Korea

SET fra en satellit højt oppe er Korea en malerisk halvø i det nordøstlige Asien. Landet ligger umiddelbart vest for de japanske øer og grænser mod nord til Kina og Sovjetunionen. Langs dets sydlige og vestlige kyst er havet oversået med mere end 3000 øer, hvoraf de 2600 er ubeboede. Hvad størrelsen angår, er Korea næsten lige så stort som England.

Ved nærmere eftersyn viser Korea sig at være et af verdens mere bjergrige områder, idet kun 20 procent af landet er egnet til agerbrug, med ris som den vigtigste afgrøde. Slettelandet strækker sig langs den vestlige, nordøstlige og sydlige kyst. Monsunvindene fejer hen over landet, først den ene, så den anden vej, i de kolde, tørre vintre og de varme, våde somre.

Står man ansigt til ansigt med koreanerne, vil man se at de fleste har de samme fysiske træk som andre asiater — et bredt ansigt, glat, sort hår, olivenbrun hud og mørke øjne. Alligevel er de særegne hvad angår kultur, sprog, klædedragt og spisevaner, og de hævder at kunne føre deres historie over 4000 år tilbage. Deres sprog, som tilhører den altaiske sproggruppe, tales i dag af over 60 millioner mennesker.

Et delt land

På grund af Koreas strategiske beliggenhed har flere mægtige nationer, som for eksempel Kina og Japan, længe øvet en stærk indflydelse på det koreanske folk. Som et forsvar mod dette har det koreanske folk isoleret sig og er af den grund blevet kaldt „eremitriget“. I 1910 blev Korea gjort til en japansk koloni, og sådan blev landet styret til slutningen af den anden verdenskrig, hvor halvøen blev delt ved den 38. breddegrad mellem De Forenede Staters militærstyrker i syd og de sovjetiske styrker i nord. Ved en FN-resolution i 1948 dannedes Den Koreanske Demokratiske Republik (Sydkorea) i syd. Samme år proklameredes i nord Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea). Begge landes regeringer hævder at repræsentere hele Korea.

Den 25. juni 1950, da Nordkorea invaderede Sydkorea, begyndte den tre år lange Koreakrig. Den resulterede i en mere permanent deling af landet ved en demilitariseret zone som går fra øst til vest, kun 56 kilometer nord for byen Seoul. Regeringen i Nordkorea tillader ingen form for religion, og har derfor forbudt Jehovas Vidners virksomhed.

Interessen i Østasien

Som leder af IBSA’s (International Forening for Bibelstudiums) syvmandskomité besøgte Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, i begyndelsen af 1912 for første gang Østasien „for at se Tilstandene blandt Hedningerne“, som det hed i Vagt-Taarnet for februar 1913. „Som et Resultat af denne Undersøgelse blev det bestemt, at Tilstandene i Hedningeverdenen berettigede os til at anvende nogle af Selskabets midler til at forkynde Rigets Evangelium dér,“ fortsatte beretningen. „Som Følge deraf blev der trykt fri Litteratur paa seks af de indiske Hovedsprog . . . og paa koreansk.“

Som et resultat af komiteens undersøgelse blev broder Robert R. Hollister udnævnt til at repræsentere Selskabet i Østasien, deriblandt Korea. Han sørgede for at bogen Guds Verdensplan blev oversat og udgivet på koreansk. Den blev trykt i Yokohama i Japan og udkom den 18. marts 1914 med International Forening for Bibelstudium som forlægger og R. R. Hollister som Selskabets repræsentant. Broder og søster Hollister brugte også en stor del af deres tid til at så Rigets sandhedssæd i Korea.

Den første indviede koreaner

I The Watch Tower for 15. august 1914 kunne man læse følgende interessante brev, stilet til broder Russell: „Jeg er på en måde en fremmed for Dem; men jeg er kommet til kundskab om den nærværende sandhed gennem Deres skrifter for blot 22 måneder siden. I nogen tid har det ligget mig stærkt på sinde at skrive til Dem og fortælle om min særlige værdsættelse af sandheden, men omstændighederne har ikke tilladt mig det før nu.

Det vil interessere Dem at vide at jeg er koreaner. Da de første missionærer kom hertil (i 1885) var Korea et eremitrige. Siden da er nogle koreanere gået over til kristendommen.

I cirka otte år drev jeg med den farlige strøm, som jeg nu forstår var spiritisme — Satans lære. Nu takker jeg Gud for at han har sendt vor elskede broder R. R. Hollister hertil med det gode budskab og har reddet mig ud af denne strøm som førte mig til et ukendt sted.

Jeg havde næsten mistet mine sanser; det tog omkring seks måneder før min forstands øjne og ører blev åbnet. Siden da har jeg indviet mig til Herren og fortsætter med at lovprise ham.“ — Underskrevet P. S. Kang.

Hvem var P. S. Kang, og hvordan havde han lært sandheden at kende?

Ved et stævne som International Forening for Bibelstudium holdt i San Francisco i 1915 berettede R. R. Hollister hvordan han havde mødt hr. Kang. „I Korea ledede Herren mig til Kang Pom-shik,a som først blev ansat rent forretningsmæssigt for at udføre noget oversættelsesarbejde,“ forklarede broder Hollister. „Inden længe begyndte han at vise dyb personlig interesse for de artikler han arbejdede med, og efter at have virket nogle måneder på vort kontor, erklærede han sig fuldt og helt indviet til Herren. Siden da har han været meget benyttet til at oversætte, tolke, lede bibelmøder og bestyre det koreanske kontor. Jeg ser med tillid og glæde frem til at præsentere ham for jer ved generalstævnet som en delegeret fra ’Eremitnationen’.“

Mere hjælp udefra

I 1915 begyndte søster Fanny L. Mackenzie, en kolportør (heltidsforkynder) fra England, med mellemrum at aflægge besøg i Korea, idet hun selv betalte sine rejseudgifter. Hun benyttede brevpapir med Selskabets brevhoved i forbindelse med sin forkyndelse. Hvordan? På brevets første side lod hun trykke et budskab om Riget på engelsk og på den anden side en oversættelse deraf på kinesisk, som kunne forstås af de fleste i Østasien.

Ifølge brevet kunne folk modtage et prøveeksemplar af bogen Guds Verdensplan. Af afdelingskontorets optegnelser fremgår det at hun spredte 281 bøger. Foruden den flid hun viste i arbejdet med at sprede bøger, gav hun også et beløb til broder Kang til hans personlige udgifter. I 1949, i en alder af 91, afleverede hun disse optegnelser til den nuværende koordinator i afdelingskontorets udvalg, Don Steele, før han kom til Korea.

Det første trykkeri

Broder Kang, der stod for arbejdet i Korea, og hans medarbejdere fortsatte med at udbrede budskabet, men reaktionen var svag. Ikke desto mindre foretog de i 1921 nogle „pilgrimsrejser“ overalt i landet hvor de holdt offentlige møder, og brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø blev udgivet på koreansk. Korea stod nu på listen over de 18 afdelingskontorer som Selskabet havde uden for De Forenede Stater.

Det var en stor ulempe at budskabet blev trykt på koreansk i udlandet. Derfor sendte broder Rutherford i 1922 broder Kang 2000 dollars til at indrette et lille trykkeri med op til syv maskiner. Disse maskiner trykkede bibelsk læsestof på koreansk, kinesisk og japansk. Alligevel var der ikke nogen stor vækst at se i disse år.

Ny ledelse

I efteråret 1926 oprettede Selskabet et afdelingskontor i Japan og udnævnte Junzo Akashi, en japanskamerikaner, til Selskabets repræsentant i Japan, Kina og Korea. I mellemtiden var broder Kang, der havde ledet arbejdet i Korea, begyndt at anvende Selskabets trykkeri til eget brug, idet han trykkede verdslige bøger. Han havde oven i købet den dristighed at sælge trykkeriet uden tilladelse. I 1927 blev han afløst af broder Park Min-joon.

Broder Park var en trofast broder der som kolportør havde foretaget lange rejser til fods på kryds og tværs af halvøen for at holde offentlige møder og sprede bøger og brochurer. Han mødte især modstand fra de protestantiske missionærer, men det lokale politi, der dengang bestod af japanere fordi Korea var under japansk styre, kom ham ofte til hjælp.

Eftersom det fra 1931 blev nødvendigt med større lokaler til kontoret, blev det flyttet til broder Parks hjem, Key Dong 147, i Seoul.

Broder Park var god til engelsk og oversatte blandt andet bøgerne Forligelse og Regering fra engelsk til koreansk. Hans færdighed i engelsk gjorde det muligt for ham at korrespondere direkte med Selskabet i New York. Men øjensynlig var broder Park ikke så dygtig til japansk som broder Akashi ønskede det, så i 1935 blev han erstattet af broder Moon Tae-soon, en skolelærer, der skulle lede arbejdet. Broder Moons flid som heltidsforkynder skulle senere komme til at stå sin prøve.

Kolportørvirksomhed

I en alder af 22 indviede broder Lee Shi-chong sig i 1930 til Jehova og helligede sig kolportørtjenesten. „Jeg var ikke modig nok til at forkynde i byen, så jeg fik fat i en cykel og besluttede at forkynde i provinsen,“ fortæller broder Lee. „Jeg læssede min bagage og bøgerne på cyklen, og det første sted jeg tog til var amtskontoret i Kyǒnggi-provinsen. Jeg tøvede med at gå derind, men så tænkte jeg på min opgave som ambassadør for Riget, et udtryk jeg ofte havde hørt lederen af afdelingskontoret bruge. Resultatet var at jeg spredte flere bøger til de ansatte. Det var en stor opmuntring, og fra da af var jeg fuld af selvtillid.“

Broder Lee, der nu tjener som ældste i en menighed i Seoul, rejste landet igennem på kryds og tværs og nåede ind i det der nu kaldes Nordkorea, ja endog ind i Manchuriet. Han bestilte bøger og blade fra kontoret i Seoul og fik dem sendt i forvejen til den næste by eller landsby. Sådan arbejdede han i tre år indtil 1933, hvor forkyndelsen blev vanskeliggjort.

Optegnelserne fra 1931 viser at Rigets forkyndere var travlt optaget. De besøgte 30.920 hjem, brugte 11.853 timer i forkyndelsen og spredte 2753 bøger, 13.136 brochurer og 3940 eksemplarer af bladet Den gyldne Tidsalder. I 1932 blev det første stævne holdt i Korea. Det var i dagene 11.-13. juni, i Seoul, og der var 45 til stede. Samme år blev der trykt 50.000 eksemplarer af brochuren Riget — Verdens Haab på koreansk til gratis uddeling. På denne måde begyndte arbejdet i Korea at vokse.

Politirazziaer

Den militaristiske regering i Japan reagerede skarpt på Jehovas folks voksende virksomhed. Afdelingstilsynsmanden i Japan aflagde følgende rapport om både Japan og Korea:

’Den 10. maj 1933 forlod jeg Tokyo for at tage på en rejse, og den 15. maj modtog jeg i Mukden i Manchuriet et luftpostbrev som fortalte at hele staben på fem brødre på vort afdelingskontor [i Tokyo] var blevet arresteret og kastet i fængsel, og at arbejdet på afdelingskontoret blev holdt i gang af søstre. Aviser fra den 16. og 17. maj brugte næsten hele sider til at berette om arrestationen af Jehovas vidner.

Politiet foretog en razzia på Selskabets kontorer i Tokyo og Seoul. De beslaglagde hele lageret af vore publikationer. Det vil sikkert glæde jer at vide at de japanske og koreanske brødre bevarede deres trofasthed og uangribelighed ind for Jehova og hans salvede konge selv under disse svære prøvelser.’

Razziaen på Selskabets kontor i Seoul fandt sted den 17. juni 1933, og det blev anslået at politiet beslaglagde 50.000 bøger og brochurer. Avisen Tong A Ilbo fortalte at publikationerne blev læsset på atten kulikærrer og bragt ned til Han-floden, hvor de blev brændt offentligt. Avisartiklen nævnte også at man den 15. august 1933 havde beslaglagt og ødelagt omkring 3000 stykker læsestof i brødrenes hjem nær Pyongyang, der nu ligger i Nordkorea. Men bragte politirazziaerne forkyndelsen til tavshed?

Arbejdet fortsætter

Kolportøren Lee Shi-chong, der blev kaldt tilbage til Seoul på grund af arrestationerne, beretter: „Brødrene samlede hurtigt deres mod igen og fortsatte forkyndelsen med Den gyldne Tidsalder, den eneste publikation der ikke var forbudt, og vi blev naturligvis ved med at holde vore møder.“

Den gyldne Tidsalder blev benyttet i forkyndelsen i Korea fra 1933 til 1939 og var indregistreret som et tidsskrift. Bladet kostede to jeon, noget i retning af 5 øre. Selv om størstedelen af publikationerne var blevet ødelagt, havde mange af brødrene stadig selv nogle bøger og brochurer som de lånte ud og byttede indbyrdes. På denne måde kunne de der virkelig var interesseret alligevel få del i budskabet.

De ugentlige møder blev holdt om søndagen. Den broder der ledede mødet talte i en time, og hvis der var nye til stede gennemgik han de grundlæggende lærepunkter med dem. Denne broder havde også til opgave at gøre rede for en vagttårnsartikel, eftersom ingen af de andre havde et eksemplar som de kunne følge med i. Vagttårnet blev trykt som en brochure og på japansk. Under den japanske besættelse var koreanerne tvunget til at bruge det japanske sprog og kunne derfor læse, skrive og tale det.

Der var imidlertid kun få kvalificerede brødre i Seoul til at lede disse møder. Hvorfor? Fordi afdelingstilsynsmanden overførte alle dem han kunne til kolportørarbejdet og sendte dem til fjerntliggende distrikter. Følgen var at de erfarne brødre var spredt ud over hele landet og derfor ikke kunne komme sammen. En forbedring af møderne måtte vente til Selskabet begyndte at sende missionærer til Korea, noget der endnu lå nogle år ude i fremtiden.

En indflydelsesrig familie forlader „Babylon“

Eftersom alle Vagttårnets publikationer med undtagelse af Den gyldne Tidsalder nu var forbudt, måtte arbejdet udføres med forsigtighed. Brødrene måtte være påpasselige og agtpågivende. Der blev ikke holdt regelmæssige, organiserede møder, men de der tog imod sandheden var alligevel modige og beslutsomme.

Ok-familien er et enestående eksempel. Alle i denne familie var syvendedagsadventister, de havde en god uddannelse, var økonomisk velstillede og havde et særdeles godt omdømme blandt den lokale befolkning. Ok Ji-joons fader var ældste i kirken og forstander for en adventistskole, og hans kone, Kim Bong-nyo,b var regnskabsfører for den lokale skole.

„En dag i 1937,“ fortæller Ok Ji-joon, „fandt jeg tilfældigvis et blad, Den gyldne Tidsalder, i affaldsspanden. Da jeg var meget religiøs var jeg interesseret i de religiøse artikler i bladet og læste dem grundigt. Nogle dage efter fik jeg besøg af to mænd som tilbød mig flere publikationer fra ’Fyrtårnet’. [Det udtryk man fejlagtigt havde oversat „Vagttårnet“ med og som blev benyttet af den japanske afdelingstilsynsmand, og derfor også i Korea.] De bad mig læse hvad jeg senere lærte var et vidnesbyrdskort. Jeg tog med glæde imod alle de bøger de havde. Senere, da jeg læste dem, fandt jeg mange punkter som var i modstrid med adventisternes tro. Jeg skrev til den adresse i Tokyo som stod bagerst i bogen, og i nogle måneder opretholdt jeg denne brevveksling om bibelske lærepunkter. Kontoret i Tokyo besvarede mine spørgsmål og vedlagde visse numre af Vagttårnet der på særlige steder var understreget med rødt.

Sariwon-adventistkirken i Hwanghae-provinsen, der nu ligger i Nordkorea, voldte mig en del besvær fordi jeg blev ved med at stille spørgsmål om denne nyfundne sandhed. Præsten forsøgte at undgå at svare og sagde hovmodigt at det var respektløst at stille sådanne spørgsmål til præsten, især når denne var en nær ven af min fader. Men jeg syntes ikke at personlige forhold burde kunne hindre bibelske drøftelser, og mente at han skyldte mig et svar. Min yngre broder forstod også at det var sandheden, og han fulgte mig, og det samme gjorde min ældre broder. Til sidst holdt vi op med at gå i kirke.

Min fader vendte sig imod os. Da min ældre broder og jeg lukkede vores indbringende fabrik der fremstillede landbrugsredskaber, for at få tid til forkyndelsen, blev han rasende og smed os ud af hjemmet. Vi gav imidlertid ikke op, men blev ved med at prøve at overbevise ham ved hjælp af det der stod i Vagttårnet.“

Broder Oks ældre broder, Ok Ryei-joon, fortæller hvordan deres fader fik øjnene op for sandheden.

„En dag kom vores adventistpræst på besøg og fortalte os at politiets efterretningstjeneste havde befalet at vores menighed skulle komme hen til den japanske shintohelligdom for at tilbede de japanske guder og at den skulle hejse det japanske flag ved kirken, hilse flaget og synge nationalsangen før hver gudstjeneste. Præstens egen mening var at adventisterne måtte adlyde denne befaling, da kirken ellers ville blive forbudt og adventisterne måtte fortrække. Præsten havde spurgt kirkens øverste ledelse om hvordan man skulle forholde sig, og derefter besøgte han os alle for at meddele os svaret. Ledelsen havde sagt at man skulle adlyde politiets ordre, selv om det ville blive en stor prøvelse. Vores fader var meget skuffet over denne afgørelse.“

Faderen ville gerne vide hvordan Vagttårnsselskabet så på denne sag. Derfor begyndte han at studere Bibelen med sine sønner. Resultatet var at han forstod at Jehovas Vidner havde den rette tro. Hele familien — faderen, moderen, fire sønner og to svigerdøtre — holdt op med at gå i kirke.

„Senere, i 1938, sendte adventistkirken en amerikansk missionær til os, og han fortalte at deres missionærer havde besluttet at forlade Korea på grund af den japanske regerings undertrykkelse,“ fortsætter Ok Ryei-joon. „Han sagde også at det var meget prisværdigt at vores familie havde forladt kirken på grund af flaghilsenproblemet og tilbedelsen i shintohelligdommene, og han opmuntrede os til at bevare en stærk tro på Jehova Gud, sådan som alle Jehovas vidner i Korea gjorde.“

Da afdelingstilsynsmanden fra Japan kom på besøg blev hele denne familie døbt. Det var den 19. november 1937. I dag tjener tre af disse brødre som ældste. På grund af sit standpunkt i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet døde deres yngre broder, Ok Ung-nyun, trofast i et japansk fængsel i 1939.

En betimelig advarsel

Da Junzo Akashi i december 1938 aflagde sit sidste besøg i Korea, mødtes han med 30 brødre i Moon Tae-soons hus i Seoul og advarede dem om at de snart ville blive arresteret. Når det sker, formanede han dem, så vis ikke manglende respekt over for landets flag eller kejseren. Men gå heller ikke på kompromis, sagde han. Han tilskyndede alle til at forkynde så meget som muligt og benytte de tre brochurer man havde, Beskyttelse, Advarsel og Se Kendsgerningerne i Øjnene.

Broder Akashi uddybede imidlertid et punkt i den nye brochure Se Kendsgerningerne i Øjnene på en måde der gav anledning til misforståelser blandt de koreanske brødre. Brochuren tilskyndede unge til at vente „nogle faa Aar“ til Harmagedon var forbi, før de giftede sig. Han udlagde dette som blot to eller tre år, i stedet for en ubestemt tidsperiode. De koreanske brødre fik således den opfattelse at de bare havde nogle få måneder tilbage at forkynde i, hvorefter de ville blive arresteret, og mens de var i fængsel ville Harmagedon komme.

Nogle få uger senere begyndte aviserne at angribe organisationen og at omtale broder Rutherford som „en skør pacifist“. Da Junzo Akashis søn og en anden japansk broder i januar 1939 nægtede at udføre militærtjeneste, blev Akashi selv indkaldt til det japanske militærhovedkvarter i Tokyo for at forklare hvorfor. Derefter fulgte arrestationer af brødrene — i Japan den 21. juni, på Taiwan den 22. juni og i Korea den 29. juni. Mange forkyndere blev sat i fængsel igen og igen, indtil den anden verdenskrig sluttede i 1945.

Uangribelighedsprøver

Søster Chang Soon-ok, en tidligere katolik som lærte sandheden at kende ved at læse Den gyldne Tidsalder, fortæller hvad der skete efter ovennævnte møde i Seoul med Junzo Akashi. „De der havde hørt hans foredrag drog ud til deres tildelte distrikter med mange bøger,“ begynder hun. „Jeg tog til Pusan og forkyndte. Om morgenen den 29. juni 1939 blev jeg arresteret af en betjent. Ni af os søstre blev anbragt i en celle sammen med almindelige forbrydere. Der var kvælende hedt og snavset i cellen, og stanken var ulidelig. Vi sad fængslet i et år før vi blev stillet for retten.

I fængselet tvang betjentene hver morgen fangerne til at tilbede kejseren. Fordi vi nægtede det, gav de os håndjern på ved at anbringe vores ene hånd bag på ryggen og trække den anden hånd op over skulderen og låse dem sammen. Undertiden gav de os dobbelte håndjern på, og somme tider blev to personer lænket sammen, ryg mod ryg. Hver gang vi skulle spise måtte de flytte håndjernene om foran. Til sidst, efter syv måneder, gav de op og fjernede håndjernene.

Efter at vi havde afsonet den idømte straf, blev fire af os søstre holdt i en varetægtslejr i Ch’ungju som uforbederlige. En vagtpost fortalte søstrene at om få dage ville alle i lejren blive henrettet. Men pludselig var krigen forbi, og den 16. august 1945 blev vi omsider løsladt. Den dag i dag bliver jeg dybt bevæget når jeg tænker på alle disse år i fængselet.“

Ok-familien var også blandt dem der blev arresteret. Lee Jung-sang, den ældste broders, Ok Ryei-joons, kone, fortæller om deres erfaringer.

„Mens jeg endnu kun var et åndeligt spædbarn der havde været døbt i mindre end to år, hentede politiet fra Seoul min mand og hans yngre broder, Ok Ji-joon, og satte dem i fængsel,“ fortæller hun. „På det tidspunkt var de fleste koreanske brødre og søstre blevet arresteret og efterhånden indsat i Sodaemun-fængselet i Seoul. Politiet beslaglagde igen alle Selskabets publikationer — eller troede i det mindste de gjorde det!

Mens vi endnu var frie tog min svigerinde, Kim Bong-nyo, og en anden søster, Kim Kyung-hui, og jeg hen til Selskabets lager og fjernede alle de publikationer vi kunne bære, for at sprede så mange af dem som muligt før vi selv blev arresteret. Vi rejste nordpå til Pyongyang, og mens vi arbejdede dér blev også vi arresteret i november 1939 fordi vi havde forstyrret freden og spredt forbudte bøger. Vi blev anbragt i fængselet på Tongdaemun Politistation og senere overført til Sodaemun-fængselet, hvor de andre søstre var. Alt i alt var 38 brødre og søstre i fængsel på det tidspunkt.“

Trofaste til døden

Søster Park Ock-hi, der nu i en alder af 86 tjener som specialpioner og som er en af de trofaste der dengang blev fængslet, mindes den vanskelige tid.

„Efter at have tilbragt hele vinteren i Kyǒngsang-provinsen i det sydlige Korea med at forkynde den gode nyhed, kom vi i februar 1939 hjem til Seoul,“ fortæller hun. „Min mand, Choi Sung-kyu, blev straks arresteret af politiet fra Tongdaemun Politistation i Seoul. Politiet anklagede ham for at have nægtet at tilbede ved shintohelligdommen. I løbet af de 20 dage han var i fængsel fik han tyfus og blev overført til et hospital. Efter 40 dage på hospitalet blev han løsladt, kun for igen at blive sat fast da brødrene blev arresteret i juni 1939.

Min mands svoger var ansat under den japanske regering, og han sørgede for en sagfører der skulle få ham ud af fængselet. Sagføreren sagde til min mand at han kun kunne få ham fri hvis han gik ind på at tilbede ved shintohelligdommen. Min mand afslog på stedet hans tilbud og bad ham om aldrig at besøge ham igen. Min mand skrev derefter til mig og spurgte: ’Hvem sendte den sagfører? Vær på vagt! Læs Romerbrevet 8:35-39.’ Dette brev opmuntrede i høj grad alle os der var udenfor, og de nye var besluttede på fortsat at prise Jehova.

Senere, i september 1941, blev jeg igen arresteret og fængslet, men kun i 15 dage. Jeg fik at vide at eftersom min mand ville blive løsladt fra fængselet skulle jeg betale 500 won (1750 kroner). Jeg lånte pengene og tog hen til fængselet. Det var en mørk, kold nat. Jeg fandt min mand liggende på jorden, dækket med et hvidt lagen, mere død end levende. De havde holdt ham fængslet i to og et halvt år og krævede nu 500 won for at løslade ham i denne tilstand! Min mand døde otte timer senere, i en alder af 42 år.

I september 1942 blev jeg arresteret for fjerde gang, og endte nu i Sodaemun-fængselet i Seoul sammen med andre fængslede søstre. Der måtte vi udholde ubeskrivelig tortur.“

Den kvindelige fangevogter var vred på disse søstre fordi de ikke ville tilbede den japanske kejser. Det betød ekstra arbejde for hende. Ved hvert måltid måtte hun flytte deres håndjern og lænker. Men øjensynlig lagde hun mærke til disse søstres trofasthed. Over 20 år senere begyndte hun forbløffende nok at studere Bibelen. Hun blev genforenet med disse søstre ved et områdestævne, og blev døbt i 1970.

Brødrene blev forhørt igen og igen, idet myndighederne søgte at finde noget at anklage dem for. De blev spurgt: „Er det sandt at alle nationer er under Djævelens indflydelse? Indbefatter det også vort store kejserrige Japan? Er du amerikansk spion? Hvornår vil Harmagedon komme?“ Brødrene besvarede det sidste spørgsmål således: „Når forkyndelsesarbejdet er færdigt.“ Derefter kom myndighederne med denne anklage: „Ved jeres forkyndelse fremskynder I faktisk Harmagedons komme, hvilket betyder at I fremskynder tilintetgørelsen af kejserriget Japan. I overtræder derfor loven om offentlig orden.“ Mange af brødrene blev derefter arresteret og kastet i fængsel i to til fire år.

Fem af de 38 fængslede døde trofaste i fængselet, deriblandt Moon Tae-soon, som havde ledet arbejdet under den japanske afdelingstilsynsmand.

Desillusionerede efter den anden verdenskrig

Junzo Akashi havde haft ansvaret for arbejdet i Korea efter at det i 1926 var blevet underlagt det japanske afdelingskontor. Efter at brødrene var blevet løsladt i 1945, så de hen til ham efter vejledning. Men Akashi, der havde ført et umoralsk liv og var gået på kompromis da han blev udsat for pres, havde forladt Guds organisation.

De koreanske brødre var foruroligede, for de havde troet på hans unøjagtige forklaring af de „få år“ der var tilbage før Harmagedon. Den lille gruppe af brødre blev splittet. Nogle som var stærke i troen mente at de burde fortsætte med at forkynde, mens andre mistede deres nidkærhed.

I adskillige år efter 1939 havde brødrene ingen kontakt med Jehovas organisation. De følte sig svigtet. Mange af dem troede at det de oplevede i Korea var noget der skete for hele organisationen rundt om i verden. De havde ingen oplysninger om at Vagttårnsselskabet stadig virkede, eller om at deres brødre i andre lande havde holdt fast ved deres uangribelighed under den anden verdenskrig, eller om at der nu var fremgang i arbejdet. Uden nogen til at føre an og uden kontakt med organisationen gik den sande tilbedelse i Korea næsten helt i stå.

[Illustration på side 143]

Lee Shi-chong, en kolportør som i begyndelsen af 1930’erne gennemarbejdede landdistrikterne på cykel for at udbrede Rigets budskab

[Illustration på side 146]

Ok Ung-doo, Ok Reyi-joon og Ok Ji-joon (fra venstre til højre) udholdt svære prøvelser under den anden verdenskrig

[Illustration på side 153]

Choi Sung-kyu udholdt store lidelser indtil sin død i 1941, men ved sin tro var han til stor opmuntring for sine brødre