HELLIGE OFRE — FRIVILLIGE OG LOVBEFALEDE

(3 Mosebog 1:1–7:38)

Nogle af ofrene under Loven var frivillige, mens andre var lovbefalede. Brændofferet var for eksempel et frivilligt offer. Det blev frembåret for Gud i sin helhed, ligesom Jesus Kristus villigt og uforbeholdent gav sit liv som et genløsningsoffer. Det frivillige fællesskabsoffer blev derimod delt. Én del blev frembåret for Gud på alteret, en anden del blev spist af præsten, og en tredje del af den der bragte offeret. For de salvede kristne er højtiden til minde om Kristi død ligeledes et fællesskabsmåltid. — 1 Korinther 10:16-22.

Syndofre og skyldofre var lovbefalede. Syndofrene skulle sone synder der var blevet begået uforsætligt eller af vanvare. Formålet med skyldofrene var at skaffe soning hos Gud for en uret man havde begået, eller at give den angrende synder visse rettigheder igen — eller måske begge dele. Der var også kornofre som blev bragt i taknemmelighed for Jehovas rundhåndede gaver. Alt dette er af interesse for os fordi de ofre der var foreskrevet under Lovpagten, pegede frem til Jesus Kristus og det offer han bragte, og til de velsignelser der er en følge deraf. — Hebræerne 8:3-6; 9:9-14; 10:5-10.

ET HELLIGT PRÆSTESKAB INDSÆTTES

(3 Mosebog 8:1–10:20)

Hvem fik overdraget ansvaret for de forskellige pligter i forbindelse med ofringerne? Det gjorde præsterne. Som Moses havde fået påbudt af Gud, udførte han en ceremoni i forbindelse med indsættelsen af Aron som ypperstepræst og hans fire sønner som underpræster. Denne ceremoni varede åbenbart syv dage, og den følgende dag begyndte præsteskabet at udføre sin tjeneste.

HELLIG TILBEDELSE KRÆVER RENHED

(3 Mosebog 11:1–15:33)

Forskrifterne om hvilke dyr der som føde var rene eller urene, gavnede israelitterne på to måder. De beskyttede folket mod at blive inficeret med skadelige organismer og skilte dem i højere grad ud fra de omkringboende folk. Andre bestemmelser havde at gøre med urenhed i forbindelse med døde dyr, kvinders renselse efter en fødsel, forskrifter ved tilfælde af spedalskhed og urenhed hos mænd og kvinder på grund af udflåd fra kønsorganerne. Det var præsterne der skulle tage sig af det når nogle var blevet urene.

HELLIGHEDEN MÅ BEVARES

(3 Mosebog 16:1–27:34)

De vigtigste syndofre blev bragt på den årlige forsoningsdag. Der blev ofret en tyr for præsterne og Levis stamme. For Israels ikkepræstelige stammer blev der ofret en buk. En anden buk blev sendt levende ud i ørkenen efter at folkets synder var blevet bekendt over den. De to bukke blev tilsammen betragtet som ét syndoffer. Det pegede frem til at Jesus Kristus både ville blive ofret og bære synder bort.

Forskrifterne om det at spise kød og om andre ting understreger hvor vigtigt det er at vi er hellige når vi tilbeder Jehova. I overensstemmelse med dette måtte præsterne bevare sig selv hellige. De tre årlige højtider var glædelige begivenheder hvor man havde anledning til at vise taknemmelighed over for Skaberen. Jehova gav også sit folk forordninger der vedrørte misbrug af hans hellige navn, overholdelse af sabbatterne og jubelåret, handlemåde over for fattige og behandling af trælle. Velsignelserne for at adlyde Gud blev stillet op som kontrast til straffene for ulydighed. Der var også givet forskrifter om ofre i forbindelse med løfter og vurderingssummer, de førstefødte blandt dyrene og det at give tiende som „noget helligt som tilhører Jehova“.