Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehova viser os loyal kærlighed
    Vagttårnet (studieudgave) – 2021 | November
    • STUDIEARTIKEL 44

      Jehova viser os loyal kærlighed

      ‘Jehovas loyale kærlighed varer evigt.’ – SL. 136:1.

      SANG NR. 108 Guds loyale kærlighed

      FORMÅLa

      1. Hvilken tilskyndelse giver Jehova os?

      JEHOVA betragter loyal kærlighed som noget meget vigtigt. (Hos. 6:6) Det vil han også gerne have at hans tjenere gør. Gennem profeten Mika tilskynder han os til at ‘elske loyal kærlighed’. (Mika 6:8, fdn.) Men for at kunne gøre det må vi selvfølgelig vide hvad loyal kærlighed er.

      2. Hvad er loyal kærlighed?

      2 Udtrykket “loyal kærlighed” bruges omkring 230 gange i Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen. Under “Ordforklaring” i den oversættelse står der at udtrykket beskriver “en kærlighed der udspringer af både pligtfølelse, troskab, loyalitet og dyb hengivenhed. Udtrykket bruges ofte om Guds kærlighed til mennesker, men det bruges også om kærlighed imellem mennesker.” Jehova er det fuldkomne eksempel i at vise loyal kærlighed. I den her artikel vil vi se nærmere på hvordan han viser den kærlighed over for os mennesker. Og i den næste artikel vil vi drøfte hvordan vi kan efterligne Jehova ved at vise hinanden loyal kærlighed.

      JEHOVA ER “FULD AF LOYAL KÆRLIGHED”

      3. Hvad fortalte Jehova Moses?

      3 Kort efter at israelitterne havde forladt Egypten, forklarede Jehova Moses nogle vidunderlige ting om sit navn og sine egenskaber. Han sagde: “Jehova, Jehova, en barmhjertig og medfølende Gud, der ikke hurtigt bliver vred, men er fuld af loyal kærlighed og sandhed, som viser loyal kærlighed mod tusinder, tilgiver fejltrin og overtrædelse og synd.” (2. Mos. 34:6, 7) Med disse smukke ord åbenbarede Jehova noget helt særligt om sin loyale kærlighed. Hvad er det?

      4-5. (a) Hvordan beskrev Jehova sig selv? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?

      4 Jehova sagde ikke bare at han havde egenskaben loyal kærlighed. Nej, han sagde at han er “fuld af loyal kærlighed”. Det udtryk findes syv andre steder i Bibelen. (4. Mos. 14:18; Neh. 9:17; Sl. 86:15; 103:8; 145:8; Joel 2:13; Jon. 4:2) Udtrykket bruges kun om Jehova, aldrig om mennesker. Er det ikke tankevækkende at Jehova fremhæver sin loyale kærlighed på den måde? Han betragter tydeligvis den egenskab som meget vigtig!b Der er ikke noget at sige til at kong David udbrød: “Jehova, din loyale kærlighed når til himlen ... Hvor er din loyale kærlighed dyrebar, Gud! I dine vingers skygge søger mennesker tilflugt.” (Sl. 36:5, 7) Værdsætter du Jehovas loyale kærlighed lige så meget som David gjorde?

      5 Vi vil nu se på to spørgsmål i forbindelse med denne smukke egenskab, nemlig: Hvem viser Jehova loyal kærlighed? Og hvad betyder det for os at Jehova viser loyal kærlighed?

      HVEM VISER JEHOVA LOYAL KÆRLIGHED?

      6. Hvem viser Jehova loyal kærlighed?

      6 I Bibelen nævnes der flere ting man kan elske, for eksempel “landbrug”, “retledning”, “vin og olie” og “visdom”. (2. Krøn. 26:10; Ordsp. 12:1; 21:17; 29:3) Men loyal kærlighed er noget særligt. Man kan ikke vise loyal kærlighed mod ting eller begreber, kun mod personer. Det betyder dog ikke at Jehova viser loyal kærlighed mod hvem som helst. Han viser kun denne egenskab over for dem der har et nært forhold til ham. Jehova er loyal mod sine venner. Han har lovet os en fantastisk fremtid, og han vil aldrig opgive os!

      Mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund. Collage: Udtryk for Jehovas kærlighed. 1. Sol og regn. 2. Blomster, planter og træer. 3. Mulighed for at få gavn af løskøbelsen.

      Jehova sørger for mange gode ting til menneskeheden, også til dem der ikke tjener ham (Se paragraf 7)c

      7. Hvordan har Jehova vist kærlighed mod menneskeheden?

      7 Jehova har vist hele menneskeheden stor kærlighed. Jesus sagde til en mand der hed Nikodemus: “Gud elskede verden [dvs. menneskeheden] så meget at han gav sin enestefødte Søn for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv.” – Joh. 3:1, 16; Matt. 5:44, 45.

      Collage: 1. Kong David spiller på harpe og synger. 2. Profeten Daniel læser i en skriftrulle.

      Kong David og profeten Daniel gav under inspiration udtryk for at Jehova viser loyal kærlighed mod dem der kender og respekterer ham, elsker ham og adlyder hans bud (Se paragraf 8-9)

      8-9. (a) Hvorfor viser Jehova sine tjenere loyal kærlighed? (b) Hvad vil vi nu se nærmere på?

      8 Som vi var inde på før, viser Jehova kun loyal kærlighed mod dem der har et godt forhold til ham – altså hans tjenere. Det kan vi tydeligt se ud fra noget kong David og profeten Daniel sagde. For eksempel kom David med denne anmodning til Jehova: “Bliv ved med at vise din loyale kærlighed mod dem der kender dig.” Han sagde også: “Jehovas loyale kærlighed mod dem der har dyb respekt for ham, varer evigt.” Og i en bøn til Jehova sagde Daniel: “Du ... viser loyal kærlighed mod dem der elsker dig og holder dine bud.” (Sl. 36:10; 103:17; Dan. 9:4) Ifølge disse vers fra Guds inspirerede ord viser Jehova sine tjenere loyal kærlighed fordi de kender og respekterer ham, elsker ham og adlyder hans bud. Jehova viser kun loyal kærlighed over for sine tjenere, mennesker der tilbeder ham på den måde han godkender.

      9 Før vi begyndte at tilbede Jehova, oplevede vi den kærlighed Jehova viser mod hele menneskeheden. (Sl. 104:14) Men nu hvor vi er hans tjenere, viser han os også loyal kærlighed. Faktisk har Jehova givet os hver især det her løfte: “Min loyale kærlighed vil jeg aldrig flytte væk fra dig.” (Esa. 54:10) Som David selv havde erfaret: “Jehova vil gøre noget særligt for sin loyale.” (Sl. 4:3) Hvordan skal vi reagere når vi mærker at Jehova viser os særlig omsorg? I en af salmerne står der: “Den vise vil lægge mærke til dette og tænke over Jehovas store loyale kærlighed.” (Sl. 107:43) Med det råd i tanke vil vi nu se nærmere på tre måder Jehova viser os loyal kærlighed på, og hvad det betyder for os.

      HVAD BETYDER DET FOR OS AT JEHOVA VISER LOYAL KÆRLIGHED?

      Jehovas tjenere fremhævet i midten af hele menneskeheden. Collage: Udtryk for Jehovas loyale kærlighed. 1. Evig kærlighed, understreges med et billede af Jorden omgivet af stjernehimlen. 2. Tilgivelse, understreges med et billede af en søster der sidder og beder. 3. Åndelig beskyttelse, understreges med et billede af en bymur. I baggrunden ser man udtryk for den kærlighed Jehova viser alle mennesker. 4. Sol og regn. 5. Blomster, planter og træer. 6. Løskøbelsen.

      Jehova viser særlig omsorg over for dem der tilbeder ham (Se paragraf 10-16)d

      10. Hvordan hjælper det os at Guds loyale kærlighed varer evigt? (Salme 31:7)

      10 Jehovas loyale kærlighed varer evigt. Dette vigtige aspekt af loyal kærlighed bliver nævnt 26 gange i Salme 136. I det første vers står der: “Tak Jehova, for han er god; hans loyale kærlighed varer evigt.” (Sl. 136:1) I hvert eneste vers fra vers 2 til 26 gentages dette omkvæd: “For hans loyale kærlighed varer evigt.” Når man læser salmen, kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvordan Jehova på mange forskellige måder og uden ophør viser loyal kærlighed. Omkvædet “for hans loyale kærlighed varer evigt”, forsikrer os om at Jehovas kærlighed til hans folk aldrig forandrer sig. Jehova opgiver ikke bare sine tjenere! Han knytter sig til dem og er nær hos dem – især når de har det svært. Hvad det betyder for os: Vi ved at Jehova altid vil være der for os, og det giver os den indre glæde og styrke vi behøver for at kunne holde ud i svære tider og fortsætte med at tjene ham. – Læs Salme 31:7.

      11. Hvad er det ifølge Salme 86:5 der får Jehova til at tilgive?

      11 Guds loyale kærlighed får ham til at tilgive os. Når en der har syndet, viser ægte anger og ændrer sin måde at leve på, ser Jehova det, og hans loyale kærlighed får ham til at tilgive vedkommende. David sagde om Jehova: “Han har ikke gengældt os vores synder, og han har ikke behandlet os som vi har fortjent på grund af vores fejltrin.” (Sl. 103:8-11) David vidste af egen erfaring hvor tungt det er at gå rundt med dårlig samvittighed. Men han havde også oplevet at Jehova er “villig til at tilgive”. I Salme 86:5 kan vi se at David desuden var klar over hvad der motiverer Jehova til at tilgive. (Læs). Som David sagde, tilgiver Jehova sine tjenere fordi han strømmer over med loyal kærlighed til alle der kalder på ham.

      12-13. Hvad må vi minde os selv om hvis vi bliver ved med at være plaget af skyldfølelse?

      12 Når vi har begået en synd, er det både passende og gavnligt at vi bliver kede af det vi har gjort. Det kan motivere os til at angre og rette op på tingene. Men nogle af Guds tjenere bliver ved med at være plaget af skyldfølelse fordi de engang har gjort noget forkert. De har en følelse af at Jehova aldrig vil kunne tilgive dem – uanset hvor meget de angrer. Hvis du har det sådan, kan det hjælpe dig at sætte dig ind i hvor ivrig Jehova er efter at vise sine tjenere loyal kærlighed.

      13 Hvad det betyder for os: Vi mennesker er ufuldkomne, men vi kan alligevel tjene Jehova med glæde og en ren samvittighed. Hvorfor er det muligt? Fordi “hans Søn Jesus’ blod renser os for al synd”. (1. Joh. 1:7) Når du er ked af det fordi du har gjort noget forkert, så mind dig selv om at Jehova både er villig til og ivrig efter at tilgive os når vi angrer. Læg mærke til hvordan David forbandt Jehovas loyale kærlighed med hans tilgivelse. Han skrev: “Lige så højt som himlen er hævet over jorden, lige så stor er hans loyale kærlighed mod dem der har dyb respekt for ham. Så langt som solopgangen er fra solnedgangen, så langt har han fjernet vores overtrædelser fra os.” (Sl. 103:11, 12) Ja, Jehova “vil frit tilgive”. – Esa. 55:7.

      14. Hvilket aspekt af Guds loyale kærlighed beskrev David?

      14 Guds loyale kærlighed får ham til at beskytte os åndeligt. I en bøn til Jehova sagde David: “Du er et skjulested for mig; du vil værne mig mod ulykke. Du vil redde mig og omgive mig med jubelråb. ... Den der stoler på Jehova, er omfavnet af hans loyale kærlighed.” (Sl. 32:7, 10) Jehovas loyale kærlighed omfavner os og beskytter os mod alt hvad der kunne skade vores forhold til ham, ligesom murene omkring en by i fortiden beskyttede indbyggerne. Jehovas loyale kærlighed får ham også til at drage os til sig. – Jer. 31:3.

      15. I hvilken forstand er Jehovas loyale kærlighed som en tilflugt og en fæstning?

      15 David beskrev også i andre salmer at Jehova beskytter sit folk. Han skrev: “Du, min Gud, er min sikre tilflugt, den Gud der viser mig loyal kærlighed.” Og et andet sted skrev han: “Han er min loyale kærlighed og min fæstning, min sikre tilflugt og den der redder mig, mit skjold og den jeg søger beskyttelse hos.” (Sl. 59:17; 144:2) Hvorfor sammenlignede David Jehovas loyale kærlighed med et tilflugtssted og en fæstning? Fordi vi der tjener Jehova, kan være sikre på at Han vil give os al den åndelige beskyttelse vi behøver for at kunne bevare vores dyrebare forhold til ham – uanset hvor vi befinder os på jorden. Det bliver vi også forsikret om i Salme 91, hvor der står: “Jeg vil sige til Jehova: ‘Du er min tilflugt og min borg.’” (Sl. 91:1-3, 9, 14) Moses omtalte Jehova på en lignende måde. (Sl. 90:1, fdn.) Og hen imod slutningen af sit liv fremhævede Moses en hjertevarmende detalje da han skrev: “Gud er en tilflugt fra gammel tid, hans evige arme holder dig oppe.” (5. Mos. 33:27) Udtrykket “hans evige arme holder dig oppe”, lærer os noget vigtigt om Jehova.

      16. Hvordan hjælper Jehova os? (Salme 136:23)

      16 Når Jehova er vores tilflugt, kan vi føle os helt trygge. Men det ændrer ikke på at vi nogle gange kan føle at vi er nede i et sort hul. Hvad vil Jehova så gøre for os? (Læs Salme 136:23). Han vil sørge for at holde os oppe ved nænsomt at støtte os og hjælpe os så vi kan komme ovenpå igen. (Sl. 28:9; 94:18) Hvad det betyder for os: Vi ved at vi altid kan stole på Jehova, og det minder os om at vi som Jehovas tjenere oplever to særlige velsignelser. For det første har vi et sikkert tilflugtssted uanset hvor på jorden vi befinder os. For det andet er vores kærlige himmelske Far dybt interesseret i hvordan vi har det.

      VI KAN HAVE TILLID TIL AT JEHOVA VIL VISE OS LOYAL KÆRLIGHED

      17. Hvad kan vi være sikre på? (Salme 33:18-22)

      17 Artiklen her har vist at Jehova vil hjælpe os og støtte os så vi kan bevare et nært forhold til ham i svære tider. (2. Kor. 4:7-9) Som profeten Jeremias skrev: “Takket være Jehovas loyale kærlighed er vi ikke gået til grunde, for hans barmhjertighed ophører aldrig.” (Kla. 3:22) Vi kan have fuld tillid til at Jehova vil vise os loyal kærlighed, for i Bibelen får vi det her løfte: “Jehovas øje hviler på dem der frygter ham, på dem der venter på hans loyale kærlighed.” – Læs Salme 33:18-22.

      18-19. (a) Hvad må vi huske i forbindelse med Jehovas loyale kærlighed? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

      18 Inden vi lærte Jehova at kende, mærkede vi den kærlighed han viser hele menneskeheden. Men nu hvor vi er hans tjenere, oplever vi også hans loyale kærlighed. Den kærlighed får Jehova til at omfavne os med sine beskyttende arme. Han vil altid holde os nær til sig, og han vil opfylde de vidunderlige løfter han har givet os. Jehova ønsker inderligt at hjælpe os så det kan gå os godt! (Sl. 46:1, 2, 7) Uanset hvilke prøver vi bliver udsat for, må vi aldrig glemme at Jehova vil give os den styrke vi behøver for at kunne forblive trofaste mod ham!

      19 Artiklen her har forklaret hvordan Jehova viser sit folk loyal kærlighed. Men han ønsker også at vi viser hinanden loyal kærlighed. Hvordan kan vi gøre det? Det vil den næste artikel komme ind på.

  • Bliv ved med at vise hinanden loyal kærlighed
    Vagttårnet (studieudgave) – 2021 | November
    • STUDIEARTIKEL 45

      Bliv ved med at vise hinanden loyal kærlighed

      “Vis hinanden loyal kærlighed og barmhjertighed.” – ZAK. 7:9.

      SANG NR. 107 Kærlighedens vej

      FORMÅLa

      1-2. Hvilke grunde har vi til at vise hinanden loyal kærlighed?

      VI HAR mange gode grunde til at vise hinanden loyal kærlighed. Nogle af dem nævnes i Ordsprogenes Bog: “Giv ikke slip på loyal kærlighed og trofasthed. ... så vil du blive afholdt og anset for klog af både Gud og mennesker.” “At en mand har loyal kærlighed, gavner ham selv.” “Den der stræber efter at være retfærdig og vise loyal kærlighed, opnår liv, retfærdighed og ære.” – Ordsp. 3:3, 4; 11:17, fdn.; 21:21.

      2 Disse inspirerede ordsprog nævner tre grunde til at vi skal vise loyal kærlighed. For det første vil det få Jehova til at elske os endnu højere. For det andet gavner det os selv – for eksempel får vi stærkere venskaber. Og for det tredje fører det til velsignelser i fremtiden, deriblandt evigt liv! Der er altså gode grunde til at følge Jehovas opfordring: “Vis hinanden loyal kærlighed og barmhjertighed.” – Zak. 7:9.

      3. Hvilke spørgsmål vil vi få svar på?

      3 I den her artikel vil vi få svar på fire spørgsmål. Hvem skal vi vise loyal kærlighed? Hvad kan vi lære af Ruths Bog om det at vise loyal kærlighed? Hvordan kan vi vise loyal kærlighed i dag? Og hvad fører det til når vi viser loyal kærlighed?

      HVEM SKAL VI VISE LOYAL KÆRLIGHED?

      4. Hvordan kan vi efterligne Jehova? (Markus 10:29, 30)

      4 Som vi så i den forrige artikel, viser Jehova kun loyal kærlighed mod dem der elsker ham og tjener ham. (Dan. 9:4) Vi vil gerne “efterligne Gud som elskede børn”. (Ef. 5:1) Derfor må vi opdyrke et nært forhold til vores brødre og søstre og blive ved med at vise dem inderlig kærlighed. – Læs Markus 10:29, 30.

      5-6. Hvad kan der ligge i det at være loyal?

      5 Jo bedre vi forstår hvad loyal kærlighed er, jo lettere vil det være for os at vise vores trosfæller den form for kærlighed. Det er for eksempel vigtigt at vi forstår forskellen mellem loyal kærlighed og loyalitet – i hvert fald loyalitet sådan som mange bruger det ord. Tænk over det følgende eksempel.

      6 En der har arbejdet mange år for det samme firma, bliver nogle gange beskrevet som en loyal medarbejder. Men i alle de år har han måske aldrig mødt ejerne, og han er sikkert heller ikke altid enig i de beslutninger der bliver truffet. Han elsker ikke firmaet, men han passer sit arbejde fordi det giver ham mad på bordet og tag over hovedet. Måske bliver han i firmaet indtil han går på pension, men det kan også ske at han forlader det fordi han bliver tilbudt et bedre arbejde i et andet firma.

      7-8. (a) Hvad er det der motiverer en til at vise loyal kærlighed? (b) Hvorfor vil vi nu se nærmere på Ruths Bog?

      7 Forskellen mellem den loyalitet som medarbejderen viser, og loyal kærlighed findes i motivet. Hvad var det der fik Guds tjenere på Bibelens tid til at vise loyal kærlighed? De viste loyal kærlighed fordi deres hjerte motiverede dem til det, ikke fordi de var nødt til det. Tænk på David. Hans hjerte motiverede ham til at vise loyal kærlighed mod Jonatan selvom Jonatans far forsøgte at slå ham ihjel. Flere år efter at Jonatan var død, viste David også loyal kærlighed over for Mefiboshet, Jonatans søn. – 1. Sam. 20:9, 14, 15; 2. Sam. 4:4; 8:15; 9:1, 6, 7.

      8 Ruths Bog i Bibelen kan også give os en dybere forståelse af hvad loyal kærlighed er. Lad os i den forbindelse se hvad vi kan lære af nogle af personerne i den bog. Og bagefter vil vi drøfte hvordan vi kan bruge det vi lærer, i menigheden.b

      HVAD LÆRER RUTHS BOG OS OM LOYAL KÆRLIGHED?

      9. Hvad fik Noomi til at tænke at Jehova havde vendt sig imod hende?

      9 Ruths Bog indeholder beretningen om Noomi, hendes svigerdatter Ruth og Boaz, en mand som havde stor respekt for Gud og var i familie med Noomis mand. På grund af hungersnød i Israel flyttede Noomi til Moab sammen med sin mand og deres to sønner. Mens de var der, døde Noomis mand. Hendes to sønner giftede sig, men desværre døde begge sønner også. (Ruth 1:3-5; 2:1) De tragiske oplevelser tog hårdt på Noomi, og hun blev helt overvældet af sorg og smerte. Hun følte ligefrem at Jehova forsøgte at ødelægge hendes liv. Hun sagde: “Jehova har vendt sig imod mig.” Og: “Den Almægtige har gjort livet meget bittert for mig. ... Jehova har været imod mig og Den Almægtige har ramt mig med ulykke.” – Ruth 1:13, 20, 21.

      10. Hvordan reagerede Jehova på det Noomi sagde?

      10 Hvordan reagerede Jehova på Noomis bitre ord? Blev han vred på hende og overlod hende til sig selv? Langt fra! Han viste denne trofaste tjener stor empati. Jehova forstår at “undertrykkelse kan drive den kloge til vanvid”. (Præd. 7:7) Men Noomi havde brug for at blive hjulpet til at se at Jehova stadig var med hende. Hvordan sørgede Jehova for at hun blev det? (1. Sam. 2:8) Han motiverede Ruth til at hjælpe hende og vise hende loyal kærlighed. Ruth ønskede virkelig at være der for sin svigermor og hjalp hende på en mild og venlig måde til at blive åndeligt og følelsesmæssigt stærk igen. Hvad kan vi lære af Ruths eksempel?

      11. Hvad motiverer kærlige brødre og søstre til at støtte dem der har det svært?

      11 Loyal kærlighed motiverer os til at gøre noget for dem der har det svært. Ligesom Ruth var der for Noomi, er der mange i menigheden som er klar til at være der for brødre og søstre som har det svært, måske på grund af sorg eller depression. De elsker disse venner og vil gøre alt hvad de kan, for at hjælpe dem. (Ordsp. 12:25, fdn.; 24:10) De ønsker virkelig at “trøste dem der er nedtrykte, give støtte til de svage og være tålmodige med alle”. – 1. Thess. 5:14.

      En bror lytter opmærksomt til en anden bror der giver udtryk for sine følelser.

      Vi kan hjælpe en der har det svært, ved at være gode til at lytte (Se paragraf 12)

      12. Hvad er noget af det bedste vi kan gøre for en der har det svært?

      12 Noget af det bedste vi kan gøre for trosfæller der føler sig nede, er at lytte opmærksomt til dem og forsikre dem om at vi elsker dem. Jehova lægger mærke til det og værdsætter det når vi viser en af hans værdifulde tjenere omsorg. (Sl. 41:1) Som der står i Ordsprogene 19:17: “Den der viser venlighed mod de svage, låner ud til Jehova, og Han vil belønne ham for det han gør.”

      Ruth bliver hos sin svigermor, Noomi, mens Orpa vender tilbage til Moab. Ruth siger til Noomi: “Der hvor du går hen, vil jeg gå hen” (Se paragraf 13)

      13. Hvilke forskellige beslutninger traf Ruth og Orpa? Hvordan var Ruths beslutning et udtryk for loyal kærlighed? (Se forsidebilledet).

      13 Vi kan lære noget mere om loyal kærlighed ud fra en situation der opstod efter at Noomi havde mistet sin mand og sine to sønner. Da hun hørte at “Jehova havde taget sig af sit folk ved at give det mad”, besluttede hun sig for at vende tilbage til sit hjemland. (Ruth 1:6) Begge svigerdøtre valgte at tage med hende. Men på rejsen opfordrede Noomi dem tre gange til at vende tilbage til Moab. Hvordan reagerede de? “Orpa kyssede så sin svigermor farvel. Men Ruth insisterede på at blive hos hende.” (Ruth 1:7-14) Orpa fulgte altså Noomis opfordring og vendte tilbage – hun gjorde så at sige det man kunne forvente. Ruth kunne have gjort det samme som Orpa, hun var ikke forpligtet til at tage med Noomi. Men hvad valgte hun? Ruth ønskede inderligt at hjælpe sin svigermor, og motiveret af loyal kærlighed blev hun hos hende – Ruth gjorde mere end man kunne forvente. Loyal kærlighed fik hende til at blive hos Noomi. (Ruth 1:16, 17) Hvad lærer den del af beretningen os om loyal kærlighed?

      14. (a) Hvordan efterligner mange brødre og søstre Ruth? (b) Hvilke ofre glæder Jehova ifølge Hebræerne 13:16?

      14 Loyal kærlighed får os til at gøre mere end forventet. Også i dag er der mange brødre og søstre der viser loyal kærlighed over for deres trosfæller, og det gør de selvom de ikke kender dem personligt. Hvordan? For eksempel er de ivrige efter at hjælpe når de hører at nogle af vores venner er blevet ramt af en naturkatastrofe. Og hvis nogen i menigheden rammes af økonomiske problemer, forsøger de straks at finde ud af hvilke behov der er opstået, og hvordan de kan hjælpe. Ja, de gør mere end man kan forvente, ligesom de første kristne i Makedonien gjorde. De gav “mere end de kunne”, og bragte altså personlige ofre for at hjælpe trosfæller der var i nød. (2. Kor. 8:3) Det glæder Jehovas hjerte når han ser at vi viser loyal kærlighed på den måde! – Læs Hebræerne 13:16.

      HVORDAN KAN VI VISE LOYAL KÆRLIGHED?

      15-16. Hvordan viste Ruth at hun virkelig ønskede at hjælpe Noomi?

      15 Der er endnu flere værdifulde ting vi kan lære af beretningen i Ruths Bog. Lad os se på nogle af dem.

      16 Giv ikke op. Da Ruth tilbød sin svigermor at rejse med hende tilbage, forsøgte hun at tale hende fra det. Men Ruth gav ikke op. Med hvilket resultat? “Da Noomi forstod at Ruth var besluttet på at gå med hende, holdt hun op med at prøve at tale hende fra det.” – Ruth 1:15-18.

      17. Hvorfor giver vi ikke bare op når en umiddelbart afviser vores hjælp?

      17 Hvordan vi kan bruge det: Det kræver tålmodighed at hjælpe venner i menigheden der er nedtrykte, men vi må aldrig opgive dem. Måske vil de afvise vores hjælp til at begynde med. Men loyal kærlighed vil motivere os til at blive ved med at være der for dem. (Gal. 6:2) Med tiden vil vores bror eller søster forhåbentligt tage imod vores trøst og hjælp.

      18. Hvad må have gjort ondt på Ruth?

      18 Tag det ikke personligt. Da Noomi og Ruth ankom til Betlehem, mødte de nogle der kendte Noomi, og hun sagde til dem: “Jeg havde alt da jeg tog afsted, men Jehova har ført mig tomhændet tilbage.” (Ruth 1:21) Hvordan tror du det har påvirket Ruth at høre de ord? Ruth havde sat sig selv fuldstændigt til side for at hjælpe sin svigermor. Hun havde grædt sammen med hende, trøstet hende og vandret i dagevis sammen med hende. Og alligevel, mens Ruth stod lige ved siden af, sagde Noomi: “Jehova har ført mig tomhændet tilbage.” Hvor må det have gjort ondt at høre! Men selvom Noomi ikke gav udtryk for værdsættelse af alt det Ruth havde gjort, blev hun hos Noomi.

      19. Hvad vil hjælpe os til at blive ved med at støtte en der har det svært?

      19 Hvordan vi kan bruge det: En der har det svært, kommer nogle gange til at sige noget der gør os kede af det – også selvom vi har gjort en hel masse for ham eller hende. Men det er vigtigt at vi ikke tager det personligt. I stedet må vi blive ved med at støtte vores trosfælle og bede Jehova om hjælp til at finde ud af hvordan vi kan gøre det på den bedste måde. – Ordsp. 17:17.

      Collage: 1. Boaz taler med Ruth mens hun sanker på en mark. 2. En ældstebror taler med en søster i rigssalen.

      Hvordan kan ældste efterligne Boaz? (Se paragraf 20-21)

      20. Hvad gav Ruth styrke til at blive ved med at hjælpe Noomi?

      20 Vær opmærksom på hvem der har brug for opmuntring. Ruth havde vist Noomi stor loyal kærlighed, men nu havde hun også selv behov for at blive opmuntret. Og det sørgede Jehova for at hun blev gennem Boaz. Han sagde til Ruth: “Må Jehova belønne dig for det du har gjort, og må du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, nu hvor du har søgt ly under hans vinger.” Ruth blev dybt rørt over det Boaz sagde til hende. Hun svarede ham: “Du har trøstet mig og talt opmuntrende til din tjener.” (Ruth 2:12, 13) Opmuntringen fra Boaz kom på det helt rigtige tidspunkt og gav Ruth ny styrke.

      21. Hvad vil kærlige ældste sørge for, som det fremgår af Esajas 32:1, 2?

      21 Hvordan vi kan bruge det: De der viser loyal kærlighed ved at hjælpe andre, kan nogle gange selv have behov for at blive opmuntret. Da Boaz hørte om alt det Ruth gjorde for Noomi, sørgede han for at rose hende for det. På samme måde må ældste i menigheden sørge for at rose brødre og søstre der kærligt hjælper nogle der har det svært. Sådan en opmærksomhed kan give dem lige den styrke de behøver for at kunne blive ved med at hjælpe. – Læs Esajas 32:1, 2.

      DET GIVER GLÆDE AT VISE LOYAL KÆRLIGHED

      22-23. Hvilken forandring skete der i Noomis indstilling? Hvad kan have bidraget til forandringen? (Salme 136:23, 26)

      22 På et tidspunkt hjalp Boaz Ruth og Noomi så de kunne få mad på bordet. (Ruth 2:14-18) Hvordan reagerede Noomi på Boaz’ gavmildhed? Hun sagde: “Må han blive velsignet af Jehova, som viser de levende og de døde loyal kærlighed.” (Ruth 2:20a) Det var virkelig et vendepunkt for Noomi! Tidligere havde hun i sin sorg og smerte givet udtryk for at Jehova havde vendt sig imod hende, men nu kunne hun se at Jehova viste hende loyal kærlighed, og det fyldte hende med glæde. Hvad kan have hjulpet Noomi til at ændre indstilling?

      23 Hun begyndte at se Jehovas hånd i sit liv. Jehova havde gennem Ruth hjulpet hende til at klare rejsen tilbage til Juda. (Ruth 1:16) Noomi kunne også se hvordan Jehova hjalp dem da Boaz, som var en af dem der kunne løskøbe dem, viste hende og Ruth omsorg og gavmildhed.c (Ruth 2:19, 20b) Det var som om Noomi tænkte: ‘Nu kan jeg se det! Jehova har aldrig forladt mig – han har været der for mig hele tiden!’ (Læs Salme 136:23, 26). Noomi må have været dybt taknemmelig for at Ruth og Boaz ikke bare opgav hende. Ja, det må have fyldt dem alle tre med glæde at se hvordan det hele endte!

      24. Hvorfor vil vi blive ved med at vise vores trosfæller loyal kærlighed?

      24 Ruths Bog giver os virkelig en dybere forståelse af loyal kærlighed. Vi har blandt andet lært at loyal kærlighed motiverer os til ikke at give op når vi hjælper brødre og søstre der har det svært. Det er en kærlighed der motiverer os til at bringe ofre for at hjælpe og støtte dem. Og ældste må være opmærksomme på dem der viser andre loyal kærlighed, og rose dem for det. Når vi ser at nogle der har været langt nede, bliver glade tjenere for Jehova igen, fylder det os alle med dyb glæde. (Ap.G. 20:35) Men hvad er den vigtigste grund til at vi bliver ved med at vise loyal kærlighed? Vi vil gerne efterligne og glæde Jehova, der er “fuld af loyal kærlighed”. – 2. Mos. 34:6; Sl. 33:22.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del