Da endnu to missionærer, Bradley Ness og Bill Phillips, var ankommet og kunne tage sig af ejendommen i Seoul, kunne de elleve andre missionærer overvære det internationale stævne i New York. Desuden overværede fjorten koreanske delegerede stævnet. Efter stævnet blev to brødre, Park Chong-il, der i 1956 var blevet den første fastboende oversætter på afdelingskontoret, og Kim Jang-soo samt to søstre, Kim Kyung-hi og Lee Hae-young, udvalgt til at komme på Gilead.

I Korea blev stævnet „Den guddommelige Vilje“ holdt i oktober på et udendørs stadion, hvor 2800 deltagere trodsede det kolde efterårsvejr for at overvære søndagens program, og 153 blev døbt.

Kredstjenesten udvides

Afdelingskontoret dækkede delvis det konstante behov for kvalificerede rejsende tilsynsmænd ved at anvende brødre der var udgået fra Gilead. Blandt dem var Norris Peters og Karl Emerson, der kom til Korea i 1955. I begyndelsen måtte de benytte tolke når de besøgte menighederne, indtil de havde lært at tale sproget flydende. Broder Chae Soo-wan, der var officer i den koreanske hær da han begyndte at studere, blev i 1957 udnævnt til kredstilsynsmand og kom i 1962 på Gilead. Han fører nu tilsyn med tjenesteafdelingen og er medlem af afdelingskontorets udvalg.

I slutningen af tjenesteåret 1958 nåede man et højdepunkt på 2724 forkyndere i de 54 menigheder og mange isolerede grupper som udgjorde de fem kredse. Med denne vækst måtte der findes flere kvalificerede brødre til rejsetjenesten. Ok Ryei-joon og hans kone fik til opgave at virke i kredstjenesten, og det samme gjaldt Milton og Liz Hamilton, det første missionærpar der tog rejsetjenesten op i Korea.

For broder og søster Hamilton betød det at de måtte leve sammen med de lokale folk og indordne sig under deres levevis, der var noget anderledes end livet på missionærhjemmet. De måtte lære at spise og sove på gulvet samt at sidde på gulvet under møderne i rigssalen. Dengang var det småt med indlagt vand, og der fandtes ingen toiletter. Men det var alt sammen en del af missionærgerningen. I dag tjener broder Hamilton som medlem af afdelingskontorets udvalg og er fabrikstilsynsmand.

Broder Park Ii-kyun begyndte i heltidstjenesten i 1956 og ledsagede en af missionærerne i kredstjenesten som tolk. Efter at være udgået fra Gilead fik han til opgave at virke på afdelingskontoret og tjener nu som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Efter at Jerry og Barbara Tylich var kommet til Korea i 1966, blev de tilsluttet en menighed i Seoul og virkede derefter i kredstjenesten. I 1967 kom også Jim Tylich, Merlin Stoin og Durand og Rachel Norbom i kredstjenesten. Sidstnævnte er nu medlemmer af betelfamilien i Kongdo. Rachel husker nogle af de spørgsmål hun blev stillet når de besøgte menighederne.

„Selv så sent som i begyndelsen af 1970’erne var det på landet en sensation at se en kvinde fra Vesten, og man måtte vænne sig til nogle meget personlige spørgsmål,“ forklarer hun. „’Hvor gammel er du?’ ’Er du gift?’ ’Hvor mange børn har du?’ og så: ’Hvorfor har du ingen?’ Et sted gik der det rygte at der var kommet et amerikansk ægtepar som ville tage nogle børn med til Staterne og bortadoptere dem, og der kom flere kvinder og tilbød deres børn så disse kunne få hvad mødrene mente ville være en bedre tilværelse.“

Andre som i dag også virker i rejsetjenesten i nogle af Koreas 43 kredse er Joseph Breitfuss (fra Østrig), Perry og Geline Jumuad (fra Filippinerne) og John og Susan Wentworth (fra De Forenede Stater). De har alle været missionærer i de sidste 14 til 17 år.

I fare under optøjer

Den 13. april 1960 ankom broder Milton Henschel med fly til Kimpos internationale lufthavn. Hans zonebesøg på afdelingskontoret faldt sammen med et firedages stævne der til at begynde med blev overværet af en skare på 2385.

Mens dette stævne holdtes under temaet „Jag efter fred“ forsøgte den koreanske regering at nedkæmpe nogle blodige studenteroptøjer. Det kom til sammenstød i den gade der førte hen til stævnepladsen. Tilhørerantallet ved stævnet nåede dog op på over 4000 — det hidtil højeste antal ved et offentligt møde — så selv den fjerneste krog i Samil Dang-bygningen var optaget.

Mandag aften, dagen efter stævnet, holdt broder Henschel bryllupstalen for et missionærpar, Bradley Ness og Elaine Scheidt. At komme fra bryllupssalen over til en restaurant viste sig imidlertid at være en farlig manøvre. Broder Henschel og flere missionærer gik fra bryllupssalen ud i en snæver gyde. Pludselig var de fanget mellem tusinder af oprørske studenter som kom stormende fra den ene ende af gaden, og lastbiler med bevæbnet politi der kom kørende fra den anden ende. Broder Henschel og de andre brødre for tværs over gaden og ind i restauranten, blot nogle få øjeblikke før de to parter stødte sammen. Forbløffende at de undslap! Inde i restauranten var der imidlertid roligt og fredeligt.

Da endnu fem missionærer fra Gilead skulle sendes til Korea, afslog den koreanske regering deres ansøgning om visum, idet nogle modstandere havde anklaget Jehovas vidner for at være revolutionære. Det lykkedes Don Steele at aftale et interview med den amerikanske ambassadør Walter McConaughy den 6. april 1960.

Ambassadøren sagde til broder Steele at det var den værste form for ironi at anklage Jehovas vidner for at være revolutionære. Han havde arbejdet i et østeuropæisk land og vidste udmærket hvordan Jehovas vidner var blevet forfulgt i Østtyskland. Men han påpegede også at da Korea er et selvstændigt land, har det ret til at udstede visum til hvem det vil. Han ville imidlertid prøve at arrangere et interview for broder Steele med udenrigsministeren. Det skulle finde sted tirsdag den 19. april 1960. Eftersom broder Henschel, der er medlem af Selskabets bestyrelse i De Forenede Stater, stadig var i Korea, kunne han også tale med ministeren.

Forholdene i landet blev værre og værre; regeringen kunne ikke slå urolighederne ned. Tirsdagen kom. Brødrene skulle møde udenrigsministeren inde i centrum, der var skueplads for de voldsomste optøjer. Eftersom de ikke ønskede at bryde aftalen begav de sig uforfærdede på vej til ministeriet.

De fandt bygningen fuldstændig lukket, med stålskodder for vinduerne og sandsække rundt om hele huset, idet folk indenfor havde barrikaderet sig mod studenternes angreb. Der ville tydeligvis ikke blive noget interview den dag, så broder Henschel og broder Steele løb lige så hurtigt de kunne tilbage gennem sidegaderne og undgik at komme i vanskeligheder.

Nogle dage senere meddelte udenrigsministeriet afdelingskontoret at „årsagen“ til afslaget „var blevet fjernet“ og at visaerne ville blive udstedt. I juni samme år ankom Russell og Dottie MacPhee, Delauris Webb (nu Peters), Audrey Wendell (nu Holmes) og Lois Dyke (nu Renter) for at tage missionærtjenesten op. Endnu et missionærhjem blev oprettet i Kwangju.

I juni samme år ankom Russell og Dottie MacPhee, Delauris Webb (nu Peters), Audrey Wendell (nu Holmes) og Lois Dyke (nu Renter) for at tage missionærtjenesten op. Endnu et missionærhjem blev oprettet i Kwangju.

[Illustrationer på side 180]

Durand og Rachel Norbom og Liz og Milton Hamilton (fra venstre til højre), to missionærpar der har været i Korea i henholdsvis 20 og 33 år

[Illustration på side 181]

Missionærer der virker i rejsetjenesten. Fra venstre til højre: Susan og John Wentworth, Geline Jumuad, Josef Breitfuss og Perry Jumuad

[Illustrationer på side 183]

Kim (Phillips) Kyung-hi, Evalyn Park (Emerson) og Liz og Milton Hamilton udgjorde missionærfamilien i Pusan, 1955

Keith og Evelyn Kennedy, Karl Emerson, Druzilla Craig (Youngberg), Elaine Scheidt (Ness), Norris Peters og Earlene og Don Steele på trappen foran det granatramte afdelingskontor og missionærhjem i Seoul, 1957