Gibeonitterne sagde til Josua: „Her er de læderflasker [hebr.: no’dhōthʹ] til vin som vi fyldte da de var nye, og se, de er sprukne.“ (Jos 9:13) Det kunne med tiden ske at læderflaskerne blev sprukne på grund af det tryk som den gærende vin øvede.

Da David var på flugt og omringet af fjender, nævnte han læderflasken billedligt idet han sagde: „Kom mine tårer i din læderflaske.“ (Sl 56:8) Dermed anmodede han Gud, som han satte sin lid til, om ikke at glemme hans tårer.

Skindsækkene blev som regel lavet af dyrehuder. Efter at dyret var dræbt, skar man hovedet og fødderne af og trak så forsigtigt huden af kroppen uden at skære den op under maven. Derefter garvede man huden, og alle åbninger undtagen én blev syet til. Halsen eller måske en af åbningerne til benene blev ikke syet til; den kom til at tjene som flaskens åbning og blev lukket med en prop eller en snor. Huder af får, geder og undertiden okser blev brugt til dette formål, og i nogle tilfælde blev hårene ikke fjernet på de huder der skulle bruges til mælk, smør, ost og vand. Der krævedes imidlertid en grundigere behandling og garvning når læderflaskerne skulle bruges til olie og vin. Man har også i nyere tid lavet skindsække efter samme model i Mellemøsten. Når vandsække lavet af skind ikke garves, giver de vandet der opbevares i dem, en ubehagelig smag.