I 1931 var de fleste af vores bibelske publikationer forbudt.

I 1931 efterkom adskillige pionerbrødre fra England opfordringen til at flytte til de baltiske lande. Nogle af disse brødre var med til at bringe åndelig føde ind i Letland fra nabolandene Estland og Litauen. Edwin Ridgewell, som da var 18 år, blev sendt til Litauen. Edwin, som nu er i 90’erne, fortæller: „Mine to pionermakkere, Andrew Jack og John Sempey, og jeg blev tildelt en særlig opgave — at bringe bibelske publikationer ind i Letland. Vi plejede at tage nattoget til Riga og skjule publikationerne i pakker som passede ind i de rum under sæderne hvor sengetøjet blev opbevaret om dagen. Før vi steg af toget, lagde vi pakkerne og noget tøj i nogle specialfremstillede kufferter der kunne vides ud. Efter hver nervepirrende udbringning fejrede vi det. Percy Dunham, som førte tilsyn med arbejdet, inviterede os ud at spise på en restaurant i Riga.“

Ferdinand Fruck mødtes ofte med brødrene ved grænsen til Litauen. De gav ham bibelske publikationer, som han så opbevarede på sit høloft. På et tidspunkt kom han dog i myndighedernes søgelys, og i tiden derefter foretog politiet hyppige razziaer på hans ejendom for at søge efter forbudte publikationer. Under en af disse husundersøgelser havde betjenten ikke selv lyst til at gå op på høloftet, så han beordrede Ferdinand derop i stedet. For at glæde betjenten kom Ferdinand ned med et par gamle eksemplarer af Vagttaarnet, som han afleverede. Betjenten var tilfreds og gik.

I mellemtiden blev modstanden mod forkyndelsesarbejdet intensiveret. Madge skriver: „Den 9. februar 1933 anklagede en avis i Riga os for at være kommunister. Næste morgen ringede det på døren, og da jeg åbnede den, kom politiet brasende ind og viftede med deres pistoler alt imens de råbte: ’Hænderne op!’ I syv timer ledte de efter forbudte bøger. Ved frokosttid tilbød jeg dem en kop te, som de sagde ja tak til.

Størstedelen af brødrenes litteraturforsyninger var skjult på loftet. Tidligere på dagen havde den ansvarshavende betjent undersøgt min mands lommer og fundet nogle nøgler. ’Hvad bruges de til?’ spurgte han. ’Loftskammeret,’ svarede Percy. Det fik dog ikke politiet til at gå derop. Lige før den ansvarshavende betjent forlod stedet, gav han oven i købet Percy nøglerne tilbage! De havde bladet nogle publikationer igennem, men mente ikke at der var grund til at konfiskere dem.

Det gjorde de nu alligevel. Desuden tog de breve, penge, en duplikator og en skrivemaskine. Politiet foretog lignende husundersøgelser hos seks andre familier af Jehovas Vidner, men de fandt ingen vidnesbyrd om noget ulovligt og undlod derfor at rejse sigtelse.“