Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvordan Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed
    Vagttårnet – 2002 | 15. maj
    • Hvordan Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed

      „Hvem er vís? Han vil . . . give agt på al Jehovas loyale hengivenhed.“ — SALME 107:43.

      1. Hvornår bliver udtrykket „loyal hengivenhed“ første gang brugt i Bibelen, og hvilke spørgsmål vedrørende denne egenskab vil vi se nærmere på?

      FOR cirka 4000 år siden sagde Abrahams nevø Lot om Jehova: „Du gør din loyale hengivenhed stor.“ (1 Mosebog 19:19) Dette er første gang udtrykket ’loyal hengivenhed’ forekommer i Bibelen. Jakob, No’omi, David og andre af Guds tjenere omtalte også denne egenskab som Jehova ejer. (1 Mosebog 32:10; Rut 1:8; 2 Samuel 2:6) Faktisk forekommer udtrykkene „loyal hengivenhed“ og „loyale hengivenhed“ over 250 gange i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Men hvad er Jehovas loyale hengivenhed? Hvem viste han sin loyale hengivenhed i fortiden? Og hvordan nyder vi gavn af den i dag?

      2. Hvorfor er det svært at definere det hebraiske ord der bliver oversat med „loyal hengivenhed“?

      2 I Bibelen stammer det ord der oversættes med „loyal hengivenhed“, fra et hebraisk ord der er så udtryksfuldt at der på de fleste sprog ikke findes noget enkelt ord med nøjagtig den samme betydning. Derfor dækker ord som „kærlighed“, „barmhjertighed“ og „trofasthed“ ikke tanken fuldstændig. Der synes ikke at være noget dansk ord som nøjagtigt udtrykker den fulde betydning af de hebraiske og græske ord der oversættes med „loyal hengivenhed“, men gengivelserne „loyal hengivenhed“ og „loyalitet“ er tæt på at have samme betydningsindhold. Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave med noter og henvisninger gengiver for det meste det hebraiske ord med „loyal hengivenhed“, men også nogle gange med „loyalitet“. — 2 Mosebog 15:13; Salme 5:7.

      HVORDAN „LOYAL HENGIVENHED“ ADSKILLER SIG FRA KÆRLIGHED OG LOYALITET

      3. Hvori adskiller loyal hengivenhed sig fra kærlighed eller det at elske noget?

      3 Udtrykket „loyal hengivenhed“ er nært forbundet med kærlighed og loyalitet. Men det adskiller sig fra disse egenskaber på nogle vigtige områder. Lad os først se på forskellen mellem „loyal hengivenhed“ og kærlighed eller det at elske noget. Man kan elske ting og begreber. Bibelen taler for eksempel om at man kan ’elske vin og olie’ eller ’elske visdom’. (Ordsprogene 21:17; 29:3) Men egenskaben loyal hengivenhed har at gøre med mennesker, ikke med begreber eller livløse ting. I Anden Mosebog 20:6 er der for eksempel tale om at Jehova „viser loyal hengivenhed mod endog den tusinde generation“.

      4. Hvordan adskiller loyal hengivenhed sig fra loyalitet?

      4 Det hebraiske ord der gengives med „loyal hengivenhed“, har også en bredere betydning end ordet „loyalitet“. På nogle sprog bliver ordet „loyalitet“ ofte brugt om den indstilling en underordnet bør have til en overordnet. Men som en forsker har bemærket, bruges udtrykket „loyal hengivenhed“ i bibelsk sammenhæng „oftest om det modsatte forhold: at den der sidder inde med magten, er loyal over for den svage, den der er i nød, eller den der står under ham“. Kong David kunne derfor sige i en bøn til Jehova: „Lad dit ansigt lyse over din tjener. Frels mig i din loyale hengivenhed.“ (Salme 31:16) Jehova, den der sidder inde med magten, bliver bedt om at vise loyal hengivenhed mod David, den der er i nød. Eftersom den der er i nød, ikke har myndighed over den der sidder inde med magten, vises den loyale hengivenhed i sådanne tilfælde af fri vilje, ikke af tvang.

      5. (a) Hvad kendetegner ifølge Bibelen Guds loyale hengivenhed? (b) Hvilke udtryk for Jehovas loyale hengivenhed vil vi se nærmere på?

      5 „Hvem er vís?“ spurgte salmisten. „Han vil . . . give agt på al Jehovas loyale hengivenhed.“ (Salme 107:43) Jehovas loyale hengivenhed kan resultere i udfrielse og bevarelse af liv. (Salme 6:4; 119:88, 159) Den er en hjælp og beskyttelse i vanskelige situationer. (Salme 31:16, 21; 40:11; 143:12) Denne egenskab gør det også muligt at komme på fode igen når man har syndet. (Salme 25:7) Ved at genopfriske nogle bibelske beretninger og bestemte skriftsteder vil vi se hvordan Jehova i sin loyale hengivenhed direkte har grebet ind til gavn for sine trofaste tjenere.

      UDFRIELSE — ET UDTRYK FOR LOYAL HENGIVENHED

      6, 7. (a) Hvordan kom Jehovas loyale hengivenhed på særlig måde til udtryk i Lots tilfælde? (b) Hvornår omtalte Lot Jehovas loyale hengivenhed?

      6 Måske kan man bedst forstå at Jehovas loyale hengivenhed spænder vidt, ved at se nærmere på nogle bibelske beretninger der viser noget om denne egenskab. I Første Mosebog 14:1-16 læser vi om at Abrahams nevø Lot bliver taget til fange af fjendtlige hære. Men Abraham reddede Lot. Lots liv kom igen i fare da Jehova besluttede at ødelægge byen Sodoma hvor Lot boede sammen med sin familie. — 1 Mosebog 18:20-22; 19:12, 13.

      7 Umiddelbart før Sodoma blev ødelagt, førte Jehovas engle Lot og hans familie ud af byen. Ved den lejlighed sagde Lot: „Din tjener har jo fundet yndest i dine øjne så du gør din loyale hengivenhed stor, den som du har vist over for mig for at bevare min sjæl i live.“ (1 Mosebog 19:16, 19) Med disse ord erkendte Lot at Jehova i usædvanlig grad havde vist sin loyale hengivenhed ved at udfri ham. I dette tilfælde kom Guds loyale hengivenhed til udtryk ved at Lot blev udfriet og derved bevarede livet. — 2 Peter 2:7.

      JEHOVAS LOYALE HENGIVENHED OG HANS LEDELSE

      8, 9. (a) Hvilken opgave fik Abrahams tjener? (b) Hvorfor bad tjeneren om at Gud ville vise ham loyal hengivenhed, og hvad skete der mens han bad?

      8 I Første Mosebog, kapitel 24, læser vi om et andet udtryk for Guds loyale hengivenhed. Beretningen fortæller at Abraham sendte sin tjener til det land hvor Abrahams slægtninge boede, for at han skulle finde en hustru til Isak. (Vers 2-4) Det var en vanskelig opgave, men tjeneren blev forsikret om at Jehovas engel ville lede ham. (Vers 7) Tjeneren nåede omsider frem til en brønd uden for „Nakors by“ (enten Karan eller en nærliggende by) netop på det tidspunkt hvor kvinderne kom derhen for at trække vand op. (Vers 10, 11) Da han så kvinderne nærme sig, vidste han at det afgørende øjeblik var kommet. Men hvordan skulle han bære sig ad med at finde den rette kvinde?

      9 Abrahams tjener var klar over at han havde brug for Guds ledelse, og bad derfor: „Jehova, min herre Abrahams Gud, lad det dog indtræffe for mig i dag og vis min herre Abraham loyal hengivenhed.“ (Vers 12) Hvordan ville Jehova lade sin loyale hengivenhed komme til udtryk? Tjeneren bad om et særligt tegn så han kunne vide hvem Gud havde udvalgt. (Vers 13, 14) En af kvinderne gjorde nøjagtig det han havde nævnt i en bøn til Jehova. Det var næsten som om hun havde hørt hvad han havde bedt om! (Vers 15-20) Tjeneren blev forbløffet og ’betragtede hende med undren’. Men han manglede stadig nogle vigtige oplysninger. Var denne smukke kvinde en af Abrahams slægtninge, og var hun stadig ugift? Han forholdt sig derfor tavs „for at få at vide om Jehova havde ladet hans færd lykkes eller ej“. — Vers 16, 21.

      10. Hvorfor sluttede Abrahams tjener at Jehova havde vist hans herre loyal hengivenhed?

      10 Kort efter fortalte den unge kvinde at hun var „datter af Betuel, Milkas søn, som hun fødte [Abrahams broder] Nakor“. (1 Mosebog 11:26; 24:24) Nu forstod tjeneren at Jehova havde besvaret hans bøn. Overvældet bøjede han sig og sagde: „Velsignet være Jehova, min herre Abrahams Gud, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed og sin trofasthed over for min herre. Mens jeg var på vej, har Jehova ført mig til min herres brødres hus.“ (Vers 27) Ved at lede tjeneren i denne vigtige sag viste Gud Abraham loyal hengivenhed.

      GUDS LOYALE HENGIVENHED HJÆLPER OG BESKYTTER

      11, 12. (a) Under hvilke prøvelser mærkede Josef Jehovas loyale hengivenhed? (b) Hvordan kom Guds loyale hengivenhed til udtryk i Josefs tilfælde?

      11 Lad os nu se nærmere på Første Mosebog, kapitel 39. Det handler om Abrahams oldebarn Josef, der blev solgt som træl og bragt til Ægypten. Men „Jehova var fortsat med Josef“. (Vers 1, 2) Selv Josefs ægyptiske herre, Potifar, nåede til den slutning at Jehova var med Josef. (Vers 3) Men Josef kom ud for en meget vanskelig prøve. Han blev falskeligt anklaget for voldtægtsforsøg mod Potifars hustru og blev kastet i fængsel. (Vers 7-20) I fangehullet mishandlede de hans fødder med fodjern. — 1 Mosebog 40:15; Salme 105:18.

      12 Hvad skete der med Josef i denne prøvende situation? „Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed.“ (Vers 21a) Et særligt udtryk for loyal hengivenhed satte en kædereaktion i gang som senere førte til at Josef blev hjulpet i de prøvelser han gennemlevede. Jehova lod først Josef „finde yndest i fængselsøverstens øjne“. (Vers 21b) Det førte til at fængselsøversten tildelte Josef en ansvarsfuld stilling. (Vers 22) Dernæst traf Josef den mand der senere fortalte Ægyptens hersker, Farao, om ham. (1 Mosebog 40:1-4, 9-15; 41:9-14) Med tiden blev Josef ophøjet til at være den næstøverste i Ægypten, med det resultat at han kom til at udføre et livreddende arbejde i det hungerramte land. (1 Mosebog 41:37-55) Josefs lidelser begyndte da han var 17 år gammel, og varede ved i mere end 12 år! (1 Mosebog 37:2, 4; 41:46) Men i alle disse år med trængsler og prøvelser viste Jehova Gud sin loyale hengivenhed mod Josef ved at beskytte ham mod at gå helt til grunde og ved at bevare ham så han kunne indtage en vigtig plads i Guds hensigt.

      GUDS LOYALE HENGIVENHED SVIGTER ALDRIG

      13. (a) Hvilke udtryk for Jehovas loyale hengivenhed findes i Salme 136? (b) Hvad kan man sige om loyal hengivenhed?

      13 Jehova gav gentagne gange udtryk for sin loyale hengivenhed mod israelitterne som folk betragtet. I Salme 136 beskrives det hvordan han i sin loyale hengivenhed udfriede (vers 10-15), ledede (vers 16) og beskyttede sit folk (vers 17-20). Gud har også vist loyal hengivenhed mod enkeltpersoner. Den der viser loyal hengivenhed mod sine medmennesker, gør det frivilligt for at dække et vigtigt behov. Et bibelopslagsværk siger om loyal hengivenhed: „Der er tale om gerninger til bevarelse eller beskyttelse af liv; eller indgriben til gavn for nogle der er ramt af ulykke eller er i nød.“ En bibelkommentar beskriver denne egenskab som „kærlighed omsat i handling“.

      14, 15. Hvorfor kan vi være forvissede om at Lot var en af Guds godkendte tjenere?

      14 Af de beretninger fra Første Mosebog vi her har behandlet, fremgår det at Jehova aldrig undlader at vise dem der elsker ham, loyal hengivenhed. Lot, Abraham og Josef levede under meget forskelligartede forhold og kom ud for forskellige prøvelser. De var ufuldkomne, men var Jehovas godkendte tjenere og havde brug for hans hjælp. Det er trøstende at vide at vor kærlige himmelske Fader viser loyal hengivenhed over for sine tjenere.

      15 Lot traf nogle ukloge valg der førte til at han kom i vanskeligheder. (1 Mosebog 13:12, 13; 14:11, 12) Men han ejede også nogle rosværdige egenskaber. Da to af Guds engle ankom til Sodoma, tog Lot gæstfrit imod dem. (1 Mosebog 19:1-3) I tro advarede han sine svigersønner om at Sodoma snart ville blive ødelagt. (1 Mosebog 19:14) Vi kan læse om Guds syn på Lot i Andet Petersbrev 2:7-9: „[Jehova] udfriede den retfærdige Lot, som var stærkt plaget af lovbrydernes skamløse adfærd — for ved det denne retfærdige mand så og hørte mens han boede iblandt dem, pintes han dag efter dag i sin retfærdige sjæl på grund af deres lovløse gerninger — så forstår Jehova at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse.“ Ja, Lot var en retfærdig mand, og ordlyden i skriftstedet viser at han var gudfrygtig. Ligesom ham kan vi glæde os over at mærke Guds loyale hengivenhed når vi har „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. — 2 Peter 3:11, 12.

      16. I hvilke positive vendinger taler Bibelen om Abraham og Josef?

      16 Beretningen i Første Mosebog, kapitel 24, viser tydeligt at Abraham havde et nært forhold til Jehova. I det første vers læser vi at „Jehova havde velsignet Abraham i alt“. Abrahams tjener kaldte Jehova for „min herre Abrahams Gud“. (Vers 12, 27) Disciplen Jakob siger at Abraham blev „erklæret retfærdig“, og at han „blev kaldt ’Jehovas ven’“. (Jakob 2:21-23) Det samme gælder Josef. At der var et nært forhold mellem Josef og Jehova, bliver understreget i hele det 39. kapitel i Første Mosebog. (Vers 2, 3, 21, 23) Disciplen Stefanus sagde desuden om Josef: „Gud var med ham“. — Apostelgerninger 7:9.

      17. Hvad kan vi lære af det vi har læst om Lot, Abraham og Josef?

      17 Som vi har set, var de der mærkede Guds loyale hengivenhed, mennesker der havde et godt forhold til Jehova Gud og på forskellig vis havde en plads i Guds hensigt. De kom ud for udfordringer og trængsler som de ikke kunne have klaret i egen kraft. Lots liv skulle beskyttes, Abrahams slægtslinje skulle bevares, og Josefs plads i Jehovas hensigt skulle sikres. Kun Jehova kunne dække disse gudfrygtige menneskers behov, og det gjorde han ved at lade sin loyale hengivenhed komme til udtryk på forskellige måder. Hvis vi skal erfare Jehova Guds loyale hengivenhed for evigt, må vi også have et nært personligt forhold til ham og fortsætte med at gøre hans vilje. — Ezra 7:28; Salme 18:50.

      GUDS TJENERE ER BEGUNSTIGEDE

      18. Hvad viser forskellige skriftsteder os om Jehovas loyale hengivenhed?

      18 Jehovas loyale hengivenhed „har fyldt jorden“, og vi sætter stor pris på denne egenskab. (Salme 119:64) Vi kan helhjertet tilslutte os salmistens ord: „Lad dem takke Jehova for hans loyale hengivenhed og for hans undergerninger mod menneskesønnerne.“ (Salme 107:8, 15, 21, 31) Vi glæder os over at Jehova viser sin loyale hengivenhed mod dem han godkender — hvad enten det er hans tjenere som enkeltpersoner eller som folk betragtet. I en bøn kaldte profeten Daniel Jehova for „den sande Gud, den store og frygtindgydende, som holder fast ved pagten og den loyale hengivenhed over for dem der elsker ham og holder hans bud“. (Daniel 9:4) Kong David bad: „Lad din loyale hengivenhed vare ved mod dem der kender dig.“ (Salme 36:10) Vi er meget taknemmelige for at Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed. — 1 Kongebog 8:23; 1 Krønikebog 17:13.

      19. Hvilke spørgsmål skal vi se på i den næste artikel?

      19 Som Jehovas folk er vi højt begunstigede. Foruden at vi nyder gavn af den kærlighed Gud viser menneskeheden som et hele, kan vi også glæde os over særlige velsignelser som følge af vor himmelske Faders loyale hengivenhed. (Johannes 3:16) Det er især under særligt prøvende omstændigheder vi nyder gavn af denne dyrebare egenskab. (Salme 36:7) Men hvordan kan vi efterligne Jehova Guds loyale hengivenhed? Viser vi selv denne tiltalende egenskab? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

  • Vis loyal hengivenhed mod dem med særlige behov
    Vagttårnet – 2002 | 15. maj
    • Vis loyal hengivenhed mod dem med særlige behov

      „Vis hinanden loyal hengivenhed.“ — ZAKARIAS 7:9.

      1, 2. (a) Hvorfor bør vi vise loyal hengivenhed? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?

      JEHOVA GUDS ord tilskynder os til at ’elske loyal hengivenhed’. (Mika 6:8, fodnote) Det fortæller os også hvorfor vi bør gøre det. En af grundene er at den „der har loyal hengivenhed handler vel mod sin sjæl“. (Ordsprogene 11:17) Og hvor er det sandt! Når vi viser loyal hengivenhed, knytter vi nære og varige bånd til andre og kan glæde os over at få loyale venner. — Ordsprogene 18:24.

      2 Desuden siger Bibelen: „Den der jager efter retfærdighed og loyal hengivenhed, finder liv.“ (Ordsprogene 21:21) Når vi bestræber os for at vise loyal hengivenhed, vil vi opnå Guds kærlighed og få store velsignelser i fremtiden, deriblandt evigt liv. Men hvem kan vi vise loyal hengivenhed, og hvordan bærer man sig ad? Hvordan adskiller loyal hengivenhed sig fra menneskekærlighed, altså almindelig medmenneskelighed?

      MENNESKEKÆRLIGHED OG LOYAL HENGIVENHED

      3. Hvordan adskiller loyal hengivenhed sig fra menneskekærlighed?

      3 Hvad er forskellen mellem menneskekærlighed og loyal hengivenhed? De der viser almindelig medmenneskelighed, gør det ofte uden at have et nært, personligt forhold til dem de viser venlighed. Men hvis man viser nogen loyal hengivenhed, knytter man sig følelsesmæssigt til dem. Når der i Bibelen tales om at nogle viser loyal hengivenhed, er der ofte tale om nogle der i forvejen har et godt forhold til hinanden. (1 Mosebog 20:13; 2 Samuel 3:8; 16:17) Den loyale hengivenhed kan også vises fordi man selv er blevet venligt behandlet. (Josua 2:1, 12-14; 1 Samuel 15:6; 2 Samuel 10:1, 2) For at tydeliggøre forskellen kan vi sammenligne to bibelske beretninger, en om menneskekærlighed og en om loyal hengivenhed.

      4, 5. Hvordan viser de nævnte bibelske eksempler forskellen mellem menneskekærlighed og loyal hengivenhed?

      4 Et eksempel på nogle der viste menneskekærlighed, har vi i beretningen om en gruppe skibbrudne der strandede på øen Malta, deriblandt Paulus. (Apostelgerninger 27:37–28:1) Malteserne kendte ikke de skibbrudne, men de tog alligevel gæstfrit imod dem og viste dem „en usædvanlig menneskekærlighed“. (Apostelgerninger 28:2, 7) Deres gæstfrihed var et udtryk for at de i en akut situation viste næstekærlighed og hjalp fremmede i nød. Der var derfor tale om menneskekærlighed.

      5 Lad os nu se på et andet udtryk for kærlighed, nemlig den gæstfrihed kong David viste Mefibosjet, der var søn af hans ven Jonatan. David sagde til Mefibosjet: „Du selv skal til stadighed holde måltid ved mit bord.“ David fortalte ham også hvorfor han gjorde det: „Jeg vil afgjort vise dig loyal hengivenhed for din fader Jonatans skyld.“ (2 Samuel 9:6, 7, 13) Den gæstfrihed David blev ved med at vise Mefibosjet, omtales med rette som loyal hengivenhed, ikke kun som menneskekærlighed, for den var et udtryk for Davids loyalitet mod et allerede bestående forhold. (1 Samuel 18:3; 20:15, 42) På samme måde viser Guds tjenere i dag alle mennesker kærlighed, men mod deres trosfæller viser de en vedvarende loyal hengivenhed. — Mattæus 5:45; Galaterne 6:10.

      6. Hvad kendetegner ifølge Guds ord den loyale hengivenhed der kommer til udtryk mellem mennesker?

      6 For yderligere at belyse hvad der kendetegner loyal hengivenhed, vil vi se nærmere på tre bibelske beretninger. Heraf fremgår det at når mennesker viser loyal hengivenhed, vises den (1) i handling, (2) villigt og (3) især mod dem med særlige behov. Desuden viser beretningerne hvordan vi kan vise loyal hengivenhed i dag.

      EN FAR VISER LOYAL HENGIVENHED

      7. Hvad fortalte Abrahams tjener Betuel og Laban, og hvad lå ham på sinde?

      7 I Første Mosebog 24:28-67 læser vi den sidste del af beretningen om Abrahams tjener, som blev omtalt i den foregående artikel. Efter at have mødt Rebekka blev han inviteret hjem til hendes far, Betuel. (Vers 28-32) Her berettede han i detaljer om hvordan han søgte efter en hustru til Abrahams søn. (Vers 33-47) At hans færd indtil nu var lykkedes, betragtede han som et tegn fra Jehova, ’som havde ført ham på den rette vej for at han kunne hente sin herres broderdatter til hans søn’. (Vers 48) Tjeneren håbede uden tvivl at hans åbenhjertige beretning ville overbevise Betuel og hans søn Laban om at Jehova var med ham i den særlige opgave han var blevet betroet. Til sidst sagde tjeneren: „Hvis I virkelig vil vise min herre loyal hengivenhed og troskab, så fortæl mig det; og hvis ikke, så fortæl mig det, så jeg kan vende mig til højre eller til venstre.“ — Vers 49.

      8. Hvordan reagerede Betuel på tjenerens forespørgsel?

      8 Jehova havde allerede vist Abraham loyal hengivenhed. (1 Mosebog 24:12, 14, 27) Ville Betuel nu også vise ham loyal hengivenhed ved at lade Rebekka rejse med Abrahams tjener? Eller ville tjenerens lange rejse vise sig at have været forgæves? Det må have glædet Abrahams tjener at høre Laban og Betuel sige: „Fra Jehova er dette udgået.“ (Vers 50) De erkendte at det var Jehovas vilje, og valgte uden tøven at rette sig efter den. Dernæst gav Betuel udtryk for sin loyale hengivenhed ved at tilføje: „Her står Rebekka foran dig. Tag hende og gå, og lad hende blive hustru for din herres søn, sådan som Jehova har udtalt.“ (Vers 51) Rebekka fulgte villigt med Abrahams tjener, og kort efter blev hun Isaks elskede hustru. — Vers 49, 52-58, 67.

      EN SØN VISER LOYAL HENGIVENHED

      9, 10. (a) Hvad bad Jakob sin søn Josef om? (b) Hvordan viste Josef sin far loyal hengivenhed?

      9 Abrahams barnebarn Jakob blev også vist loyal hengivenhed. Som det berettes i Første Mosebog, kapitel 47, boede Jakob på det tidspunkt i Ægypten, og ’efterhånden nærmede dagene sig da han skulle dø’. (Vers 27-29) Men det bekymrede ham at han befandt sig uden for det land som Gud havde lovet Abraham. (1 Mosebog 15:18; 35:10, 12; 49:29-32) Jakob ønskede ikke at blive begravet i Ægypten, men udtrykte ønske om at blive begravet i Kana’ans land. Ville nogen være bedre i stand til at sørge for at hans ønske blev opfyldt end hans indflydelsesrige søn, Josef?

      10 Beretningen lyder: „[Jakob] tilkaldte sin søn Josef og sagde til ham: ’Jeg beder dig, hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, så . . . vis mig loyal hengivenhed og troskab: Jeg beder dig, begrav mig ikke i Ægypten. Men jeg skal ligge hos mine fædre, og du skal bære mig ud af Ægypten og begrave mig i deres grav.’“ (1 Mosebog 47:29, 30) Josef lovede at rette sig efter hans anmodning, og kort efter døde Jakob. Der siges at Josef og hans brødre derefter bar Jakob „til Kana’ans land og begravede ham i hulen på Makpelas mark, den mark som Abraham havde købt“. (1 Mosebog 50:5-8, 12-14) På den måde viste Josef sin far loyal hengivenhed.

      EN SVIGERDATTER VISER LOYAL HENGIVENHED

      11, 12. (a) Hvordan viste Rut loyal hengivenhed mod No’omi? (b) Hvordan var Ruts loyale hengivenhed bedre i det sidste tilfælde end i det første?

      11 I Ruts Bog læser vi hvordan moabitterinden Rut, der var enke, viste sin svigermor, No’omi, loyal hengivenhed. Da No’omi, der også var enke, besluttede at vende tilbage til Betlehem i Juda, gav Rut udtryk for sin loyale hengivenhed og faste beslutning med ordene: „Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) Ruts loyale hengivenhed kom senere til udtryk ved at hun indvilligede i at gifte sig med No’omis ældre slægtning Boaz.a (5 Mosebog 25:5, 6; Rut 3:6-9) Han sagde derfor til Rut: „I dette sidste tilfælde har du vist din loyale hengivenhed endnu bedre end i det første, ved at du ikke er gået efter de unge mænd, hverken dem der er ringe stillet eller dem der er rige.“ — Rut 3:10.

      12 ’Det første tilfælde’ hvor Rut viste loyal hengivenhed, sigter til dengang hun valgte at forlade sit folk og blive sammen med No’omi. (Rut 1:14; 2:11) Men selv dette blev overgået af ’det sidste tilfælde’ hvor Rut viste loyal hengivenhed ved at være villig til at gifte sig med Boaz. Rut ville nu kunne sørge for en arving til No’omi, som var ude over den alder hvor hun kunne få børn. Da Rut havde giftet sig med Boaz og senere fik en søn, sagde Betlehems kvinder: „Der er født No’omi en søn.“ (Rut 4:14, 17) Jehova belønnede Rut for hendes indstilling ved at give hende det store privilegium at blive stammoder til Jesus Kristus. — Rut 2:12; 3:11; 4:18-22; Mattæus 1:1, 5, 6.

      LOYAL HENGIVENHED KOMMER TIL UDTRYK I HANDLING

      13. Hvordan viste Betuel, Josef og Rut loyal hengivenhed?

      13 Lagde du mærke til at Betuel, Josef og Rut ikke blot viste loyal hengivenhed i ord, men også i handling? Betuel gav ikke alene sit samtykke til Rebekkas ægteskab med Isak, men sendte hende også af sted. (1 Mosebog 24:51, 59) Josef sagde ikke blot: „Jeg vil handle efter dit ord,“ men han og hans brødre „gjorde da med [Jakob] sådan som han havde påbudt dem.“ (1 Mosebog 47:30; 50:12, 13) Rut nøjedes ikke med at sige: „Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen,“ men hun forlod også sit folk og tog med No’omi, ’og de fortsatte begge rejsen indtil de kom til Betlehem’. (Rut 1:16, 19) Og da de var kommet til Juda, „gjorde [Rut] alt hvad hendes svigermoder havde påbudt hende“. (Rut 3:6) På den måde kom Ruts loyale hengivenhed også til udtryk i handling.

      14. (a) Hvordan viser Guds tjenere i dag loyal hengivenhed i handling? (b) Hvordan kommer dine trosfællers loyale hengivenhed til udtryk i din menighed?

      14 Det varmer en om hjertet at se hvordan Guds tjenere også i dag lader deres loyale hengivenhed komme til udtryk i handling. Tænk for eksempel på dem der gennem længere tid tager sig kærligt af syge, nedtrykte eller sørgende trosfæller. (Ordsprogene 12:25) Eller de mange Jehovas Vidner der trofast kører ældre brødre og søstre til menighedens ugentlige møder. Anna, der er 82 år gammel og plaget af gigt, taler på manges vegne når hun siger: „Det er en gave fra Jehova at jeg bliver kørt til alle møderne. Jeg takker ham af hele mit hjerte for at han har givet mig så kærlige brødre og søstre.“ Har du mulighed for at være med til at yde en sådan hjælp i din menighed? (1 Johannes 3:17, 18) Hvis du har, kan du være forvisset om at din loyale hengivenhed vil blive meget værdsat.

      EN LOYAL HENGIVENHED DER VISES VILLIGT

      15. Hvad mere kendetegner loyal hengivenhed, som det fremgår af de tre beretninger fra Bibelen?

      15 De bibelske beretninger vi her har set på, viser også at loyal hengivenhed vises villigt, af egen fri vilje og ikke fordi man er tvunget til det. Betuel samarbejdede villigt med Abrahams tjener, og det samme gjorde Rebekka. (1 Mosebog 24:51, 58) Josef viste også loyal hengivenhed uden at nogen pressede ham til det. (1 Mosebog 50:4, 5) Rut ’stod fast på at ville gå med No’omi’. (Rut 1:18) Da No’omi foreslog at Rut henvendte sig til Boaz, fik moabitterindens loyale hengivenhed hende til at sige: „Alt hvad du siger til mig, vil jeg gøre.“ — Rut 3:1-5.

      16, 17. Hvorfor er den loyale hengivenhed som Betuel, Josef og Rut viste, bemærkelsesværdig, og hvad fik dem til at vise denne egenskab?

      16 Betuels, Josefs og Ruts loyale hengivenhed er bemærkelsesværdig eftersom Abraham, Jakob og No’omi ikke kunne presse dem til at vise denne egenskab. Betuel var for eksempel ikke juridisk forpligtet til at lade sin datter rejse. Han kunne sagtens have sagt til Abrahams tjener at han gerne ville have sin flittige datter boende i nærheden. (1 Mosebog 24:18-20) Det stod også Josef frit for om han ville efterkomme sin fars anmodning, for Jakob ville være død og ville ikke kunne tvinge ham til at holde ord. No’omi lod Rut forstå at hun kunne blive i Moab. (Rut 1:8) Rut kunne også have bestemt at hun ville gifte sig med en af „de unge mænd“ i stedet for med Boaz, der var oppe i årene.

      17 Betuel, Josef og Rut viste loyal hengivenhed uden forbehold fordi de selv ønskede det. De følte sig moralsk forpligtede til at vise denne egenskab over for dem de allerede havde et vist forhold til, ligesom kong David senere følte sig forpligtet til at vise Mefibosjet loyal hengivenhed.

      18. (a) Med hvilken indstilling er kristne ældste hyrder for Guds hjord? (b) Hvad har en ældste sagt om det at hjælpe sine trosfæller?

      18 Guds tjenere i dag er stadig kendetegnet af at de viser hinanden loyal hengivenhed. Det gælder ikke mindst dem der er hyrder for Guds hjord. (Salme 110:3; 1 Thessaloniker 5:12) Ældste, eller tilsynsmænd, føler et ansvar for at leve op til den tillid man har vist dem ved at udnævne dem. (Apostelgerninger 20:28) Men deres loyale hengivenhed for menigheden kommer også til udtryk ved at de udfører deres hyrdearbejde villigt, ikke tvungent. (1 Peter 5:2) De ældste er hyrder for hjorden, både fordi det er deres ansvar, og fordi det er noget de gerne vil. De viser Jesu får loyal hengivenhed fordi det er noget de bør gøre, og fordi de ønsker at gøre det. (Johannes 21:15-17) „Jeg elsker at besøge brødrene i deres hjem eller blot kigge ind for at vise at jeg tænker på dem,“ siger en kristen ældste. „Det er en stor glæde og meget tilfredsstillende at hjælpe brødrene.“ Omsorgsfulde ældste i alle menigheder verden over kan af hele deres hjerte tilslutte sig disse ord.

      VIS LOYAL HENGIVENHED MOD DEM MED SÆRLIGE BEHOV

      19. Hvad bliver understreget vedrørende loyal hengivenhed i de bibelske beretninger vi har set på i denne artikel?

      19 De bibelske beretninger vi har gennemgået, understreger også at vi må vise loyal hengivenhed mod dem der har særlige behov som de ikke selv kan dække. For at Abraham kunne videreføre sin slægtslinje, havde han brug for Betuels hjælp. Jakob havde brug for Josefs hjælp hvis hans ønske om at blive begravet i Kana’an skulle indfries. Og No’omi havde brug for Ruts hjælp for at få en arving. Abraham, Jakob og No’omi kunne ikke selv dække deres behov. I dag bør vi også især vise loyal hengivenhed mod dem med særlige behov. (Ordsprogene 19:17) Vi bør efterligne patriarken Job der var opmærksom på „den nødstedte som råbte på hjælp, og den faderløse og den som ingen hjælper havde“, „den der var ved at gå til grunde“. Job gjorde også ’enkens hjerte glad’ og blev ’øjne for den blinde, og fødder for den halte’. — Job 29:12-15.

      20, 21. Hvem har brug for loyal hengivenhed, og hvad bør vi være besluttede på?

      20 Faktisk findes der i enhver kristen menighed ’nødstedte som råber på hjælp’. Det kan skyldes ensomhed, nedtrykthed, manglende selvværd, skuffelser over andre, dødsfald i familien eller alvorlig sygdom. Uanset årsagen kan disse kære brødre og søstre have nogle behov som vi villigt kan og bør dække ved til stadighed at vise loyal hengivenhed. — 1 Thessaloniker 5:14.

      21 Lad os derfor fortsætte med at efterligne Jehova Gud som er „rig på loyal hengivenhed“. (2 Mosebog 34:6; Efeserne 5:1) Det kan vi gøre ved villigt at hjælpe dem der har særlige behov. Derved vil vi ære Jehova og selv opnå stor glæde fordi vi ’viser hinanden loyal hengivenhed’. — Zakarias 7:9.

      [Fodnote]

      a Yderligere detaljer om hvilken form for ægteskab der her er tale om, findes i Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2, side 915, udgivet af Jehovas Vidner.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del