„Velkommen, Vagttårnets og håbets repræsentant“

Det var først da en lang række på i alt 52 trofaste missionærer begyndte at ankomme at man virkelig fik en fast forbindelse til Selskabets hovedkontor.

Efter at menigheden i Seoul var blevet indregistreret hos Selskabet, traf man foranstaltninger til at sende missionærer der var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gilead til landet. Otte elever fra Gileads 11. klasse som oprindelig skulle have været til Japan, fik deres missionærdistrikt ændret til Korea. Don og Earlene Steelec blev udvalgt til at være de første der rejste. Efter en masse formaliteter udstedte Republikken Korea omsider deres visum, og den 9. august 1949 ankom de til Korea.

På grund af sikkerhedsforanstaltninger i Kimpo-lufthavnen var kun to brødre mødt op for at byde Don og Earlene Steele velkommen. På et rækværk nær landingsbanen havde de spændt et banner ud der lød: „Velkommen, Vagttårnets og håbets repræsentant.“ Ingen af de to brødre kunne engelsk, men deres varme smil og venlige håndtryk var alt hvad Steeles behøvede.

Efter at broder og søster Steele var blevet indlogeret på et lille hotel, samledes omkring ti brødre hos menighedstjeneren, Choi Young-won, der talte engelsk. Dette var deres første kontakt i ti år med nogen som repræsenterede organisationen. Nu kunne brødrene få besvaret deres ivrige spørgsmål om det arbejde der forestod. Der blev derfor arrangeret et møde den næste aften. I sit første brev til Selskabet, dateret den 12. august 1949, skrev broder Steele:

„Til vor forbløffelse kom der 40 brødre og interesserede. Vi overbragte hilsenerne fra brødrene i De Forenede Stater, fortalte om Guds organisation nu i tiden og besvarede derefter mange af deres spørgsmål. Brødrene har på mange områder en dyb forståelse og er virkelig ivrige efter at gøre det der skal gøres. Kun to eller tre har en forkert opfattelse og er blevet bitre fordi de ’få år’ til Harmagedon, der var omtalt i brochuren Se Kendsgerningerne i Øjnene, har varet så længe.“

Seouls befolkning var dengang på 1.500.000, to gange større end før den anden verdenskrig, og at finde et hus til missionærerne var som at lede efter den legendariske nål i en høstak. Men i slutningen af august fandt man en egnet ejendom nær byens centrum. Det var en solid murstensbygning i vestlig stil som tidligere havde været i den japanske regerings besiddelse, men som nu var overtaget af den koreanske regering. Huset havde fire soveværelser, en stor opholdsstue, en spisestue og et køkken. Nu kunne Selskabet sende de andre seks missionærer til Korea. Denne ejendom tjente ikke alene som missionærhjem og mødesal for den koreanske menighed, men kom siden til også at tjene som afdelingskontor.

Forkyndelsen organiseres

Med det lille lager af publikationer der fandtes og de få pakker der kom med posten, måtte de to missionærer og de 28 lokale brødre i de næste måneder nøjes med at låne brochurerne ud til de interesserede som de fandt under arbejdet fra hus til hus, og derefter vende tilbage for at få dem igen og låne dem ud til andre.

Den 1. januar 1950 blev fire forkyndere som ønskede at tage heltidstjenesten op, udnævnt til pionerer. I februar var en fjerdedel af menigheden — syv i alt — i pionertjenesten, og de øvrige forkyndere havde et gennemsnit på 33 timer om måneden. De var meget begejstrede for genbesøgs- og bibelstudiearbejdet, som de ikke havde kendt til før.

Efter missionærernes første hele måned i tjenesten havde de seksten bibelstudier. De mennesker de studerede med, ville hellere komme til missionærhjemmet end studere i deres eget beskedne hjem. Problemet var ikke at få bibelstudier, men snarere at finde nogle der var oprigtigt interesseret i Rigets budskab og ikke blot i at lære engelsk eller i at komme sammen med udlændinge.

Eftersom missionærerne var ivrige efter at få publikationer på koreansk til brug i tjenesten, gav Selskabet besked om at bogen „Gud Maa Være Sanddru“ skulle oversættes og udgives så snart som muligt. Broder Choi var den eneste der kunne oversætte den. Hans verdslige arbejde optog ham imidlertid så meget at det var vanskeligt for ham blot at holde trit med oversættelsen af Vagttårnet til det ugentlige studium. For at lette hans byrde spurgte man to som missionærerne studerede med, den ene en professor i engelsk og den anden en bankfunktionær, om de ville hjælpe med dette arbejde. I betragtning af deres begrænsede kendskab til sandheden og organisationen var oversættelsen forbavsende god.

Organiserede møder styrker brødrene

Det var først efter missionærernes ankomst at man begyndte at holde et organiseret vagttårnsstudium. Når broder Choi havde oversat studieartiklen, håndkopierede broder Park Chong-il hele artiklen ved hjælp af ni lag papir og kalkerpapir. Ved det første vagttårnsstudium, som blev holdt den 14. august 1949, var der 47 til stede, så mange trængtes om hver kopi for at kunne tage del i mødet. Det næste der blev organiseret, var det første tjenestemøde der nogen sinde var holdt i Korea.

Broder Shin Wan, der nu atter var begyndt at komme sammen med menigheden, havde en lille duplikeringsforretning som kom til at gøre god fyldest. Når vagttårnsartiklen var oversat blev den mangfoldiggjort ved hjælp af en stencil og en hånddrevet duplikator og fremstillet i så mange eksemplarer at alle der overværede møderne kunne få et hver. Nu var det forbi med håndskrevne kopier!

Andre missionærer ankommer

Hele menigheden så med forventning frem til de øvrige missionærers ankomst. Den 12. marts 1950 blev Winfield (Scott) og Alice Counts, Grace og Gladys Gregory, Norrine Miller (nu Thompson) og Florence Manso (nu Janczyn) budt velkommen til deres nye distrikt med en koreansk fest og den traditionelle hjertelige gæstfrihed.

De nye missionærer var ikke blevet undervist i sproget før de kom til Korea, men i maj 1950 havde de otte missionærer i gennemsnit 20 bibelstudier hver. Når de havde opgaver i menigheden blev der brugt tolke, men da disse ikke var særlig gode til engelsk var de somme tider langtfra nøjagtige. Da en af missionærerne for eksempel ville opmuntre brødrene til tjenesten, brugte tolken udtrykket „militærtjenesten“.

[Illustration på side 157]

Missionærer og medlemmer af betelfamilien foran det udvidede afdelingskontor i Seoul. Tilbygningen til højre blev indviet i 1975

[Illustration på side 159]

Earlene og Don Steele, Vagttårnets første missionærer i Korea, august 1949