Skribent: Lukas

1. Hvordan er det evangelium Lukas har skrevet?

LUKASEVANGELIET blev skrevet af en mand med både hjerte og forstand, og dette bevirkede i forbindelse med Guds ånds ledelse at hans beretning blev både nøjagtig og fuld af varme og følelse. I de indledende vers siger han: „Jeg [har også] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge.“ Hans detaljerede, pertentlige beretning bekræfter til fulde at han har gennemgået alt meget omhyggeligt. — Luk. 1:3.

2, 3. Hvilke ydre og indre vidnesbyrd viser at det er lægen Lukas der har skrevet dette evangelium?

² Lukas nævnes ikke ved navn i beretningen, men vidnesbyrd fra oldtiden samstemmer i at den er skrevet af ham. Evangeliet tilskrives Lukas i Det Muratoriske Fragment (ca. 170 e.v.t.), og det blev accepteret som sådant af skribenter fra det andet århundrede som Irenæus og Clemens fra Alexandria. Indre vidnesbyrd peger også på at det er affattet af Lukas. Paulus omtaler ham i Kolossenserbrevet 4:14 som „Lukas, den elskede læge“, og Lukasevangeliet er netop præget af den orden og logik som man må forvente af en veluddannet mand, for eksempel en læge. På grund af sit gode sprog og store ordforråd (Lukasevangeliets ordforråd er større end de tre andre evangeliers tilsammen) kunne han behandle sit betydningsfulde emne på en meget nøjagtig og letfattelig måde. Hans beretning om den fortabte søn anses af nogle for at være den bedste fortælling der nogen sinde er skrevet.

³ I Lukasevangeliet findes mere end 300 lægeudtryk, eller ord som Lukas anvender i lægelig betydning, og det er udtryk som ingen andre kristne bibelskribenter bruger på samme måde (hvis de i det hele taget bruger dem).a Når Lukas for eksempel taler om spedalskhed bruger han ikke altid det samme ord som de andre. For dem er spedalskhed spedalskhed, men for lægen findes der forskellige stadier af spedalskhed — Lukas taler for eksempel om „en mand fuld af spedalskhed“. Om Lazarus siger han at han var „fuld af sår“. Ingen af de andre evangelister siger at Peters svigermoder havde „høj feber“. (5:12; 16:20; 4:38) De tre andre fortæller også at Peter huggede et øre af ypperstepræstens træl, men kun Lukas nævner at Jesus helbredte ham. (22:51) Man fornemmer også den grundige læge bag ordene om kvinden der „i atten år havde haft en svaghedsånd, og hun var krumbøjet og helt ude af stand til at rette sig op“. Og hvem andre end „Lukas, den elskede læge,“ ville have givet en så detaljeret beskrivelse af den førstehjælp som samaritaneren ydede en mand idet han „gød olie og vin på hans sår og forbandt dem“? — 13:11; 10:34.

5. Hvilket kildemateriale kan Lukas have brugt da han begyndte at gennemgå begivenhederne i Jesu liv?

⁵ Lukas var naturligvis ikke øjenvidne til alle de begivenheder han omtaler i sit evangelium, for han var ikke en af de tolv og kom sandsynligvis ikke engang til troen før efter Jesu død. Men han var meget nært knyttet til Paulus i missionærtjenesten. (2 Tim. 4:11; Filem. 24) Hans skrifter bærer da også præg af Paulus’ indflydelse, hvilket ses ved en sammenligning af beretningerne om Herrens aftensmåltid i Lukas 22:19, 20 og Første Korintherbrev 11:23-25. Lukas kan også have rådført sig med Mattæusevangeliet som kildemateriale. I sine bestræbelser for ’omhyggeligt at gå alle ting igennem’ kan han have udspurgt mange øjenvidner til begivenhederne i Jesu liv, for eksempel de disciple der stadig levede, og måske Jesu moder, Maria. Vi kan være sikre på at han i bestræbelserne for at samle nøjagtige oplysninger ikke lod nogen mulighed uforsøgt.

7. Hvad vidner stærkt om Lukasevangeliets pålidelighed?

⁷ Alt hvad Lukas har skrevet, vidner om at han er en fremragende fortæller. Hans beretninger er velordnede og nøjagtige, og det er et stærkt bevis på deres pålidelighed. Herom har en jurist engang skrevet: „Mens begivenhederne i eventyr, legender og falske vidneudsagn omhyggeligt henlægges til et fjernt sted og et ubestemt tidspunkt, hvilket er i modstrid med de første regler vi jurister lærer om god procedure, nemlig at erklæringen skal angive tid og sted, angiver Bibelen med største nøjagtighed tid og sted for de begivenheder den omtaler.“b Som bevis herfor citerede han Lukas 3:1, 2: „I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræas og Trakonitis’ land, og Lysanias var landsdelshersker i Abilene, og i den overordnede præst Annas’ og i Kajfas’ dage, kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“ Her er ingen usikkerhed med hensyn til tid og sted. Lukas nævner ikke færre end syv offentlige embedsmænd for at vi kan fastslå tidspunktet for begyndelsen til Johannes’ og Jesu tjeneste.