på nationalisme, og man tilskriver Korea en plads som fremtidig verdenshersker.
-
-
9. del: Fra 551 f.v.t. — Østens søgen efter den rette vejVågn op! – 1989 | 8. maj
-
-
a Shamanismen centrerer sig om en shaman, en religiøs figur der angivelig udfører magiske helbredelser og kommunikerer med åndeverdenen.
-