Efter krigen, i slutningen af 1940’erne, lykkedes det afdelingskontoret i Tyskland at sende post til de få brødre der var i Jelgava, Kuldīga, Riga og Ventspils.

Brødrene og søstrene benyttede enhver lejlighed til at forkynde uformelt. For eksempel forkyndte Marta Baldone, en massøse ved et helsecenter i Ventspils, for sine klienter. En af dem hed Alexandra Preklonskaya (nu Rezevskis). Alexandra fortæller: „Marta lærte mig at Guds navn er Jehova, og jeg fik stor kærlighed til det navn.“

Til trods for at Valija Lange, som boede i Ventspils, ikke var døbt, var hun blandt dem der blev arresteret af KGB (Komitéen for Statssikkerhed) under en af de husundersøgelser der blev foretaget i september 1950. Under et natligt forhør i Riga blev Valija spurgt: „Hvordan kan det være at du, som er sovjetborger, modarbejder staten?“ Roligt og respektfuldt svarede hun: „De eneste motiver jeg har, er at tjene Jehova Gud, forstå hans lære og at fortælle andre om den.“

Valijas navn og 19 andre forkynderes navne stod opført i et dokument dateret den 31. oktober 1950.

I lejrene fortsatte brødrene med at forkynde og gøre disciple. En af de nye disciple var Jānis Garšk̗is. Han blev døbt i 1956 og bor i dag i Ventspils. Han siger: „Jeg er taknemmelig for at Gud tillod at jeg blev sendt til en arbejdslejr, for ellers ville jeg ikke have lært sandheden at kende.“ En rosværdig indstilling, må man sige!