[Ramme på side 662]

Breve fra nogle der blev dømt til døden

Fra Franz Reiter (der ventede på døden ved guillotinen) til hans moder, den 6. januar 1940, fra interneringslejren Berlin-Plötzensee:

„Jeg er fuldstændig overbevist om at det jeg gør er det rigtige. Så længe jeg er her har jeg stadig mulighed for at skifte mening, men det ville være illoyalt over for Gud. Alle vi der er her ønsker at være trofaste mod Gud, til hans ære. . . . Ifølge den kundskab jeg har ville jeg have begået en synd der straffes med døden, hvis jeg havde aflagt [militær] ed. Det ville være slemt for mig. Jeg ville ikke få nogen opstandelse. Men jeg holder mig til det Kristus sagde: ’Den som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.’ Og nu, kære moder, og alle mine brødre og søstre, i dag fik jeg min dom, og, bliv ikke skrækslagne, det er døden; jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden. Apostlene skriver: ’Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd.’ Det gælder også mig. Det har jeg bevist over for jer, og I har erkendt det. Mine kære, bliv ikke tunge om hjertet. Det ville være godt for jer alle at lære De Hellige Skrifter endnu bedre at kende. Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen. . . .

Jeres Franz

På gensyn.“

Fra Berthold Szabo, henrettet ved skydning i Körmend i Ungarn den 2. marts 1945:

„Min kære søster Marika!

Den sidste halvanden time jeg har tilbage, vil jeg forsøge at skrive til dig så du kan lade vore forældre vide hvordan det står til, at jeg står ansigt til ansigt med døden.

Jeg ønsker dem den samme fred i sindet som jeg selv føler her i de sidste minutter i denne ulykkesfyldte verden. Klokken er nu ti, og jeg skal henrettes klokken halv tolv; men jeg er helt rolig. Mit fremtidige liv lægger jeg i hænderne på Jehova og hans elskede søn, kongen Jesus Kristus, som aldrig glemmer dem der oprigtigt elsker dem. Jeg ved også at der snart vil ske en opstandelse af dem der er døde, eller rettere er sovet ind, i Kristus. Jeg vil også gerne specielt nævne at jeg ønsker jer alle Jehovas rigeste velsignelse for den kærlighed I har vist mig. Kys far og mor fra mig, og også Annus. De må ikke være bekymrede for mig; vi ser snart hinanden igen. Min hånd er rolig nu, og jeg går til hvile indtil Jehova kalder mig frem igen. Også nu vil jeg holde det løfte jeg gav ham.

Nu er tiden gået. Måtte Gud være med jer og med mig.

Mange kærlige hilsener . . .

Berthi“

Fra Berthold Szabo, henrettet ved skydning i Körmend i Ungarn den 2. marts 1945:

„Min kære søster Marika!

Den sidste halvanden time jeg har tilbage, vil jeg forsøge at skrive til dig så du kan lade vore forældre vide hvordan det står til, at jeg står ansigt til ansigt med døden.

Jeg ønsker dem den samme fred i sindet som jeg selv føler her i de sidste minutter i denne ulykkesfyldte verden. Klokken er nu ti, og jeg skal henrettes klokken halv tolv; men jeg er helt rolig. Mit fremtidige liv lægger jeg i hænderne på Jehova og hans elskede søn, kongen Jesus Kristus, som aldrig glemmer dem der oprigtigt elsker dem. Jeg ved også at der snart vil ske en opstandelse af dem der er døde, eller rettere er sovet ind, i Kristus. Jeg vil også gerne specielt nævne at jeg ønsker jer alle Jehovas rigeste velsignelse for den kærlighed I har vist mig. Kys far og mor fra mig, og også Annus. De må ikke være bekymrede for mig; vi ser snart hinanden igen. Min hånd er rolig nu, og jeg går til hvile indtil Jehova kalder mig frem igen. Også nu vil jeg holde det løfte jeg gav ham.

Nu er tiden gået. Måtte Gud være med jer og med mig.

Mange kærlige hilsener . . .

Berthi“