I 1968 lærte en ung mand fra Kočani i Makedonien sandheden at kende i Zagreb, hvor han gik på universitetet. Da han vendte hjem, fortalte han sin familie og sine venner om den gode nyhed.

„Denne unge mand var min fætter,“ fortæller Stojan Bogatinov, som var den første fra Kočani der blev døbt. „Jeg arbejdede som tjener, og en gang imellem fik mine arbejdskammerater og jeg en snak om religion. Engang efter at vi havde haft en sådan drøftelse, kom en fra den ortodokse kirke ind og bestilte et måltid mad. Mens jeg betjente ham, spurgte jeg om jeg kunne få en bibel fra hans kirke, for jeg ønskede inderligt at lære om Gud. Han sagde at han ville prøve at komme med en. Kort tid efter fik jeg mit eget eksemplar af Det Nye Testamente. Min glæde var så stor at jeg, da jeg fik fri, skyndte mig hjemad for at læse i den.

På vej hjem mødte jeg til min overraskelse min fætter, der var vendt hjem fra Zagreb. Han inviterede mig hjem til sig, men jeg sagde at jeg måtte takke nej, for jeg glædede mig til at komme hjem og læse i min bibel. Han sagde: ’Jeg har noget der vil interessere dig. Jeg har nogle bøger derhjemme der vil hjælpe dig til at forstå Bibelen.’ Vi tog hjem til ham. Hvor blev jeg glad da jeg så at han havde en komplet udgave af Bibelen, nogle brochurer samt Vagttårnet på kroatisk. Han tilbød mig publikationerne, og jeg begyndte omgående at læse i dem. Med det samme forstod jeg at det var noget særligt jeg læste. Jeg kendte ikke nogen Jehovas Vidner, men det kunne jeg godt tænke mig at komme til.

Da min fætter rejste tilbage til Zagreb, fulgte jeg med. I Zagreb åbnede en gæstfri forkynder ved navn Ivica Pavlaković sit hjem for mig, og der boede jeg i tre dage. I al den tid stillede jeg mange spørgsmål. Han besvarede dem altid ud fra Bibelen, og det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg overværede et menighedsmøde og blev opmuntret af det varme forhold der var mellem brødrene og søstrene.

Ivica tog mig med til Betel i Zagreb, og jeg forlod stedet glad om hjertet og med hænderne fulde af læsestof. Efter nogle få uforglemmelige dage vendte jeg tilbage til Kočani med den åndelige skat jeg havde fundet. Der var ingen Jehovas Vidner i nærheden af hvor jeg boede, så jeg begyndte regelmæssigt at skrive sammen med Ivica. Mine breve var fulde af spørgsmål, og han skrev tilbage og besvarede dem. Efterhånden som jeg fik større kundskab, fortalte jeg andre om det jeg lærte, og min kone og mine børn begyndte at vise interesse. Inden længe var vores familie forenede i sandheden, og vi lærte meget om Bibelen. Vi var lykkelige og begyndte begejstret at tale med resten af vores familie og vores venner om den gode nyhed; og mange lyttede til os. Men da vi begyndte at forkynde, mødte vi modstand.“

[Illustration på side 182]

Stojan Bogatinov