Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Ensomhed i en verden fuld af kommunikation
    Vågn op! – 2010 | September
    • I bogen Loneliness — Human Nature and the Need for Social Connection [Ensomhed — menneskets natur og behovet for social kontakt] giver forskerne John T. Cacioppo og William Patrick en grundig behandling af emnet ensomhed. De henviser til en undersøgelse der siger at „øget brug af internettet kan føre til større social isolation og depression når det erstatter mere direkte former for menneskelig kontakt“.

      Den hektiske tilværelse i det moderne samfund er ikke ligefrem noget der fremmer en varm menneskelig kontakt. Et smil og et kærligt blik kan som regel ikke videregives over telefonen eller gennem en besked på computeren.

      Det ovennævnte kan gælde på arbejdspladsen, men i endnu højere grad i familien. I mange hjem kommer og går familiens medlemmer uden hverken at spise eller tale sammen. Teenagere har deres egne computere og lever praktisk talt isoleret fra resten af familien. Ironisk nok føler mange unge sig ensomme trods alt deres elektroniske kommunikationsudstyr.

      I dag kan ensomhed endog være en trussel mod ægteskabet. Mangel på kommunikation kan føre til at ægtefællerne lever parallelle liv — lever side om side uden at deres veje krydses. En følelse af at være alene selvom man lever sammen med en ægtefælle, er en af de mest frustrerende former for ensomhed.

      Eneforsørgere må nogle gange kæmpe særlig meget med ensomhedsfølelse. Noget af det der kan afskære dem fra samvær med deres børn og forstærke følelsen af at være alene, er de elektroniske kommunikationsmidler. Der er desuden mange ugifte der ikke får opfyldt deres følelsesmæssige behov fordi de ikke kan finde den partner de længes efter.

  • Ensomhed — hvad kan årsagen være?
    Vågn op! – 2010 | September
    • Hvad kan årsagen være til at man føler sig ensom?

      ● Isolation i storbyer

      I storbyer lever tusinder — endda millioner — af mennesker tæt på hinanden. Men paradoksalt nok fører det at folk lever i så tætbefolkede områder, til at mange føler sig ensomme. Storbyens stress og jag kan være en hindring for at man lærer sine naboer at kende. Byboere ender derfor med at bo blandt fremmede. Den udbredte mistro over for fremmede og ønsket om at beskytte sit privatliv er sandsynligvis en af de største årsager til ensomhedsfølelsen i storbyer.

      ● Umenneskelige arbejdsforhold

      Den måde mange store forretningskoncerner og industriforetagender bliver ledet på, har ført til at deres ansatte på alle niveauer føler sig ensomme og utilstrækkelige. Mange er konstant stressede på grund af det pres de udsættes for.

      Dertil kommer at den systematiske forflyttelse af ansatte i store virksomheder skaber en følelse af usikkerhed, isolation og ensomhed. I en kommentar til en bølge af selvmord blandt personalet i nogle franske virksomheder skrev avisen International Herald Tribune at mange franske arbejdere føler sig „presset ud over hvad de kan klare, på grund af de pludselige økonomiske forandringer“.

      ● Kold kommunikation

      Professor Tetsuro Saito i Japan har sagt: „Evnen til at kommunikere vil nødvendigvis blive ringere efterhånden som mobiltelefoner og andre apparater kommer imellem folk.“ I Australien skrev The Sunday Telegraph: „Teknologien . . . får folk til at distancere sig følelsesmæssigt fra hinanden. Folk . . . e-mailer eller sms’er i stedet for at tale sammen.“

      Rachel på 21 fra Frankrig har forklaret hvorfor hun føler sig så ensom. Hun siger beklagende: „Jeg synes ikke længere man ses så meget, for folk mener det er nok at sms’e, e-maile og chatte online. Men det får mig bare til at føle mig endnu mere ensom.“

      ● Flytning

      Den økonomiske krise har ført til øget mobilitet, idet folk tvinges til at flytte for at kunne beholde eller få et arbejde. Dermed bliver de revet væk fra deres naboer, venner, skole og somme tider familie. De der på den måde er blevet rykket op med rode, føler sig som en plante der er blevet omplantet men ikke har fået rødderne med sig.

      Francis kan huske den dag han kom til Frankrig fra Ghana. Han forklarer: „Sprogbarrieren, mangelen på venner og det kolde klima bidrog alt sammen til at jeg følte mig meget ensom.“

      Behjat fortæller åbent om dengang hun kom til England som immigrant: „Det var meget svært at vænne sig til den anderledes kultur. Jeg havde nogle bekendte men ingen nære venner eller familiemedlemmer som jeg rigtig kunne snakke med og fortælle om mine følelser.“

      ● Tabet af en ægtefælle

      Tabet af en ægtefælle efterlader et stort tomrum hos den der står tilbage. Det kan især være tilfældet for en der længe har passet og plejet sin ægtefælle. Der kan i tiden efter opstå en følelse af fuldstændig tomhed.

      Fernande, en enke der bor i Paris, forklarer: „Det der er sværest for mig, er at jeg ikke længere kan betro mig til min bedste ven — min mand.“ Anny siger at hun især savner sin mand når hun „skal træffe vigtige beslutninger i forbindelse med helbredsproblemer og andet“.

      ● Skilsmisse, separation og ufrivilligt singleliv

      I kølvandet på en skilsmisse eller en separation følger ofte en følelse af ensomhed og fiasko. Børnene lider som regel mest, mere end man tidligere var opmærksom på. Nogle eksperter mener at skilsmissebørn er mere tilbøjelige til at blive ensomme som voksne.

      De der er enlige fordi de ikke kan finde en passende ægtefælle, oplever almindeligvis perioder med ensomhed. Denne følelse kan forstærkes når andre kommer med taktløse kommentarer som: „Tror du ikke du ville blive mere glad hvis du blev gift?“

      Også enlige forældre kan være ensomme. Selvom der er mange glæder forbundet med at have børn, er der også problemer, og enlige forældre må selv løse dem, uden at have en partner at snakke med.

      ● Alderdom og unges uerfarenhed

      Ældre kan ofte føle sig ensomme, også selvom de ikke bliver forsømt af deres familie. Familien og vennerne kommer måske af og til på besøg, men hvad så med resten af tiden — de dage eller uger hvor der eventuelt ikke kommer nogen?

      I den anden ende af aldersskalaen er der de unge, og ofte lider de også af ensomhed. Mange bliver afhængige af adspredelser der isolerer dem fra andre — tv-kiggeri, computerspil og timelang brug af internettet.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del