FØRSTEFØDT

Bruges i Bibelen primært om faderens ældste søn (altså ikke moderens førstefødte), det vil sige hans manddoms første frugt. (5Mo 21:17)

Eftersom israelitternes førstefødte sønner ville blive overhoveder for husstandene, repræsenterede de hele folket. Jehova kaldte hele folket sin „førstefødte“ da det var hans førstefødte folk i kraft af Abrahamspagten. (2Mo 4:22) I betragtning af at Jehova havde skånet de førstefødtes liv, befalede han at „hver førstefødt af hankøn, det som åbner hvert moderliv, blandt Israels sønner, blandt mennesker og husdyr“ skulle helliges ham. (2Mo 13:2) De førstefødte sønner var således helliget eller viet til Gud.

Senere udtog Jehova de mandlige levitter, åbenbart ud over levitternes 300 førstefødte (sml. 4Mo 3:21, 22, 27, 28, 33, 34 med 3:39), i stedet for de førstefødte blandt Israels sønner, fra en alder af en måned og opefter. Aron og hans sønner skulle modtage en løsesum på fem sekel (ca. 70 kr.) for hver af de 273 hvormed antallet af Israels sønner oversteg antallet af levitter. Jehova tog også levitternes husdyr i stedet for de andre stammers førstefødte husdyr. (4Mo 3:40-48) Fra da af skulle den førstefødte søn fremstilles for Jehova i teltboligen eller templet når moderens renselsesdage var omme, og han skulle løskøbes med vurderingssummen for dem som var fra en måned og indtil fem år, nemlig „fem sølvsekel efter helligdommens sekel“. — 3Mo 12:1-3; 27:6; 4Mo 18:15, 16.

Den førstefødte søn har fra de tidligste tider haft en ærefuld stilling i familien, og det var ham der skulle efterfølge familieoverhovedet. Han arvede en dobbelt del af faderens ejendom. (5Mo 21:17)