Efter sit besøg ved stævnet i Usólje-Sibírskoje i Sibirien skrev en journalist for den sovjetiske avis Leninskij Put’: „Det er forbløffende at iagttage hvor høflige Jehovas vidner er og i hvor høj grad de har øje for hinandens behov. Jeg vil aldrig glemme de ord der lød ved stævnet: ’Du må ikke stjæle! Du må ikke lyve! Du må ikke drikke [umådeholdent]! Vær flittig! Hjælp din næste!’ Det er principper som folk i almindelighed burde efterleve. Men ofte glemmer vi dem.

Imponerende var også den broderlige indstilling eller hjælpsomhed man viste hinanden på tilhørerpladserne. En kvinde gav os en avis så vi ikke behøvede at sidde på den støvede bænk. Da det begyndte at regne overlod en ung kvinde mig sin paraply med et smil, og en mand i nærheden nærmest trak en gennemblødt dreng ind under sin paraply. . . .Selve atmosfæren ved stævnet fik én til at føle sig lidt bedre tilpas, lidt mere kultiveret og ædel. Det var umuligt ikke at besvare de fremmedes venlighed med et smil. . . . Da vi forlod stadion følte vi os rensede og havde fornemmelsen af at have oplevet noget smukt.“

Under dåben ved stævnet i Usólje-Sibírskoje så en journalist til sin forundring russere omfavne og lykønske en nydøbt af burjatfolket. Skønt Sibirien generelt er fri for etniske fordomme, er ægte venskaber mellem russere og sådanne folkeslag sjældne. „Hvordan overvinder I etniske skel?“ spurgte journalisten.

„Ved at efterleve det bibelske princip ’du skal elske din næste som dig selv’,“ lød svaret.

Tilsvarende blev der på Khimik Stadion i Usólje-Sibírskoje bygget 52 ekstra toiletter til brug under stævnet.

I Sovjetunionen blev 11 busser fra byen Angársk venligt eskorteret til stævnet i Usólje-Sibírskoje af to biler fra ordenspolitiet — én kørte foran, en anden bagved!

Bestræbelser for at være til stede

Mange måtte rejse langt og bringe store personlige ofre — især de delegerede ved visse af de sovjetiske stævner. Nogle havde sparet sammen et helt år for at kunne betale deres rejse. En delegation rejste over 3200 kilometer fra havnebyen Vladivostók ved Stillehavet for at komme til Usólje-Sibírskoje. Der kom tolv andre delegerede fra øen Sakhalin i Stillehavet nord for Japan. En af dem var en ung mand på 20 år der rejste sammen med tre andre unge som han havde bibelstudium med.

En buschauffør fra Sajanogórsk som gerne ville døbes i Usólje, bad vedholdende sin arbejdsgiver om et par fridage for at kunne overvære stævnet, men chefen modsatte sig det. Derfor kørte manden til byen Abakán og fik skaffet en kopi af det sovjetiske dokument af 27. marts 1990 hvori Jehovas Vidner officielt blev anerkendt som en religiøs organisation. Selv efter at have set dokumentet ville chefen ikke lade ham få fri. Men om morgenen den dag stævnerejsen skulle påbegyndes spurgte manden, efter en inderlig bøn til Jehova, igen om lov til at få fri — og fik det langt om længe.

[Illustrationer på side 15]

Herover: Nogle af de toiletter der blev opført til brug ved stævnet i Usólje-Sibírskoje i Sibirien