-
For 90 år siden begyndte jeg at ’huske min store Skaber’Vagttårnet – 2009 | 15. juli
-
-
Ved et stævne i London i 1931 efterlyste broder Rutherford frivillige til at forkynde den gode nyhed i udlandet. Jeg meldte mig, og sammen med Andrew Jack blev jeg sendt til Kaunas, der dengang var hovedstad i Litauen. Jeg var på det tidspunkt 18 år.
Jeg forkynder i udlandet
Dengang var Litauen et fattigt landbrugsland, og forkyndelse i landdistrikterne var noget af en udfordring. Det var ikke nemt at finde overnatningsmuligheder, og visse af logierne glemmer vi aldrig. For eksempel vågnede Andrew og jeg en nat fordi vi følte ubehag. Da vi have fået tændt vores olielampe, så vi at hele sengen var dækket med væggelus. Vi var blevet bidt fra fod til isse! For at lindre smerterne måtte jeg hele den næste uge begynde dagen med at stå i koldt vand til halsen i den nærmeste flod. Men vi var besluttede på at fortsætte vores tjeneste. Kort efter blev vores logiproblemer løst idet vi fik lov til at bo hos et ungt par der havde taget imod sandheden fra Bibelen. Deres hjem var ikke stort, men det var rent. Vi sov med glæde på gulvet. Det var væsentligt bedre end den lusede seng!
Litauen var på det tidspunkt domineret af romerskkatolske og russiskortodokse gejstlige, og det var kun de velhavende der havde råd til en bibel. Vores hovedmål var at nå ud til så stor en del af vores distrikt som muligt og at få uddelt så meget bibelsk litteratur til de interesserede som vi overhovedet kunne. Det første vi gjorde når vi kom til en by, var at finde et sted hvor vi kunne overnatte. Derefter gennemgik vi med forsigtighed de områder der lå uden for byen, og til sidst tog vi så hurtigt selve byen. På den måde kunne vi som regel fuldføre vores arbejde inden de lokale præster nåede at skabe problemer for os.
Postyr og omtale
I 1934 blev Andrew bedt om at tjene på afdelingskontoret i Kaunas, og John Sempey blev min nye makker. Vi havde nogle mindeværdige oplevelser. En dag forkyndte jeg på et advokatkontor i en lille by. Manden blev meget vred, hev en pistol frem fra en skuffe og sagde at jeg skulle se at forsvinde. Jeg bad hurtigt en stille bøn og huskede på Bibelens råd: „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ (Ordsp. 15:1) Så jeg sagde: „Jeg kom her som en ven med en god nyhed, og De skal have tak fordi De beherskede Dem.“ Manden fjernede fingeren fra aftrækkeren, og jeg bakkede forsigtigt ud af hans kontor.
Da jeg mødte John, fortalte han at han også havde haft noget af en oplevelse. Han var blevet taget med på politistationen, falskeligt anklaget for at have stjålet en stor pengeseddel fra en kvinde han havde mødt. John var blevet tvunget til at smide alt tøjet for at betjentene kunne se om han havde pengene på sig. Det havde han selvfølgelig ikke; og senere fandt man den rigtige tyv.
Begge disse begivenheder vakte en del postyr i den ellers så fredelige by og førte til en masse gratis omtale af vores arbejde!
Hemmelige missioner
En af vores mere risikable opgaver bestod i at transportere bibelsk litteratur ind i nabolandet Letland, hvor vores arbejde var forbudt. Cirka en gang om måneden rejste vi til Letland med et nattog. Efter at have afleveret litteraturen tog vi nogle gange videre til Estland for at hente flere bøger og blade, som vi så afleverede i Letland på tilbagevejen.
Jeg husker engang hvor en toldbetjent havde fået nys om vores aktiviteter. Han befalede os at stige af toget og tage litteraturen med til hans overordnede. John og jeg bad til Jehova om hjælp. Til vores store overraskelse fortalte betjenten ikke sin overordnede hvad det var vi havde med. Han sagde blot: „Disse mænd har noget at deklarere.“ Jeg „deklarerede“ så litteraturen som noget der skulle hjælpe folk i skoler og på uddannelsesinstitutioner til at forstå betydningen af det der skete i vores problemfyldte verden. Toldbetjenten vinkede os igennem, og vi fik afleveret litteraturen uden problemer.
Efterhånden som den politiske situation i de baltiske lande forværredes, voksede modstanden mod Jehovas Vidner, og også i Litauen blev forkyndelsesarbejdet forbudt. Andrew og John blev udvist, og fordi Anden Verdenskrig ulmede, blev alle britiske statsborgere, også jeg, bedt om at forlade landet. Hvor var det vemodigt at tage af sted.
-
-
For 90 år siden begyndte jeg at ’huske min store Skaber’Vagttårnet – 2009 | 15. juli
-
-
Engang forkyndte jeg i et område i udkanten af Belfast der var fyldt med store villaer. Her mødte jeg en russisk kvinde som tidligere havde boet i Litauen. Da jeg viste hende noget litteratur, pegede hun på en af bøgerne og sagde: „Den dér har jeg. Den har jeg fået af min onkel der er professor ved universitetet i Kaunas.“ Hun viste mig bogen Skabelsen på polsk. Margenen var fyldt med notater. Hvor blev hun overrasket da hun fandt ud af at det var mig der havde givet hendes onkel bogen engang jeg havde mødt ham i Kaunas! — Præd. 11:1.
-
-
For 90 år siden begyndte jeg at ’huske min store Skaber’Vagttårnet – 2009 | 15. juli
-
-
I Litauen besøgte jeg en by der hedder Šiauliai, hvor jeg havde tjent som pioner. Ved en sammenkomst dér fortalte en broder: „For mange år siden købte min mor og jeg et hus inde i byen. Vi var i gang med at rydde loftet for skrammel da jeg stødte på bøgerne Guds Verdensplan og Guds Harpe. Jeg læste i dem, og det gik op for mig at jeg havde fundet sandheden. Det må have været dig der for mange år siden efterlod bøgerne i det hus!“
Jeg overværede også et kredsstævne i en by hvor jeg havde været pioner. Jeg havde været til stævne dér 65 år forinden, og dengang var der 35 til stede. Det var en stor glæde nu at se ud over en tilhørerskare på 1500. Jehova har i sandhed velsignet arbejdet!
-