Kort efter bekræftede en af de tre engle der kom på besøg i Mamre, at Sara ville føde en søn. Da Sara hørte dette, ’lo hun indvendig’ idet hun sagde: „Skal jeg virkelig føle lyst efter at jeg er udslidt, og min herre desuden er gammel?“ Da hun blev irettesat fordi hun lo, benægtede hun frygtsomt at have gjort det. (1Mo 18:1-15; Ro 9:9) Da Sara i Hebræerne 11:11 fremhæves på grund af sin tro, kan hendes latter ikke have været et udtryk for vantro, men tanken om at hun skulle få en søn i sin alderdom, har åbenbart forekommet hende morsom. Den omstændighed at Sara (i sit inderste) anerkendte Abraham som sin herre, vidner om hendes lydighed mod og respekt for sit ægteskabelige overhoved, og hun fremhæves som et eksempel for kristne kvinder. — 1Pe 3:5, 6.

I en alder af 90 år oplevede Sara den glæde at føde Isak. Hun udbrød da: „Gud har skaffet mig latter: enhver der hører om det vil le ad mig.“ Grunden til latteren ville uden tvivl være glæde og forundring over barnets fødsel. Sara ammede sin søn i ca. fem år. Da Isak blev vænnet fra, holdt Abraham en stor fest. Ved den lejlighed lagde Sara mærke til at Hagars søn, Ismael, der nu var omkring 19 år gammel, „gjorde sig lystig“ over Isak, eller legede med ham på en spottende måde. Da hun åbenbart frygtede for Isaks fremtid, bad hun Abraham om at sende Hagar og hendes søn bort. Abraham gjorde dette efter at Gud havde givet sin billigelse til det. — 1Mo 21:1-14.