Handlinger som var i modstrid med Guds pagtslove, kunne åbenbart i sig selv, uden ord, opfattes som en bespottelse af Jehova. Mens den der af vanvare overtrådte Guds lov, kunne opnå tilgivelse, skulle den der gjorde det med vilje eller med overlæg, hvad enten han var en indfødt israelit eller en fastboende udlænding, lide døden som en der havde spottet Jehova og ringeagtet hans ord og bud. — 4Mo 15:27-31; jf. 5Mo 31:20; Ne 9:18, 26.

Under Lovpagten. De første tre af „De Ti Ord“ omhandler Jehova Guds enestående stilling som universets Suveræn og hans eneret til al tilbedelse. Advarende siges der: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.“ (2Mo 34:28; 20:1-7) Det var forbudt at nedkalde ondt over Gud eller at forbande en høvding. (2Mo 22:28)