Siden den jødiske historiker Josefus’ tid har man formodet at „Magogs land“ havde forbindelse med de skytiske stammer i Nordøsteuropa og Centralasien. (Jewish Antiquities, I, 123 [vi, 1]) Klassiske forfattere fra den græske og den romerske tid beskriver skyterne som rovgriske og krigeriske barbarer fra nord, der havde store, veludrustede rytterhære og var dygtige bueskytter. Navnet „skyter“ er måske oprindelig afledt af navnet Asjkenaz, en anden efterkommer af Jafet (1Mo 10:2, 3), men i 1959-udgaven af Encyclopædia Britannica (bd. 20, s. 235) siges der at „navnet Skytien i hele den klassiske litteratur almindeligvis sigtede til alle områder nord og nordøst for Sortehavet, og en skyter (Skythēs) var enhver barbar der kom fra disse områder“. Også andre opslagsværker viser at betegnelsen „skyter“ blev brugt ret bredt om nomadestammerne nord for Kaukasus, på samme måde som udtrykket „tartar“ nu bruges. I The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge siges der således: „Navnet ’skytere’ var en elastisk betegnelse blandt oldtidens folkeslag, og det samme gjaldt det hebraiske ’Magog’.“ — Redigeret af S. Jackson, 1956, bd. V, s. 14.

Eftersom betegnelsen „skyter“, som Magog i regelen kædes sammen med, kom til at stå som et synonym for noget der var brutalt og fordærvet, henleder den tanken på en falden eller fornedret tilstand, i lighed med den tilstand Satan og hans engle har befundet sig i siden krigen i himmelen — en tilstand hvori han i vrede fører „krig mod de øvrige af [kvindens] afkom“, som beskrevet i Åbenbaringen 12:7-17. — Se GOG, 2.