I krig og fred har Jehova givet os styrke

Paul: Vi var virkelig spændte! Det var november 1985, og vi var på vej til vores første missionærdistrikt – Liberia i Vestafrika. Vores fly mellemlandede i Senegal, og Anne sagde: “Om lidt over en time er vi i Liberia!” Så kom meddelelsen: “Passagerer der skal til Liberia, skal stige af flyet. Et statskup forhindrer os i at lande der.” De næste ti dage boede vi hos missionærer i Senegal og lyttede til nyheder fra Liberia. Vi hørte om lastbiler fyldt med lig og om at man blev skudt hvis man overtrådte udgangsforbuddet.

Anne: Vi er ikke ligefrem de mest eventyrlystne typer. Faktisk er jeg lige siden jeg var lille, blevet kaldt “angste Annie”. Jeg er nervøs selv når jeg skal gå over en vej! Men vi var besluttet på at nå frem til vores distrikt.

Paul: Anne og jeg er vokset op bare otte kilometer fra hinanden i det vestlige England. Mine forældre og Annes mor har altid tilskyndet os til at vælge heltidstjenesten som livsvej. Og det gjorde vi. Vi begyndte som pionerer lige efter skolen. Som 19-årig fik jeg det privilegie at komme på Betel, og Anne sluttede sig til mig da vi blev gift i 1982.

Anne: Vi elskede Betel, men vi havde begge to altid ønsket os at komme ud at tjene hvor der var et større behov. Flere af dem vi arbejdede sammen med på Betel, havde tidligere været missionærer, og det styrkede bare vores ønske. Vi bad specifikt om det hver eneste aften i tre år, så vi var meget glade da vi i 1985 fik en invitation til at komme på Gilead i den 79. klasse! Derefter blev vi sendt til Liberia i Vestafrika.

VORES BRØDRE OG SØSTRES KÆRLIGHED GAV OS STYRKE

Paul: Vi tog det første fly som fik lov til at komme ind i Liberia. Atmosfæren var trykket, og der var stadig udgangsforbud. Et knald fra udstødningen på en bil var nok til at skabe panik på markedet. Vi læste sammen i Salmerne hver aften for at finde ro. Men vi elskede virkelig vores opgave. Anne var missionær i distriktet, og jeg var på Betel og arbejdede sammen med John Charuk.a Hans erfaring og hans forståelse af vennernes situation var virkelig en god oplæring for mig.

Anne: Hvad var det der gjorde at vi så hurtigt kom til at elske Liberia? Det var vores brødre og søstre. De var varme, udadvendte og trofaste mod Jehova. Vi følte os meget nært knyttet til dem, og de blev vores nye familie. Deres gode råd styrkede os åndeligt, og forkyndelsen var en drøm. Folk vi besøgte, blev kede af det hvis vi gik for hurtigt. På gaden stod folk tit og talte om bibelske emner, og man kunne bare gå hen og være med. Vi havde så mange bibelstudier at det var en udfordring at nå dem alle sammen. Men det var jo et skønt problem!

VI VAR BANGE, MEN JEHOVA GAV OS STYRKE

Paul: I 1989, efter fire år med relativ fred, skete der noget meget chokerende – der udbrød en forfærdelig borgerkrig. Oprørerne fik kontrol over området omkring Betel den 2. juli 1990. I tre måneder havde vi ikke kontakt med omverdenen, heller ikke med vores familie eller Hovedkontoret. Der herskede anarki, der var fødevaremangel, og mange kvinder blev voldtaget. Kaosset fortsatte i 14 år og påvirkede hele landet.

Anne: Medlemmer af forskellige stammer bekrigede hinanden og slog hinanden ihjel. Tungt bevæbnede soldater i mærkeligt tøj patruljerede gaderne og plyndrede alle bygninger. For nogle var de mange drab de begik, for at bruge deres egne ord, som at “slagte kyllinger”. Ved kontrolposterne, også nogle der var i nærheden af Betel, hobede ligene sig op i bunker. Trofaste venner blev dræbt, deriblandt to af vores kære missionærer.

Brødre og søstre satte deres eget liv på spil for at skjule deres trosfæller der ellers ville blive jaget og slået ihjel på grund af den stamme de tilhørte. Det samme gjorde missionærerne og betelitterne. Betel åbnede dørene for venner der var på flugt – nogle af dem sov nede i stueetagen, og andre boede sammen med os på værelserne ovenpå. Paul og jeg delte vores betelværelse med en familie på syv.

Paul: Soldaterne forsøgte hver dag at komme ind på Betel for at se om vi skjulte nogen. Vi havde et vagtsystem med fire personer: To der holdt øje fra et vindue, og to andre der gik ud til porten. Hvis de to ude ved porten holdt deres hænder foran sig, var alt ok. Men hvis de tog hænderne om på ryggen, betød det at soldaterne var aggressive. Og så ville de der holdt øje ved vinduet, skynde sig at skjule vores venner.

Anne: Efter mange uger var der en gruppe vrede soldater der trængte ind på Betel. Jeg låste mig inde på badeværelset sammen med en søster hvor vi havde et lille skjulested inde i et skab med en falsk bagvæg. Søsteren kunne lige mase sig derind. Soldaterne var løbet efter mig op ad trapperne, og de var alle sammen bevæbnet med maskingeværer. De hamrede vredt på døren. Paul forsøgte at holde dem hen ved at sige: “Min kone er lige på toilettet.” Det tog noget tid at sætte den falske bagvæg og hylderne fast igen, og det larmede også, så jeg var sikker på at soldaterne havde gennemskuet hvad det var jeg havde gang i. Jeg begyndte bogstaveligt talt at ryste over hele kroppen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og var bange for at åbne døren. Jeg bad en stille bøn til Jehova om hjælp. Så låste jeg døren op, og på en eller anden måde lykkedes det mig at være helt rolig. En af soldaterne skubbede mig væk og gik lige hen til skabet, åbnede det og gennemrodede det. Han kunne slet ikke forstå at han ikke fandt noget. Så begyndte han og resten af gruppen at ransage de andre rum og loftet. Men der fandt de heller ingenting.

SANDHEDEN VAR ET LYS I MØRKET

Paul: I flere måneder var der desperat mangel på mad. Men den åndelige mad var det der holdt os oppe. Det åndelige morgenprogram på Betel var vores eneste “morgenmad”, og vi var virkelig taknemmelige for den indre styrke det gav os.

Men vi løb aldrig helt tør for mad og vand. Hvis det var sket og vi var blevet nødt til at gå ud for at hente forsyninger, ville dem vi skjulte, sandsynligvis være blevet henrettet. Nogle gange virkede det næsten som om Jehova sørgede for os på mirakuløs vis! Han dækkede vores behov og hjalp os til at håndtere vores frygt.

Jo mørkere verden omkring os blev, jo stærkere skinnede sandheden. Igen og igen måtte vores brødre og søstre flygte for deres liv, men de bevarede deres tro og værdighed. Nogle sagde at krigen var “en øvelse til den store trængsel.” Modige ældste og unge brødre gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe og gå foran. Når brødrene og søstrene måtte flygte, holdt de sig sammen, forkyndte i nye områder og holdt møder i midlertidige rigssale i bushen. Møderne var som trygge havne midt i et oprørt hav af fortvivlelse, og forkyndelsen hjalp vennerne til at holde ud. Når vi uddelte nødhjælp, rørte det os dybt at vennerne ikke bad om tøj men om forkyndertasker. Mennesker der var fortvivlede og traumatiserede, var ivrige efter at lytte til den gode nyhed. De var imponerede over hvor glade og positive forkynderne var – de skinnede som et lys i mørket. (Matt. 5:14-16) Selv nogle af de hårdeste soldater endte med at blive vores brødre på grund af alt det organisationen og vores venner gjorde.

JEHOVA GAV OS STYRKE NÅR VI SKULLE FORLADE VORES ÅNDELIGE FAMILIE

Paul: Nogle gange var vi nødt til at forlade landet; tre gange var det i kort tid, men to gange var det i et helt år. En missionærsøster satte ord på de følelser som vi også havde: “På Gilead lærte vi at lægge hjertet i vores opgave, og det har vi gjort. Så det at forlade vores brødre og søstre i så svær en situation er som at få hjertet revet ud.” Men som et lille plaster på såret havde vi stadig mulighed for at støtte arbejdet i Liberia når vi var tvunget til at være i nabolandene.

Anne: I maj 1996 tog fire af os afsted i Betels bil der var pakket med vigtige optegnelser. Vores mål var at køre til den anden ende af byen, 16 kilometer væk, hvor der var mere sikkert. Men præcis på det tidspunkt blev vores område angrebet. Vrede soldater skød op i luften, standsede os, trak tre af os ud af bilen, tog den og kørte væk mens Paul stadig var i den. Vi stod tilbage fuldstændig chokerede. Men pludselig kom Paul gående midt i menneskemængden med blod dryppende fra hovedet. Forvirrede som vi var, troede vi at han var blevet skudt, men så gik det op for os at han jo ikke ville kunne gå rundt hvis han var det. En af soldaterne havde slået ham da han skubbede ham ud af bilen. Heldigvis var der kun tale om et mindre sår.

En militærvogn i nærheden var proppet med skrækslagne mennesker. Vi klamrede os til ydersiden af vognen og kunne kun lige holde fast med fingerspidserne. Chaufføren kørte afsted i fuld fart, og vi var tæt på at falde af. Vi tryglede ham om at standse, men han var for bange til at høre efter. På en eller anden måde lykkedes det os at holde fast, men da turen var ovre, sad vores nerver uden på tøjet, og vores muskler dirrede af smerte.

Paul: Vi havde ikke andet end det beskidte, ødelagte tøj vi stod i, og vi kiggede på hinanden og kunne faktisk ikke forstå at vi var i live. Vi overnattede på en mark ved siden af en gennemhullet helikopter som dagen efter fløj os til Sierra Leone. Vi var taknemmelige for at være i live men dybt bekymrede for vores brødre og søstre.