„Min mand, Choi Sung-kyu, blev straks arresteret af politiet fra Tongdaemun Politistation i Seoul. Politiet anklagede ham for at have nægtet at tilbede ved shintohelligdommen. I løbet af de 20 dage han var i fængsel fik han tyfus og blev overført til et hospital. Efter 40 dage på hospitalet blev han løsladt, kun for igen at blive sat fast da brødrene blev arresteret i juni 1939.

Min mands svoger var ansat under den japanske regering, og han sørgede for en sagfører der skulle få ham ud af fængselet. Sagføreren sagde til min mand at han kun kunne få ham fri hvis han gik ind på at tilbede ved shintohelligdommen. Min mand afslog på stedet hans tilbud og bad ham om aldrig at besøge ham igen. Min mand skrev derefter til mig og spurgte: ’Hvem sendte den sagfører? Vær på vagt! Læs Romerbrevet 8:35-39.’ Dette brev opmuntrede i høj grad alle os der var udenfor, og de nye var besluttede på fortsat at prise Jehova.

Senere, i september 1941, blev jeg igen arresteret og fængslet, men kun i 15 dage. Jeg fik at vide at eftersom min mand ville blive løsladt fra fængselet skulle jeg betale 500 won (1750 kroner). Jeg lånte pengene og tog hen til fængselet. Det var en mørk, kold nat. Jeg fandt min mand liggende på jorden, dækket med et hvidt lagen, mere død end levende. De havde holdt ham fængslet i to og et halvt år og krævede nu 500 won for at løslade ham i denne tilstand! Min mand døde otte timer senere, i en alder af 42 år.

[Illustration på side 153]

Choi Sung-kyu udholdt store lidelser indtil sin død i 1941, men ved sin tro var han til stor opmuntring for sine brødre