8. Hvori adskilte de frivillige ofre sig fra tienden?

⁸ For det andet sørgede Jehova for at israelitterne kunne give frivillige bidrag. Han lod Moses sige til israelitterne: „Når I kommer ind i det land som jeg fører jer til, så skal I give et bidrag til Jehova når I spiser af landets brød.“ Generation efter generation skulle de give „et bidrag til Jehova“ af noget af førstegrøden af deres „groftmalede mel som ringformede kager“. Læg mærke til at der ikke blev angivet hvor meget de skulle give af førstegrøden. (4 Mosebog 15:18-21) Men når israelitterne gav bidrag af taknemmelighed, blev de forsikret om at Jehova ville velsigne dem. En lignende ordning omtales i forbindelse med templet i Ezekiels syn. Vi læser: „De første af alle modne frugter af alle slags, og hvert bidrag af alt, af alt hvad I bidrager, det skal tilhøre præsterne; og førstegrøden af jeres groftmalede mel skal I give til præsten, for at jeg kan lade velsignelse hvile over dit hus.“ — Ezekiel 44:30.

13. Hvad kan vi lære af ordningen med frivillige bidrag og sankning?

¹³ Det vil også være gavnligt at se nærmere på de to andre måder hvorpå israelitterne kunne vise deres taknemmelighed — de frivillige bidrag og ordningen med at sanke. I modsætning til ordningen med tiende, hvor der var klare retningslinjer for hvor meget man var forpligtet til at give, var det op til den enkelte hvor meget han ville yde som frivilligt bidrag eller efterlade til sankning. Her havde Jehovas tjenere mulighed for gennem deres gavmildhed at vise dybden af deres taknemmelighed. Hvis vi overfører det på den kristne forkyndelse og det at overvære de kristne møder, som ganske vist er krav til alle Jehovas tjenere, kan vi spørge os selv om vi deltager helhjertet og villigt i disse opgaver. Betragter vi det som en lejlighed til at vise vores dybe taknemmelighed for alt det Jehova har gjort for os? Har vi en rigelig andel i disse aktiviteter, alt efter hvad vores omstændigheder tillader? Eller betragter vi det blot som en pligt? Det er selvfølgelig spørgsmål som vi hver især selv må overveje. Apostelen Paulus sagde det på denne måde: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ — Galaterne 6:4.