Tjenestetid. På Moses’ tid gjorde levitterne tjeneste i egentlig forstand fra de var 30 til de var 50 år. Deres pligter indbefattede transporten af teltboligen og dens udstyr når den blev flyttet. (4Mo 4:46-49) Visse pligter kunne udføres allerede fra 25-årsalderen, men i perioden fra de var 25 til de var 30 år, var de øjensynlig under en form for „oplæring“ og var muligvis skånet for tungere former for arbejde, som blev udført af de fuldvoksne mænd på 30 år og derover, som for eksempel transporten af teltboligen. (4Mo 8:23-26; se ALDER.)

Levitternes obligatoriske tjeneste ophørte når de var 50 år (4Mo 8:25), formentlig ikke så meget af hensyn til deres alder som for at forhindre en overbemanding af embederne. Der var nemlig kun brug for et begrænset antal, især i den tid hvor mødeteltet var i brug. Denne ordning gjaldt ikke for præsterne, levitterne af Arons slægt.

De levitter der trådte tilbage som 50-årige, ophørte dog ikke helt med at udføre tjeneste. De havde stadig mulighed for frivilligt at ’betjene deres brødre i mødeteltet når pligterne varetoges’. (4Mo 8:26)

På kong Davids tid blev aldersgrænsen for levitternes tjeneste sat ned til 20 år. Som grund angav David at teltboligen (der nu ville blive erstattet af templet) ikke længere skulle bæres omkring. Det skyldes uden tvivl også at der var brug for langt flere til at udføre den mere omfattende tjeneste ved templet. — 1Kr 23:24-27.

Levitternes obligatoriske tjeneste ophørte når de var 50 år (4Mo 8:25), formentlig ikke så meget af hensyn til deres alder som for at forhindre en overbemanding af embederne. Der var nemlig kun brug for et begrænset antal, især i den tid hvor mødeteltet var i brug. Denne ordning gjaldt ikke for præsterne, levitterne af Arons slægt.

De levitter der trådte tilbage som 50-årige, ophørte dog ikke helt med at udføre tjeneste.