Livskraften og åndedrættet. I jordiske skabninger, eller „sjæle“, er der både en livskraft, „ånd“, der gør dem levende, og et åndedræt som opretholder livskraften. Både ånden (livskraften) og åndedrættet er fra Gud, og han kan bringe livet til ophør ved at tage begge dele bort. (Sl 104:29; Es 42:5) På Vandflodens tid druknede både dyr og mennesker; deres åndedræt blev afbrudt, og livskraften blev udslukt. Den døde ud. „Alt hvad der havde livets krafts ånde [ordr.: „livets virksomme krafts (el. ånds) ånde“] i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ — 1Mo 7:22; se ÅND.

Da Gud skabte Adam, dannede han det menneskelige legeme. For at dette nyskabte legeme kunne leve og opretholde livet, havde det behov for både ånd (livskraft) og åndedræt. I 1 Mosebog 2:7 siges der at Gud „blæste livsånde [form af nesjamahʹ] ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl“. Denne „livsånde“ må være andet og mere end blot åndedrættet eller luften der strømmer ind i og ud af lungerne. Gud gav åbenbart Adam både ånden, livsgnisten og åndedrættet hvorved han kunne opretholde livet. Fra da af havde Adam liv som en person; han var i besiddelse af særlige personlighedstræk, og ved det han sagde og gjorde, kunne han vise at han stod højere end dyrene, at han var „søn af Gud“, skabt i Guds billede og lighed. — 1Mo 1:27; Lu 3:38.

Menneskers og dyrs liv afhænger både af den livskraft der blev indgivet i den første af hver art, og af åndedrættet som opretholder denne livskraft.