Julen i Østen

● For cirka to hundrede år siden besøgte en fremtrædende koreansk lærd Peking i Kina. Her så han et loftsmaleri i en katedral som skildrede Maria med Jesusbarnet i armene. Om dette forbløffende maleri sagde han:

„En kvinde havde et sygeligt udseende barn på fem-seks år på skødet. Hun syntes at have svært ved at holde hovedet oppe, som om hun af medlidenhed ikke kunne bære at se på sin søn. Langt bag dem var der en mængde ånder og spædbørn med vinger som fløj omkring. Mens jeg stod og kiggede op på dem, så det ud som om de hvad øjeblik det skulle være, ville falde ned i hovedet på mig. Jeg rakte forskrækket hånden ud for at gribe dem.“

DETTE fandt sted længe efter at reformationen var begyndt i Europa, og endnu længere efter den mørke middelalder. Men for de fleste østerlændinge var kristendommen lige så fremmed som maleriet. Sådan er det ikke mere. Hvert år ved juletid ser man skildringer og tableauer af Jesusbarnet. Østerlændingene er blevet vant til disse scenerier, og mange af deres gader ved juletid minder om gaderne i Europa.

Om aftenen den 25. november 1998, en måned før jul, oplyses Champs Élysées i Paris af over 100.000 elektriske pærer på de 300 træer der står langs denne berømte boulevard. Midt i Koreas hovedstad, Seoul, bliver natten illumineret af lysene på et kæmpemæssigt juletræ som et stormagasin har opstillet i en gade. Kort efter er byens gader dekoreret med julepynt.

Der er daglig juleudsendelser i radio og fjernsyn samt artikler i aviserne om julen. Animeret af julestemningen er hele landet optaget af at fejre årets slutning. Kirkerne i Seoul, hvis store antal forbløffer mange der besøger byen, bliver hurtigt pyntet. Korea og andre lande i Østen er således helt opslugt af julestemningen omkring den tid hvor amerikanerne fejrer Thanksgiving Day sidst i november.

De fleste asiatiske lande er ikkekristne. For eksempel bekender kun 26,3 procent af Koreas indbyggere sig til kristendommen. I Hongkong er det 7,9 procent, i Taiwan 7,4 og i Japan kun 1,2 procent. Men selv om de fleste østerlændinge ikke er kristne, har de åbenbart ikke noget imod at fejre jul. Faktisk virker de ofte mere begejstrede for julen end dem der fejrer den i Vesten. Hongkong er for eksempel kendt for sin overdådige julefestivitas, til trods for at de fleste af byens indbyggere enten er buddhister eller taoister. Selv i Kina, hvor kun 0,1 procent af befolkningen bekender sig som kristne, vinder julen hastigt indpas.

Hvorfor bliver julen fejret i store dele af Østen? Hvad er grunden til at folk der ikke anerkender Jesus som Messias, fejrer julen, der af de fleste der bekender sig som kristne, betragtes som hans fødselsdag? Bør sande kristne efterligne deres syn på julen? Det får vi svar på når vi undersøger hvordan julen blev gjort populær i Korea, et af Østens ældgamle lande.

Hvorfor fejres julen i Østen?

DER findes en gammel orientalsk fortælling der minder om historien om julemanden. Det er den koreanske fortælling om en der hed Chowangshin, og der findes lignende beretninger blandt kineserne og japanerne.

Koreanerne betragtede Chowangshin som en gud der førte tilsyn med køkkenet, en ildens gud der var forbundet med den gamle koreanske ilddyrkelse. (Når koreanerne i gamle dage rejste fra sted til sted, medbragte de brændende trækul, som de omhyggeligt sørgede for ikke gik ud.) De mente at denne gud holdt øje med hvordan familiens medlemmer opførte sig i løbet af året, hvorefter han steg til himmelen gennem køkkenets brændeovn og skorsten.

Efter sigende aflagde Chowangshin rapport hos himmelens konge på den treogtyvende dag i december. Chowangshin forventedes at vende tilbage til jorden i slutningen af året gennem køkkenets skorsten og brændeovn for enten at belønne eller at straffe hver enkelt efter vedkommendes gerninger. På dagen for hans ankomst skulle familierne tænde stearinlys i køkkenet og andre steder i huset. Billeder af denne køkkengud viser et andet træk han havde tilfælles med julemanden — han var klædt i rødt. Det var skik at svigerdøtre strikkede et par traditionelle koreanske sokker som de forærede deres svigermor på dagen for vintersolhvervet. Det skulle, nu da dagene blev længere, symbolisere deres ønske om at svigermoderen måtte få et langt liv.

Kan du se nogle lighedspunkter mellem det foregående og julen? Nogle af sagnene og skikkene går igen i begge versioner: skorstenen, stearinlysene, gaveudvekslingen, sokkerne, en gammel mand klædt i rødt og datoen for højtiden. Men det at koreanerne hurtigt tog julen til sig, kan ikke tilskrives disse ligheder. Troen på Chowangshin var praktisk taget forsvundet da julen blev introduceret i Korea. De fleste koreanere i dag kender faktisk slet ikke beretningen om Chowangshin.

Dette viser ikke desto mindre hvordan skikke der har forbindelse med vintersolhvervet og årets udgang, ad mange forskellige veje har spredt sig til hele verden. I det fjerde århundrede ændrede den herskende kirke i Romerriget navnet på saturnaliefesten, romernes hedenske højtid der markerede solgudens fødselsdag, og gjorde den til en del af julen. Julen blev en genoplivelse af lokale skikke med en ny etiket. Hvordan gik det til?

Udvekslingen af gaver

At give gaver er en skik som aldrig er gået af mode. Koreanernes store glæde ved at give og modtage gaver går langt tilbage, og den har været med til at gøre julen populær i Korea.

Efter den anden verdenskrig var kirkerne et mødested hvor de udstationerede amerikanske soldater i Korea kunne uddele gaver og nødhjælp for at styrke deres forhold til folket. Det skete især juledag. Mange børn kom i kirken af nysgerrighed, og det var dér de stiftede bekendtskab med chokolade, som de fik af soldaterne. Mange af dem så forståeligt nok frem til den næste jul.

For disse børn var julemanden en amerikansk soldat med rød nissehue. Ordsprogene 19:6 siger: „Alle er ven med en mand der giver gaver.“ At uddele gaver viste sig at være meget virkningsfuldt. Men som man kan udlede af skriftstedet, er gaver ikke nogen garanti for et varigt venskab. Den eneste berøring mange voksne i Korea har haft med kirken, har i de fleste tilfælde blot været en bid chokolade i deres yngre år. Julen blev dog ikke glemt. Kommercialismen i Korea voksede i takt med den hurtige økonomiske vækst, og udvekslingen af julegaver var en oplagt måde at sætte skub i forbruget på. Forretningsvirksomheder brugte julen til at øge deres fortjeneste.

Det giver et indblik i hvad østerlændinge lægger i julen i dag. For at øge omsætningen udvikles der nye produkter som kan bruges som julegaver. Reklamefremstød tilrettelægges allerede midt om sommeren. Salgstallene topper ved årets slutning, ikke mindst på grund af folks indkøb af gaver, julekort og julemusik. Alene reklamerne kan få næsten ethvert ungt menneske til at føle sig ulykkelig hvis han eller hun må være hjemme juleaften uden at få gaver.

Efterhånden som juleaften nærmer sig, bliver forretningerne og indkøbscentrene i Seoul fyldt med mennesker der er på juleindkøb, og det samme sker i andre asiatiske byer. Der er trafikpropper, og hoteller, forretningskvarterer, restauranter og natklubber vrimler med kunder. Højrøstet sang fra vilde fester kan høres overalt. Juleaften ser man fulde mænd og kvinder i gaderne, der ofte flyder med affald.

Sådan er julen i Østen. Dér er det ikke længere en „kristen“ højtid. I Korea, som alle andre steder, er det tydeligvis mest kommercialismen denne højtid kommer til gode. Men er det kommercialismen alene der bærer skylden for det store misforhold der er mellem julen og Kristi ånd? Det er vigtigt at sande kristne undersøger emnet nærmere.

I Seouls centrum blev en undertøjsforretning nyhedsstof i fjernsynet fordi der i dens udstillingsvindue var et juletræ pyntet udelukkende med undertøj. Julestemningen var tydelig nok, men der var ingen som helst antydning af at man bød Kristus velkommen.

[Illustration på side 7]

Jul i Seoul, Korea