Men i De Forenede Stater vidste Jehovas vidner at trosfriheden, talefriheden og trykkefriheden var garanteret af landets forfatning. Når en dommer søgte at misbruge en lokal politivedtægt til at gribe ind over for forkyndelsen af Guds ord, appellerede forkynderne derfor sagen til en højere retsinstans.b

I et senere tilbageblik på begivenhederne sagde Hayden C. Covington, der gjorde et stort arbejde på det juridiske område for Vagttårnsselskabet: „Var de tusinder af domme som er blevet afsagt af fredsdommere, politiretter og andre lavere retsinstanser ikke blevet appelleret, ville et bjerg af præcedenser have stillet sig i vejen for vor gudsdyrkelse. Ved at appellere dommene har vi forhindret dannelsen af et sådant bjerg. Vor måde at dyrke Gud på er blevet indskrevet i De Forenede Staters og andre landes love fordi vi vedholdende har appelleret ugunstige domme.“ I USA blev i snesevis af sager ført helt op til landets højesteret.

Borgernes rettigheder styrkes

En af de første sager angående Jehovas Vidners forkyndelse der blev bragt for USA’s højesteret, var en sag der blev rejst i Georgia og blev påhørt i højesteret den 4. februar 1938. Ved byretten i Griffin i Georgia var Alma Lovell blevet dømt for at have overtrådt en vedtægt som forbød uddeling af enhver form for tryksager uden tilladelse fra borgmesteren. Søster Lovell havde blandt andet tilbudt folk bladet The Golden Age. Den 28. marts 1938 afgjorde USA’s højesteret at den lokale vedtægt var ugyldig fordi den indebar at trykkefriheden blev underlagt krav om tilladelse og censur.c

Året efter trådte J. F. Rutherford frem i højesteret som advokat for den appellerende part i sagen Clara Schneider mod State of New Jersey.d I 1940 kom sagen Cantwell mod State of Connecticut,e hvor J. F. Rutherford udarbejdede den skriftlige procedure og Hayden Covington stod for den mundtlige procedure over for højesteretten. Det gunstige udfald af disse sager styrkede trosfriheden, talefriheden og trykkefriheden, som forfatningen garanterede.

I de næste tre år afsagde højesteret domme der gik Jehovas Vidner imod i 19 sager. Den af sagerne der fik størst betydning var sagen Jones mod City of Opelikal i 1942, som også gik os imod. Rosco Jones var blevet dømt for at have uddelt blade på gaden i Opelika i Alabama uden at have betalt vandrebrevsafgift. Højesteret stadfæstede denne dom og erklærede at myndighedsinstanser havde ret til at opkræve et rimeligt gebyr for kolportage og at sådanne love ikke kunne anfægtes, selv om lokalmyndigheder på eget initiativ ophævede gebyret. Det var et hårdt slag, for nu kunne enhver kommune, på foranledning af præster eller andre modstandere af Jehovas Vidner, med loven i hånd pålægge dem begrænsninger, og modstandere kunne tro at Jehovas Vidners forkyndelse kunne standses på den måde. Men så skete der noget uventet.

Et vendepunkt

I sagen Jones mod Opelika, hvor dommen blev et hårdt slag mod Jehovas Vidners offentlige forkyndelse, erklærede tre af dommerne at de ikke alene var uenige med dommerflertallet i den foreliggende sag, men også at de nu selv var nået til den overbevisning at de havde præget udviklingen i den forkerte retning i forbindelse med Gobitis-sagen. „Eftersom vi var med til at afsige kendelsen i Gobitis-sagen,“ tilføjede de, „anser vi dette for en passende lejlighed til at erklære at vi nu er kommet til den overbevisning at det også var en forkert dom der blev afsagt i denne sag.“ Jehovas Vidner tog det som et vink om at tiden var inde til igen at få stridsspørgsmålene indbragt for højesteret.

Man anmodede derfor om en fornyet behandling af sagen Jones mod Opelika. I anmodningen blev der peget på stærke juridiske argumenter. Man erklærede også frimodigt: „Denne domstol må tage den altoverskyggende kendsgerning i betragtning at de personer den bedømmer er tjenere for den almægtige Gud.“ Man opregnede så nogle bibelske eksempler der viste hvad dette indebar. Der blev også peget på det råd lovlæreren Gamaliel gav den jødiske højesteret i det første århundrede: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; . . . ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:34-39.

Endelig, den 3. maj 1943, omstødte højesteret sin dom i sagen Jones mod Opelika. Det skete i forbindelse med den skelsættende sag Murdock mod Commonwealth of Pennsylvania.a Højesteret erklærede at ethvert krav om vandrebrev som betingelse for at man kunne udøve sin trosfrihed ved at uddele religiøse skrifter, var i strid med forfatningen. Denne dom betød at døren for alvor blev slået op for Jehovas vidner i De Forenede Stater, og siden har man i hundreder af sager kunnet henvise til den som præcedens. Den 3. maj 1943 blev en mindeværdig dag for Jehovas vidner i forbindelse med alle de sager de har ført ved De Forenede Staters højesteret. På én og samme dag blev 12 ud af 13 sager (samlet til retsforhandling og domsafsigelse under fire kendelser) afgjort til deres fordel.b