• Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992

    • Bladene råber

      Et af de problemer David og Ben kom ud for, skyldtes til dels det fjendskab der er mellem nogle reeføboere og malaitanere. Denne fjendtlige holdning opstod efter at der næsten samtidig med at pionererne ankom, udbrød en strid mellem rivaliserende anglikanske grupper i Honiara. De malaitanske specialpionerer fik derfor svært ved at gå nogen steder på egen hånd for at forkynde. Deres problem blev ikke mindre af at folk lever i frygt for deres biskop og præster. Præsterne besøgte ofte folk for at se om de havde nogen af Selskabets bøger i hjemmet. Hvis der blev fundet nogen, var husejeren sikker på at blive skældt grundigt ud og blev tvunget til at udlevere bogen så præsten kunne ødelægge den. Det blev derfor meget vanskeligt at forkynde for nogen; folk løb væk så snart de fik øje på en forkynder.

      Pionererne blev klar over at de måtte forkynde på en anden måde. „Vi besluttede at bruge blade fra træerne,“ sagde de. „Vi gik til et sted hvor stierne i urskoven krydsede hinanden og rykkede et stort blad af et træ i nærheden og skrev et skriftsted på det med store bogstaver og, med mindre bogstaver, en forklaring af skriftstedet. Med meget små bogstaver skrev vi så: ’Hvis du gerne vil vide mere om dette skriftsted, skriv da til Jehovas Vidner på Salomonøerne, eller spørg et Jehovas vidne der bor i nærheden af dig.’“

      David og Ben giver os endnu et eksempel på deres bladforkyndelse: „Vi skrev et tema, for eksempel ’Guds rige’, og så nedenunder det første skriftsted, Mattæus 24:14, med ordene ’Vi må forkynde om dette’. Og så, nedenunder, et spørgsmål: ’Hvad vil Guds rige udrette?’ Og så det sidste skriftsted, Åbenbaringen 21:4.“

      Hvis pionererne forkyndte i et område hvor folk var meget imod sandheden, brugte de Salme 37:9 som det sidste skriftsted på bladet: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ De lagde så bladet midt på de mest befærdede stier i urskoven og gik bort. Førte denne forkyndelsesmetode til gode resultater?

      En dag skrev en af pionererne en prædiken på et blad med en kuglepen og placerede det omhyggeligt lige midt på en meget befærdet vej. Han gik et lille stykke væk og stod skjult mellem træerne. Han ventede, nysgerrig efter at se hvem der ville samle bladet op. Til hans overraskelse kom en hund gående hen ad vejen og standsede op for at snuse til bladet. „Jeg tror hunden kunne læse,“ sagde pioneren humoristisk, „for den begyndte at gø ad bladet. Hunden blev ophidset og lavede så megen støj at en jæger i urskoven troede at hunden havde fået jaget en opossum eller et firben op i et træ. Jægeren løb hen til stedet, blot for at opdage at hunden gøede ad bladet og skubbede til det med poten. Han skubbede hunden væk og samlede forsigtigt bladet op. Han brugte nogle få øjeblikke på at læse prædikenen på bladet, og lagde så lige så forsigtigt bladbudskabet tilbage midt på vejen.“

      Pioneren slutter historien: „Da jeg senere gik forbi jægerens hus, råbte han til mig: ’Var det dig der lagde noget på vejen?’ Vi begyndte en bibelsk drøftelse, der snart blev til et regelmæssigt bibelstudium. Nu er manden og hele hans familie forkyndere af den gode nyhed.“