Afdelingskontoret i Mexico skrev tilbage at der var et presserende behov for forkyndere som kunne forkynde for den engelsktalende del af befolkningen i det land. Ifølge afdelingskontoret var markerne i dette distrikt faktisk „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Der gik ikke lang tid før Ralph og Pam, sammen med deres sønner som dengang var 8 og 12, tog imod tilbuddet om at forkynde i Mexico og gjorde forberedelser til at flytte.

Et stort distrikt

Ralph fortæller: „Inden vi forlod USA, sagde nogle velmenende brødre og søstre: ’Det er alt for farligt at flytte til et andet land!’ ’Hvad nu hvis I bliver syge?’ ’Hvorfor rejse ud og opsøge de engelsktalende? Folk der taler engelsk i Mexico, vil ikke være interesseret i sandheden!’ Vi var imidlertid besluttede på at rejse. Det var trods alt ikke en beslutning vi havde truffet fra den ene dag til den anden. Vi havde planlagt det i årevis. Vi undgik at stifte gæld som ville tage lang tid at tilbagebetale, vi sparede op, og vi havde mange familiedrøftelser om de vanskeligheder vi kunne komme ud for.“

Noget af det første Ralph og hans familie gjorde, var at besøge afdelingskontoret i Mexico. Dér viste brødrene dem et kort over hele landet og sagde: „Det er jeres distrikt!“ Familien slog sig ned i byen San Miguel de Allende, hvor der bor ret mange udlændinge og som ligger omkring 240 kilometer nordvest for Mexico City. Tre år efter deres ankomst blev der oprettet en engelsktalende menighed med 19 forkyndere i denne by. Det var den første engelsktalende menighed i Mexico — men arbejdet var kun lige begyndt.

I Mexico bor der omkring en million amerikanske statsborgere. Derudover taler mange studerende og højtuddannede mexicanere også engelsk foruden spansk. Ralph fortæller: „Vi bad til Jehova om at han ville sende flere arbejdere. Derhjemme havde vi altid et gæsteværelse klar til brødre og søstre der kom for at ’udspejde landet’.“ — 4 Mos. 13:2.

De forenklede deres liv for at gøre mere i tjenesten

Snart kom der flere brødre og søstre som gerne ville udvide deres tjeneste. Blandt dem var Bill og Kathy fra USA. Dette ægtepar havde i forvejen tjent 25 år i områder hvor der var stort behov for forkyndere. De overvejede at lære spansk, men ændrede planer efter at være flyttet til byen Ajijic ved Chapalasøen, hvor mange amerikanske pensionister har valgt at slå sig ned. Bill fortæller: „I Ajijic blev vi mere og mere optaget af at opsøge folk der talte engelsk og gerne ville lære sandheden at kende.“ Kun to år efter at de var kommet dertil, havde Bill og Kathy den glæde at se en menighed blive oprettet. Nu var der to engelsktalende menigheder i Mexico.

Ken og Joanne fra Canada ville gerne forenkle deres liv for at få mere tid til forkyndelsen. De flyttede også til Mexico. Ken beretter: „Det tog tid at vænne sig til at bo et sted hvor man måske i dagevis ikke kunne få varmt vand, strøm eller telefonforbindelse.“ Men forkyndelsen var en stor fornøjelse. I løbet af kort tid blev Ken udnævnt til menighedstjener og to år senere til ældste. Til at begynde med var det ikke så let for deres datter Britanny at tilhøre en lille engelsksproget menighed hvor der ikke var ret mange unge. Efter at hun begyndte at hjælpe til ved rigssalsbyggerier, fik hun imidlertid mange gode venner i hele landet.

Patrick og Roxanne fra staten Texas syntes det lød spændende at der ikke så langt fra hvor de boede, var et missionærdistrikt hvor folk talte engelsk. „Efter at have besøgt byen Monterrey i det nordøstlige Mexico følte vi at det var Jehovas vilje at vi skulle hjælpe der,“ siger Patrick. I løbet af fem dage lykkedes det dem at få solgt deres hus i Texas så de kunne ’komme over til Makedonien’. (Apg. 16:9) De har ikke haft så let ved at tjene til dagen og vejen i Mexico, men på kun to år har de til gengæld haft den glæde at se den lille gruppe på 17 forkyndere vokse og blive til en menighed på 40 forkyndere.

Endnu et ægtepar som forenklede deres liv for at gøre mere i tjenesten, var Jeff og Deb. De solgte deres store hus i USA og flyttede ind i en lille lejlighed i byen Cancún på Mexicos østkyst. Inden da havde de været vant til at overvære stævner i haller med aircondition ikke så langt fra hvor de boede. Men nu måtte de foretage en otte timer lang rejse for at komme til det nærmeste engelske stævne der blev afholdt på et åbent stadion. Det har imidlertid været meget tilfredsstillende for dem at være vidne til oprettelsen af en menighed på omkring 50 forkyndere i Cancún.

Der var også nogle mexicanske brødre og søstre som begyndte at hjælpe med at forkynde for folk der talte engelsk. Da Rubén og hans familie for eksempel hørte at den første engelsktalende menighed var blevet oprettet i San Miguel de Allende, og at forkynderne havde hele Mexico som deres distrikt, besluttede de straks at de også gerne ville hjælpe. Det betød at de måtte lære engelsk, tilpasse sig en anden kultur og rejse over store afstande — 800 kilometer hver uge — for at overvære møderne. Rubén beretter: „Det var en glæde for os at forkynde for udlændinge som havde boet i Mexico i årevis, men som aldrig havde hørt den gode nyhed forkyndt på deres eget sprog. Nogle af dem gav med tårer i øjnene udtryk for deres værdsættelse.“ Efter først at have tjent i menigheden i San Miguel de Allende tjente Rubén og hans familie senere som pionerer i byen Guanajuato, i den centrale del af Mexico, hvor de var med til at oprette en engelsktalende menighed på over 30 forkyndere. I dag tjener de i en engelsktalende gruppe i byen Irapuato, som ligger i nærheden af Guanajuato.

Forkyndelse for folk der er vanskelige at træffe

Foruden mange udlændinge er der også en del mexicanere som taler engelsk. Det er ofte vanskeligt at forkynde for disse mennesker, da de bor i områder hvor folk er ret velhavende, og hvor det mange gange er tjenestepigen der åbner døren. Når endelig beboerne selv kommer til døren, er de sjældent interesserede fordi de tror at Jehovas Vidner er en lille lokal sekt. Men hvis de får besøg af Jehovas Vidner fra et andet land, er nogle af dem positivt stemt.

Det er Gloria som bor i byen Querétaro i den centrale del af Mexico, et godt eksempel på. Hun fortæller: „Jeg havde før haft besøg af spansktalende Jehovas Vidner, men jeg lyttede aldrig til dem når de kom. Da både min familie og mine venner kom ud for vanskeligheder, blev jeg imidlertid deprimeret og begyndte at bede til Gud om hjælp for at finde en løsning på problemerne. Inden længe kom en engelsktalende kvinde til min dør. Hun spurgte om nogen i huset talte engelsk. Jeg blev nysgerrig fordi hun var udlænding, og fortalte hende derfor at jeg talte engelsk. Mens hun forkyndte for mig, tænkte jeg: ’Hvad laver den skøre amerikaner på disse kanter?’ Men jeg havde jo bedt Gud om hjælp, så måske var denne udlænding et svar på min bøn.“ Gloria tog imod tilbuddet om et bibelstudium. Hun gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt trods modstand fra familien. I dag er hun almindelig pioner, og hendes mand og søn tjener også Jehova.

Glæderne ved at udvide sin tjeneste

Der kan være udfordringer forbundet med at tjene hvor der er større behov for forkyndere, men der er også mange glæder. Ralph som bliver nævnt i indledningen, siger: „Vi ledte bibelstudier med nogle fra Storbritannien, Kina, Jamaica, Sverige og endda nogle prominente personer fra Ghana. Nogle af dem vi studerede med, blev også selv heltidstjenere. I årene der er gået, har min familie og jeg været vidne til oprettelsen af syv engelske menigheder. Begge vores sønner blev pionerer ligesom os, og de tjener nu på Betel i USA.“

I Mexico er der i øjeblikket 88 engelsktalende menigheder foruden mange grupper. Hvad ligger til grund for den hurtige vækst? Mange engelsktalende indbyggere i Mexico havde aldrig før talt med Jehovas Vidner. Nogle har reageret positivt fordi de ikke har været underlagt det gruppepres der i deres hjemland kunne have holdt dem tilbage. Og andre som er gået på pension, har gerne villet studere Bibelen fordi de nu havde mere tid. Desuden virker over en tredjedel af forkynderne i de engelsktalende menigheder som pionerer, og det har i høj grad bidraget til den nidkærhed og vækst som ses i disse menigheder.

[Ramme på side 21]

Glade pensionister tiltrækker opmærksomhed

Beryl rejste fra England til Canada, hvor hun arbejdede som direktør i mange forskellige internationale firmaer. Hun var også en dygtig rytter og blev endda udvalgt til at repræsentere Canada ved De Olympiske Lege i 1980. Efter at Beryl og hendes mand var gået på pension, slog de sig ned i Chapala i Mexico, hvor de ofte spiste ude på de lokale restauranter. Når Beryl så nogle engelsktalende pensionister som virkede glade, henvendte hun sig altid til dem og spurgte dem hvad de lavede i Mexico. Det viste sig næsten altid at de glade restaurationsgæster var Jehovas Vidner. Beryl og hendes mand tænkte at hvis det at kende Gud kunne føre til at man fik et lykkeligt og meningsfyldt liv, ville de også gerne lære ham at kende. Efter at have overværet Jehovas Vidners møder i nogle måneder tog Beryl imod tilbuddet om et bibelstudium. Hun tjente som pioner i mange år.