Roh Pyung-il, der endnu ikke var døbt, mødte også problemer lige før krigen begyndte. Han var svigersøn til søster Kim Chu-ok, der havde bevist sin trofasthed i fængsel under den japanske besættelse. Under den første nordkoreanske besættelse af Seoul flygtede han ud i bjergene for ikke at blive tvunget ind i deres hær. Soldaterne opdagede imidlertid røgen fra den ild han havde tændt for at lave mad, og han blev pågrebet. Sammen med andre unge mænd der var blevet indfanget, blev han ført til byens udkant. Her blev de udspurgt, en efter en. De der ikke kunne give et tilfredsstillende svar på spørgsmålene, blev taget til side og skudt. Roh tænkte at han ville blive dræbt uanset hvad han sagde og var derfor besluttet på at aflægge et vidnesbyrd før det skete.

Han blev spurgt hvorfor han unddrog sig Folkets Frivillige Hær. „Jeg kan kun tjene Guds rige,“ svarede han. „I Harmagedon vil begge parter i denne politiske strid blive tilintetgjort af Gud, og jeg ønsker hverken at være på den ene eller den anden side. Jeg kan ikke overtræde Guds lov for nogen menneskeskabt lov der er i modstrid med hans. Jeg er ikke bange for at dø, for jeg tror på opstandelsen.“

Forhørslederen sagde at han var den første der havde sagt sandheden, men at han alligevel skulle træde til side. Soldaterne løftede deres gevær, sigtede, fyrede og undgik med vilje at ramme ham. Roh besvimede, for kort efter at vågne op, forbløffet over at være i live. Hans første ord var: „Hvor er sandheden magtfuld!“

De unge brødre fik naturligvis ikke lov at slippe væk fra byen. Skønt de fik problemer på grund af deres kristne neutralitet viste dette standpunkt sig ofte at redde deres liv, sådan som broder Park Chong-il hurtigt erfarede. Efter at den nordkoreanske hær igen havde besat byen, boede han og Cho Young-ha, en skolelærer og metodist der var interesseret i sandheden, i tre og en halv måned ubemærket i en søsters hus.

Broder Park og hans interesserede ven havde kun opholdt sig på deres skjulested et par dage da det nordkoreanske hemmelige politi kom og bankede på. Politiet mistænkte dem for enten at være spioner eller soldater fra den sydkoreanske hær. En politikommissær undersøgte deres hænder for at se om de havde brugt geværer.

„Vi er kristne som ikke kan deltage i krig, og derfor kunne vi ikke forlade byen, da vi så ville være blevet fanget af de andre,“ forklarede de kommissæren. Politiet befalede dem ikke at forlade huset, og truede med at vende tilbage den næste dag. Så snart politiet var gået destruerede broder Park og Cho Young-ha hurtigt alle navne og adresser på forkyndere, samt de billeder de havde af dem, og besluttede så at forkynde for politiet næste dag, selv om de vidste at de kunne blive fængslet.

Næste morgen kom politiet med en anden kommissær. Broder Park forkyndte i omkring halvanden time, som holdt han et offentligt foredrag. Mændene lyttede uden afbrydelse og syntes interesserede i hans budskab. Efter at have stillet nogle få spørgsmål gik de hurtigt igen. To dage senere kom en af dem tilbage med endnu en kommissær, og broder Park og hans ven fik igen lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Derefter holdt politiet op med at komme. Brødrene passede imidlertid godt på ikke at forlade huset. Chos tro blev i høj grad styrket, og han kom hurtigt i sandheden.