Under Moseloven blev det imidlertid ikke regnet for urent at være skaldet. (3Mo 13:40) Loven anfører ikke skaldethed som en defekt der ville forhindre en i at tjene som præst. I Ezekiels syn blev der givet påbud om at præsterne hverken måtte barbere deres hoved eller lade deres hovedhår vokse frit; de skulle klippe håret. — Ez 44:20.

Hos nogle folkeslag ragede man sig skaldet når man sørgede over en afdød slægtning, eller af religiøse grunde, men denne skik var forbudt blandt israelitterne. (5Mo 14:1) Præsterne fik specielt påbud om at de ikke måtte rage sig skaldede eller skære spidsen af deres skæg på grund af en afdød. (3Mo 21:5) Israelitterne fik at vide at de ikke måtte klippe deres hår rundt ved tindingerne eller ødelægge spidsen af deres skæg. — 3Mo 19:27; Jer 9:26; se SKÆG.

Ifølge Moseloven skulle en person der var angrebet af spedalskhed på hovedet, lade sig barbere ved begyndelsen af sin karantæneperiode, den dag han blev renset, og igen på den syvende dag derefter. (3Mo 13:33; 14:8, 9) Hvis en nasiræer blev uren, skulle han barbere sit hoved den dag hans renselse blev stadfæstet. (4Mo 6:9) En tilfangetagen kvinde som en israelitisk soldat ville tage til ægte, skulle barbere sit hoved. — 5Mo 21:12.