Mens broder Rutherford og hans medarbejdere sad i fængsel skulle der holdes et stævne i Pittsburgh i Pennsylvanien den 2.-5. januar 1919. Men det var ikke noget almindeligt stævne — det faldt sammen med Vagttårnsselskabets årsmøde, som skulle holdes lørdag den 4. januar 1919. Broder Rutherford var helt på det rene med betydningen af dette møde. Denne specielle lørdag eftermiddag ledte han efter broder Macmillan og fandt ham ude på fængselets tennisbane. Macmillan har gengivet den samtale der udspandt sig:

„Rutherford kom ud til mig og sagde: ’Mac — jeg vil gerne snakke med dig.’

’Om hvad?’

’Om det, der sker i Pittsburgh.’

’Jeg vil hellere spille turneringen færdig.’

’Er du ikke interesseret i, hvad der sker? Ved du ikke, at de vælger en leder idag? Måske bliver du udelukket og må blive her for stedse.’

’Broder Rutherford,’ sagde jeg. ’Må jeg fortælle dig noget, du måske ikke har tænkt på. Dette er første gang, siden selskabet blev etableret, at det kan blive helt åbenbart, hvem Jehova ønsker som præsident.’

’Hvad mener du med det?’

’Jeg mener, at broder Russell som øverste myndighed i virkeligheden kontrollerede valget, og at han selv udpegede de forskellige ledere. Nu, da vi tilsyneladende er ude af spillet, er sagen en hel anden. Men, hvis vi slap ud i tide til at nå frem til valgmøderne, ville vi træde ind og som en selvfølge overtage broder Russell’s plads og de samme æresbevisninger, som han modtog. Det kunne se ud, som om det mere var menneskeværk end Guds værk.’

Rutherford så bare tankefuld ud og gik bort.“

Den næste dag bankede broder Rutherford på Macmillans cellevæg og sagde: „Stik hånden ud.“ Så gav han Macmillan et telegram hvori der stod at han var blevet genvalgt til præsident. „Han var lykkelig for denne forvisning om, at det var Jehova, som ledede selskabet,“ fortalte Macmillan senere.