Blandt disse brødre fra Estland var Viljard Kaarna, Silver Silliksaar og Lembit Toom. De lokale brødre var især glade for at få Vagttårnet på russisk, som Pauls og Valija Bergmanis oversatte til lettisk og skrev ind i kladdehæfter.

„VI HAVDE KUN ÉT ’VAGTTÅRN’ TIL DELING“

I 1970’erne og 80’erne fik nogle brødre fra Estland Vagttårnet på mikrofilm i Rusland og smuglede det ind i Letland. Eftersom fotografering var en populær hobby på det tidspunkt, havde brødrene mulighed for at fremkalde negativer derhjemme, lave kopier og distribuere dem. En gang imellem kom der andre publikationer ind i landet på samme måde, hovedsagelig fra Litauen og Ukraine.

„Vi havde kun ét ’Vagttårn’ til deling,“ fortæller Vida Sakalauskiene, som dengang var omkring ti år. „En overgang fik hver gruppe et eksemplar på fotopapir fremkaldt fra negativer. Dette eksemplar blev givet videre fra familie til familie så alle kunne læse det og gøre notater. Ingen måtte beholde det i mere end 24 timer. Ved mødet havde vagttårnsstudielederen bladet, og vi andre besvarede spørgsmålene ud fra vores hukommelse eller ud fra de notater vi havde gjort.“ Denne åndelige foranstaltning hjalp Vida til at holde fast ved sandheden i hele hendes skoletid. Den hjalp også hendes bror, Romualdas, til at bevare sin uangribelighed mens han var fængslet på grund af sin kristne neutralitet.

[Illustration på side 194]

Pauls og Valija Bergmanis oversatte „Vagttårnet“ til lettisk og skrev det ind i kladdehæfter

[Illustration på side 194]

Til fremstilling af „Vagttårnet“ brugte brødrene mikrofilm (i naturlig størrelse), som de fremkaldte, kopierede og distribuerede