HAR DU NOGEN SINDE betragtet et billede af dig selv som barn og tænkt: ’Hvor er livet egentlig kort’? Har du også spekuleret på om det er muligt at komme til at leve væsentlig længere end man gør i dag?

Mennesker har altid tragtet efter at forlænge deres liv og holde sig unge og raske. Men er dette ikke kun ønsketænkning? Lad os engang betragte nogles optimistiske synspunkter, og undersøge hvorfor der faktisk er grund til optimisme.

Menneskets søgen efter et langt liv

MENNESKETS søgen efter et langt liv er næsten lige så gammel som menneskeslægten. Det er derfor ikke overraskende at historien er rig på beretninger og myter om folk der har søgt efter hemmeligheden bag et langt liv.

For eksempel skulle den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León ifølge en legende have søgt efter ungdommens kilde da han drog nordpå fra Puerto Rico i 1513. Ifølge hans samtidige var det i virkeligheden for at skaffe sig slaver og vinde nye landområder. Han opdagede ikke en kilde der kunne give gamle ungdommen igen, men derimod det der i dag er kendt som Florida. Sagnet lever dog i bedste velgående.

Længere tilbage i tiden finder vi det akkadiske Gilgamesj-epos, der er nedskrevet på lertavler som tidsfæstes til før det 18. århundrede f.v.t. Det beretter om hvordan Gilgamesj efter sin ven Enkidus død blev besat af frygten for døden og rejste omkring i en ihærdig men forgæves søgen efter at opnå udødelighed.

I vor tid har James Hilton i sin roman Tabte Horisonter fra 1933 skildret et opdigtet land ved navn Shangri-la, hvor indbyggerne er næsten fuldkomne og lever særdeles længe i paradisiske omgivelser.

Også i dag er nogle optaget af usædvanlige og fantasifulde forehavender der skal skaffe dem et bedre og længere liv. Andre griber tingene lidt mere traditionelt an og overholder strenge sundhedsforskrifter eller går op i kost- og motionsvaner i håb om at de så vil tage sig yngre ud og have det bedre.

Som disse eksempler viser, er det et grundlæggende ønske hos mennesker at leve længe og lykkeligt.

Den videnskabelige synsvinkel

Studiet af aldringsprocessen og alderdomsproblemerne er blevet en seriøs videnskab. Anerkendte videnskabsfolk mener at de er på nippet til at opdage aldringsprocessens årsag. Nogle mener at den er ’indprogrammeret’ i generne, mens andre mener at den skyldes ophobede følgevirkninger af sygdomme og skadelige biprodukter af stofskiftet. Atter andre giver hormonerne eller immunsystemet skylden. Nogle videnskabsmænd mener at hvis aldringens årsag kan indkredses, kan den måske også fjernes.

I jagten på udødeligheden udviskes skillelinjen mellem videnskab og fantasi mere og mere. Et eksempel herpå er tanken om at man ved hjælp af gen- og cellemanipulation (kloning) kan frembringe en ekstra krop med identiske egenskaber, hvorfra man så kan hente nye organer til erstatning af defekte legemsdele — ligesom når man sætter reservedele i en bil. Ifølge nogle videnskabsmænd er der teoretisk set ingen grænse for hvad man kan ved hjælp af genteknik.

Nogle går et skridt videre og griber til nedfrysning. Metodens fortalere går ind for at man ved sin død nedfryses indtil der med tiden er fundet et middel mod det der i dag er uhelbredeligt. Derpå, mener de, kan kroppen optøs og genoplives — måske til et længere og lykkeligere liv.

Hvad har man så fået ud af de anstrengelser og de umådelige millionsummer der er blevet investeret i forskningen? Er vi tættere på at sprænge dødens bånd end alle de milliarder af mennesker der har levet og er døde før os?

Hvordan er udsigterne?

At dømme efter de forhåbningsfulde erklæringer og forudsigelser man hører fra nogle af dem der har forsket i emnet, kunne det se ud til at en betydelig længere levetid end vi er vant til, venter lige om hjørnet. Her følger et udpluk af nogle prognoser fra sidst i 1960’erne:

„Den viden vi skaffer os ved en sådan søgen, vil udstyre os med de våben vi behøver for at bekæmpe den sidste fjende — døden — på dens eget territorium. Det vil bringe relativ udødelighed inden for rækkevidde . . . Det kan måske blive en realitet i vor tid.“ — Alan E. Nourse, læge og skribent.

„Vi vil overvinde alderdomsproblemet fuldstændig, sådan at ulykker i det væsentligste vil være den eneste dødsårsag.“ — Augustus B. Kinzel, daværende præsident for Salk-instituttet for Biologiske Studier.

„Udødelighed (i betydningen ubegrænset levetid) er teknisk opnåeligt, ikke blot for vore efterkommere, men også for os selv.“ — Robert C. W. Ettinger i The Prospect of Immortality.

Ikke alle gerontologer (alderdomsforskere) og forskere var lige så uforbeholdne, men syntes stort set at være enige om at man ved udgangen af dette århundrede ville kunne beherske aldringsprocessen, og at levetiden ville blive stærkt forlænget.

Hvordan tegner udsigterne sig nu, så tæt som vi er på århundredets afslutning? Er længere levetid, for ikke at tale om udødelighed, inden for rækkevidde? Tænk over følgende:

„Mange gerontologer er enige om at der for tiden hersker stor forvirring inden for vort felt. Vi ved ikke hvilke mekanismer der ligger til grund for aldringsprocessen, og vi er heller ikke i stand til at måle den i biokemisk forstand.“ — Journal of Gerontology, september 1986.

„Ingen ved nøjagtig hvad aldringsprocessen er eller hvorfor den forløber så forskelligt hos mennesker. Der er heller ingen der ved hvordan man skal forlænge menneskets levetid, skønt der ofte fremsættes bedrageriske og til tider farlige påstande af plattenslagere som hævder at kunne forlænge folks liv, og af andre der spekulerer i de ældres frygt og sygdomme.“ — FDA Consumer, den amerikanske sundhedsstyrelses officielle tidsskrift, oktober 1988.

Spådommenes forudsigelser om at mennesket ville besejre døden og forlænge livet i det uendelige, har tydeligvis været forhastede. Trods alle forsøg ligger udødelighed ad videnskabelig vej langt uden for vor rækkevidde. Betyder det da at vi må vente på et større gennembrud i videnskaben eller teknologien før vi kan forlænge eller i det mindste forbedre livet?

Et længere og lykkeligere liv nu?

Forskerne har ikke afsløret hemmeligheden bag et langt liv, men de har fundet ud af meget vedrørende livet og aldringsprocessen. Og noget af deres viden kan man med fordel indrette sig efter.

For eksempel har eksperimenter med dyr afsløret at „minimal indtagelse af føde under kontrollerede forhold kan forlænge den maksimale levetid med over 50 procent og udsætte mange af de problemer der er forbundet med høj alder,“ beretter Londonavisen The Times. Det har fået nogle til at undersøge om det samme gælder mennesker.

Som følge heraf anbefaler dr. Roy Walford i sin bog The 120-Year Diet en kalorie- og fedtfattig kost med høj næringsværdi, samt et godt motionsprogram. Han henviser til Okinawas befolkning som eksempel. I forhold til den japanske gennemsnitskost indeholder deres kost cirka 40 procent færre kalorier, og Okinawa „har fra 5 til 40 gange så mange hundredårige som de andre japanske øer“.

Beboerne i Kaukasusområdet i den vestlige del af Sovjetunionen bliver også tit fremdraget som eksempler med hensyn til høj alder. Sula Benet, der har boet blandt de lokale, fortæller i sin bog How to Live to Be 100 at usædvanlig mange lever en sund og aktiv tilværelse selv når de er langt over 100, og adskillige siges at have levet længere end 140 år. Hun bemærker at „to faktorer går igen i kaukasiernes kostvaner: 1. Ingen forspiser sig . . . 2. De får særdeles mange naturlige vitaminer gennem friske grøntsager.“ Desuden „giver deres arbejde dem ikke blot motion, men også bevidstheden om at de yder et meningsfuldt bidrag til deres samfund“.

Hvad man kan gøre

Er løsningen så at flytte til Okinawa, Kaukasus eller et andet område hvor lokalbefolkningen lever længe? Næppe. Men noget kan man gøre. Man kan efterligne de gode vaner hos disse levedygtige mennesker og følge kompetente lægers, ernæringsfysiologers og sundhedseksperters råd.

Næsten alle eksperter er enige om at man bør vise mådehold. Det betyder ikke blot at man skal holde øje med hvor meget man spiser, men også at man skal være opmærksom på at få nærende og sund mad. Det er også en kendt sag at det er godt med regelmæssig motion. Man kan ikke undgå at få det bedre hvis man gør en fornuftig indsats for at efterleve disse principper og aflægge det moderne samfunds skadelige vaner, for eksempel rygning og misbrug af narkotika og alkohol.

Jo bedre vi behandler vort legeme, jo sundere vil vi selvsagt blive. Og jo sundere vi er, desto større er muligheden for at vi lever længe. Men uanset hvad vi gør, vil den gennemsnitlige levealder forblive 70 til 80 år, som Bibelen påpeger. (Salme 90:10) Er der håb om at denne levealder vil blive forlænget, og i bekræftende fald, hvor meget?

[Ramme på side 5]

Hvor gammel er du?

Du er måske ikke klar over det, men du er faktisk meget ældre end du tror. Biologerne gør opmærksom på at en kvindes æggestokke allerede ved hendes fødsel indeholder alle de æg hun kommer til at frembringe. Hvis din mor var 30 år da du blev undfanget, var det æg der blev til dig altså allerede 30 år gammelt på det tidspunkt.

Det får dig nok ikke til at føle dig ældre; men dag for dag bliver du ældre. Alle, unge såvel som gamle, ældes. De fleste af os vil gerne bremse denne proces — ja, allerhelst standse den.

Hvor længe kan vi leve?

„MANGE der lever i dag, vil få mulighed for at leve særdeles længe. Selv udødelighed forekommer nu at være muligt.“

„Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“

Hvad er forskellen på disse to udtalelser? Den første er fremsat af dr. Lawrence E. Lamb, lægevidenskabelig skribent og professor, i hans bog Get Ready for Immortality, der blev udgivet i 1975. Den anden er titlen på et offentligt foredrag og en efterfølgende bog af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident. Foredraget blev første gang holdt i Los Angeles i 1918.

De to tilsyneladende ens budskaber bygger imidlertid på vidt forskellig tænkning og forskning. Dr. Lambs ord er typiske for hans mange meningsfæller, der formoder at den lægevidenskabelige forskning i blandt andet aldringsprocessen snart vil løse alderdommens gåde og sætte os i stand til at besejre døden. Men trods videnskabens landvindinger med hensyn til at forlænge middellevetiden og hjælpe mange til en bedre tilværelse, er og bliver forudsigelserne om udødelighed kun optimistiske spådomme.

J. F. Rutherford støttede sig derimod ikke til videnskaben eller lægekunsten, men byggede sit foredrag på Bibelens forudsigelser. Ud fra opfyldte bibelprofetier påviste han at menneskehedens verden var trådt ind i „endens tid“. (Daniel 12:4) Han kom derefter ind på det bibelsk begrundede håb om at ligesom Noa og hans familie overlevede en verdensødelæggelse, sådan vil millioner overleve den nuværende verdens ødelæggelse og komme ind i en retfærdig ny verden, hvor de vil leve evigt på en paradisisk jord. — Mattæus 24:37-39; Åbenbaringen 21:3, 4.

Mange blandt tilhørerne fandt Rutherfords tale utrolig. Også i dag mener mange at det er urealistisk og verdensfjernt at tale om evigt liv på jorden under et gudsstyre. (Salme 37:10, 11, 29) Men er Bibelens forklaring på hvorfor vi bliver gamle og dør egentlig så utrolig? Hvad siger den helt nøjagtigt om emnet?

Skabt til at leve, ikke til at dø

Logisk nok indledes Bibelen med beretningen om menneskelivets begyndelse. I Første Mosebogs første kapitel læser vi at Gud efter at have skabt det første menneskepar „velsignede dem, og . . . sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ — 1 Mosebog 1:28.

For at udføre denne opgave måtte det første menneskepar, Adam og Eva, nødvendigvis leve meget længe, og det samme måtte deres børn. Men hvor længe? Læser man videre i Første Mosebog nævnes der intet om en fastsat levetid for Adam og Eva. Men de måtte opfylde én betingelse for at blive ved med at leve. Gud sagde til Adam: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:17.

Det var altså kun hvis de overtrådte Guds bud at de skulle dø. I modsat fald kunne de se frem til et uendeligt liv i det jordiske paradis der kaldtes Eden. Mennesket blev tydeligvis skabt til at leve, ikke til at dø.

Beretningen i Første Mosebog fortæller videre at det første menneskepar valgte at tilsidesætte Guds utvetydige bud, og derved syndede. Deres ulydighed påførte først dem selv og derefter deres efterkommere dødens fordømmelse. Århundreder senere udtalte apostelen Paulus at „synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet“. — Romerne 5:12.

Ifølge arvelighedslovene kunne Adam og Eva kun videregive det de selv havde, til deres efterkommere. De var skabt sådan at de kunne give fuldkomment, uendeligt liv i arv til fremtidige slægtled. Men nu da deres tilværelse var blevet skæmmet af synden og døden, kunne de ikke længere skænke deres afkom denne storslåede arv. Synden, ufuldkommenheden og døden har lige siden været hele menneskehedens lod, trods alt hvad man har gjort for at forlænge menneskets levetid.

I en vis forstand kan dette sammenlignes med et dataprogram der er behæftet med en fejl. Medmindre fejlen lokaliseres og rettes, vil programmet fungere utilfredsstillende, måske med katastrofale følger. Mennesket har ikke kunnet lokalisere, endsige rette, den nedarvede fejl der medfører at legemsfunktionerne lidt efter lidt svigter, med aldring og død til følge. Men vor Skaber, Jehova Gud, har taget skridt til at afhjælpe fejlen. Hvad er hans løsning?

Gud lod sin søn Jesus Kristus, „den sidste Adam“, ofre sit fuldkomne liv og derved i realiteten træde i stedet for den oprindelige Adam som vor forfader og livgiver. Lydige mennesker kan derfor blive regnet for værdige til at modtage evigt liv som børn af deres ’Evige Fader’, Jesus Kristus, frem for at blive dømt til at dø som børn af synderen Adam. Jesus sagde selv: „Dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv.“ — 1 Korinther 15:45; Esajas 9:6; Johannes 3:16; 6:40.

Ved slutningen af sin jordiske tjeneste kom Jesus i en bøn til sin himmelske Fader ind på hvad der kræves for at man kan opnå den storslåede belønning som livet er: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

„Som træets dage“

Forestil dig at du planter en californisk kæmpefyr og ser den vokse over hundrede meter op, og at du kan følge med i dens vækst så længe den lever. Forestil dig så at du planter endnu et kæmpefyrretræ tusinder af år senere, for atter at glæde dig over dets vækst og skønhed.

Er det en realistisk forestilling? Ja, for den bygger på et løfte fra menneskets Skaber, Jehova Gud, der siger: „Som træets dage skal mit folks dage blive.“ (Esajas 65:22) Dette løfte er med til at besvare spørgsmålet: Hvor længe kan mennesket leve? Svaret er: Ubegrænset, ja, for evigt. — Salme 133:3.

Netop nu udgår nedenstående indbydelse: „’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Denne indbydelse lader Jehova Gud udgå til alle retsindige. Vi indbydes til at drage nytte af Guds åndelige foranstaltninger til evigt liv på en paradisisk jord.

Vælger du at tage imod indbydelsen? Om du kommer til at leve længe, ja, for evigt, afhænger af hvad du vælger nu!

[Ramme på side 7]

DEN FORVENTEDE LEVETID

En person der blev født i Nordamerika eller Vesteuropa ved slutningen af det 18. århundrede, kunne forvente at leve 35 til 40 år. I dag kan mænd og kvinder i Danmark forvente at leve henholdsvis 71,8 og 77,6 år, og lignende fremskridt er gjort i andre lande. Med hensyn til levetid udnytter vi i dag vore ressourcer bedre; men er der grænser for hvor meget man kan forlænge den forventede levetid?

I nyere historisk tid har ingen levet eller kunnet forvente at leve 500, 300 eller blot 200 år. Trods lægevidenskabens landvindinger er den forventede levetid stadig under 80 år. Dog berettes der om nogle der lever 140 eller endog 150 år, og på Bibelens tid blev nogle flere hundrede år gamle. Er dette blot sagn og legender?

Interessant nok hedder det i The New Encyclopædia Britannica at „menneskets nøjagtige levealder er ukendt“. Artiklen uddyber emnet med det tankeeksperiment at hvis et menneske blev 150 år, „skulle der ikke være nogen gyldig grund til at afvise muligheden for at et andet menneske blev 150 år og ét minut. Og hvis man kan gå med til 150 år og ét minut, hvorfor da ikke 150 år og to minutter, og så videre?“ Artiklen fortsætter: „Man kan ikke ud fra den nuværende viden om levetiden sætte et præcist åremål på menneskelivet.“

Hvad kan man udlede heraf? Ganske enkelt at lægevidenskabens indsigt i aldringsprocessen og døden har de nuværende menneskelige forhold som forudsætning. Det afgørende spørgsmål er om mennesket altid har været underlagt de samme forhold og om disse vil bestå altid. Guds løfte lyder: „Se! Jeg gør alting nyt.“ Og i den nye verden der hastigt nærmer sig, vil Gud „tørre hver tåre af [menneskenes] øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Illustration på side 8, 9]

’En flod med livets vand, klar som krystal, flød ud fra Guds trone.’ — Åbenbaringen 22:1.