Jehova er min andel

„Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ — 4 MOS. 18:20.

1, 2. (a) Hvordan gik det levitterne da Josua inddelte landet i arvelodder? (b) Hvilket løfte gav Jehova levitterne?

EFTER at israelitterne havde erobret en stor del af det lovede land, begyndte Josua at inddele landet i arvelodder. Dette arbejde udførte han sammen med ypperstepræsten Eleazar og stammeoverhovederne. (4 Mos. 34:13-29) I modsætning til de andre stammer ville levitterne ikke få en arvelod i landet. (Jos. 14:1-5) Men hvad var grunden til at levitterne ikke fik et stammeområde, eller en andel, i det lovede land? Var de blevet overset?

² Svaret fremgår af noget Jehova sagde til levitterne. Han forsikrede dem om at de ikke ville blive glemt, og sagde: „Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ (4 Mos. 18:20)

Jehova sørgede for levitterne

3. Hvordan gik det til at Gud udvalgte levitterne til hellig tjeneste?

³ Før Jehova gav Loven til israelitterne, var det familieoverhovederne der tjente som præster. Men i forbindelse med at Gud gav Israel Loven, udnævnte han et præsteskab og sørgede for hjælpere fra Levis stamme. Hvordan gik det til? Dengang Gud slog Egyptens førstefødte ihjel, helligede han Israels førstefødte og satte dem til side som nogle der tilhørte ham. Men derefter valgte Gud at ’udtage levitterne af Israels sønner i stedet for alle de førstefødte’. Eftersom en optælling viste at der var flere førstefødte sønner i Israel end der var mandlige levitter, blev der betalt en løsesum for at udligne forskellen. (4 Mos. 3:11-13, 41, 46, 47) Levitterne kunne nu påbegynde deres særlige tjeneste for Israels Gud.

4, 5. (a) Hvad betød det for levitterne at have Gud som deres andel? (b) Hvordan sørgede Gud for levitterne?

⁴ Hvad betød dette for levitterne? Jehova sagde at han i stedet for at give dem en arvelod i landet ville betro dem en dyrebar tjenesteforret. „Præstedømmet for Jehova“ var deres arvelod, eller andel. (Jos. 18:7) Den sammenhæng Fjerde Mosebog 18:20 forekommer i, viser at de ikke ville komme til at mangle noget materielt. (Læs Fjerde Mosebog 18:19, 21, 24). Levitterne fik „al tiende i Israel som arvelod, til gengæld for [deres] tjeneste“. De ville få ti procent af landets afgrøde og af de dyr israelitternes hjorde blev forøget med. Til gengæld skulle levitterne selv give en tiendedel af det de modtog, „det bedste af det“, til præsteskabet.a (4 Mos. 18:25-29) Præsterne modtog også „alle de hellige bidrag“ som Israels sønner bragte Gud ved hans tilbedelsessted. Medlemmerne af præsteskabet havde derfor al mulig grund til at tro at Jehova ville sørge for dem.

⁵ Det ser ud til at Moseloven også foreskrev en sekundær tiende, som familierne brugte til mad og andet der bidrog til glæden under de årlige hellige stævner. (5 Mos. 14:22-27) Men ved slutningen af det tredje og det sjette år i den syvårige sabbatscyklus blev denne tiende lagt inden for portene til gavn for både de fattige og levitterne. Hvorfor var levitterne blandt dem der skulle modtage denne tiende? Fordi de „ingen andel og arvelod“ havde i Israel. — 5 Mos. 14:28, 29.

6. Hvor boede levitterne når de nu ikke ejede noget stammeområde i Israel?

⁶ Nu kunne man tænke: ’Hvis levitterne ikke havde fået tildelt noget land, hvor skulle de så bo?’ Gud sørgede for dem. Han gav dem 48 byer med tilhørende græsgange. Deriblandt var de seks tilflugtsbyer. (4 Mos. 35:6-8) Levitterne havde altså et sted at bo når de ikke tjente ved Guds helligdom. Jehova sørgede rigeligt for dem der var optaget af tjenesten for ham. Ved at stole på at Jehova både kunne og ville sørge for dem, viste levitterne at Jehova var deres andel.

7. Hvad krævede det af levitterne at have Jehova som deres andel?

⁷ Loven foreskrev ikke nogen straf for at undlade at give tiende. Men når folket forsømte dette, gik det ud over præsterne og levitterne. Det skete på Nehemias’ tid. Følgen var at levitterne blev nødt til at opdyrke deres marker og derved forsømte deres tjeneste. (Læs Nehemias 13:10). Levitternes levebrød afhang tydeligvis af nationens åndelige tilstand. Dertil kom at præsterne og levitterne måtte have tillid til Jehova og hans måde at sørge for dem på.