Malakias skrev endvidere: „’Siden jeres forfædres dage er I veget bort fra mine forordninger og har ikke holdt dem. Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer,’ siger hærstyrkers Jehova.“ Israelitterne ville gerne vide hvad de helt præcist skulle gøre, så de spurgte: „Hvordan skal vi vende tilbage?“ Jehova svarede: „Skal et menneske rane fra Gud? Men I raner fra mig.“ Hvordan kunne Israel rane fra Jehova, kilden til al rigdom? Jehova svarede: „I forbindelse med tienden og bidraget.“ (Malakias 3:7, 8) Ja, ved at undlade at give tiende og bringe ofre ranede Israel fra Jehova!

17. Hvilken hensigt tjente tienden og ofrene i Israel, og hvilket løfte gav Jehova vedrørende tiende?

¹⁷ Dette historiske tilbageblik viser vigtigheden af at der blev betalt tiende og bragt ofre i Israel. Giveren kunne vise sin værdsættelse gennem denne ordning, som var med til at støtte den sande tilbedelse materielt. Derfor gav Jehova Israel denne tilskyndelse: „Bring hele tienden til forrådshuset.“ Hvis det adlød ville Jehova opfylde dette løfte: „Jeg . . . åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.“ (Malakias 3:10) Jehovas velsignelse ville gøre israelitterne rige.

Dømt af „den sande Herre“

18. (a) Hvis komme advarede Jehova om? (b) Hvornår fandt der et komme til templet sted, hvem omfattede det og hvad blev resultatet for Israel?

¹⁸ Gennem Malakias advarede Jehova om at han ville komme og dømme sit folk. „Se, jeg sender mit sendebud, og han skal rydde en vej foran mig. Og pludselig vil den sande Herre som I søger, komme til sit tempel, og pagtens sendebud som I ønsker skal komme. Se, han kommer.“ (Malakias 3:1) Hvornår fandt dette lovede komme til templet sted? I Mattæus 11:10 citerer Jesus Malakias’ profeti om et sendebud der ville berede vejen og anvender den om Johannes Døber. (Malakias 4:5; Mattæus 11:14) I år 29 e.v.t. var tiden for dommen kommet. Hvem var det andet sendebud, pagtens sendebud, som ville ledsage Jehova, „den sande Herre“, til templet? Det var Jesus selv, og ved to lejligheder kom han til templet i Jerusalem og rensede det ved på dramatisk vis at smide de uærlige pengevekslere ud. (Markus 11:15-17; Johannes 2:14-17) Angående denne dom i det første århundrede spørger Jehova profetisk: „Hvem kan udholde den dag han kommer, og hvem kan stå når han viser sig?“ (Malakias 3:2) Israel kunne ikke stå. Det blev vejet og fundet for let, og i år 33 e.v.t. blev det forkastet som Jehovas udvalgte folk. — Mattæus 23:37-39.

19. I hvilken forstand vendte en rest tilbage til Jehova i det første århundrede, og hvordan blev den velsignet?

¹⁹ Malakias skrev imidlertid også: „[Jehova] skal sidde som en der smelter og renser sølv og rense Levis sønner; og han skal lutre dem som guld og sølv, og de skal for Jehova være nogle der frembærer offergave i retfærdighed.“ (Malakias 3:3) I overensstemmelse hermed blev de fleste af dem der hævdede at tjene Gud i det første århundrede forkastet, men nogle blev renset og kom til Jehova og ofrede antagelige ofre. Det var dem der lyttede til Jesus, pagtens sendebud. På pinsedagen år 33 samledes 120 af dem i et lokale i Jerusalem. Styrket af hellig ånd begyndte de at frembære offergave i retfærdighed, og de begyndte meget hurtigt at vokse i tal. Inden længe var de spredt ud over hele Romerriget. (Apostelgerninger 2:41; 4:4; 5:14) På denne måde vendte en rest tilbage til Jehova. — Malakias 3:7.

20. Hvad skete der med det nye Guds Israel da Jerusalem og templet blev ødelagt?

²⁰ Denne rest af Israel, som kom til at omfatte de ikkejøder der så at sige var blevet indpodet på Israels rod, var et nyt „Guds Israel“, en nation af åndssalvede kristne. (Galaterne 6:16; Romerne 11:17) I år 70 e.v.t. ’kom dagen som en brændende ovn’ over det kødelige Israel da Jerusalem og templet blev ødelagt af de romerske hære. (Malakias 4:1; Lukas 19:41-44) Hvad skete der med det åndelige Guds Israel? Jehova viste „medfølelse med dem, ligesom en mand har medfølelse med sin søn der tjener ham“. (Malakias 3:17) Den salvede kristne menighed lyttede til Jesu profetiske advarsel. (Mattæus 24:15, 16) Den overlevede og Jehovas velsignelse fortsatte med at gøre den åndeligt rig.

21. Hvilke spørgsmål vedrørende Malakias 3:1 og 10 mangler endnu at blive besvaret?

²¹ På denne måde blev Jehovas navn ophøjet. Men hvordan opfyldes Malakias 3:1 i dag? Og hvordan bør kristne reagere på opfordringen i Malakias 3:10 til at bringe hele tienden til forrådshuset? Dette vil blive behandlet i den næste artikel.

„Bring hele tienden til forrådshuset“

„Sæt mig dog på prøve på denne måde, . . . om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.“ — MALAKIAS 3:10

1. (a) Hvad opfordrede Jehova sit folk til i det femte århundrede før vor tidsregning? (b) Hvad medførte det at Jehova kom til templet for at dømme i det første århundrede efter vor tidsregning?

I DET femte århundrede før vor tidsregning havde israelitterne været troløse mod Jehova. De havde tilbageholdt tienden og bragt uegnede dyr til templet som ofre. Men Jehova lovede ikke desto mindre at hvis de ville bringe hele tienden til forrådshuset ville han tømme velsignelser i overmål ud over dem. (Malakias 3:8-10) Omkring 500 år senere kom Jehova, repræsenteret ved Jesus som pagtens sendebud, til templet i Jerusalem for at dømme. (Malakias 3:1) Som nation blev Israel fordømt, men de enkeltpersoner der vendte tilbage til Jehova blev rigt velsignet. (Malakias 3:7) De blev salvet til at blive Jehovas åndelige sønner, en ny skabning, „Guds Israel“. — Galaterne 6:16; Romerne 3:25, 26.

2. Hvornår skulle Malakias 3:1-10 få sin anden opfyldelse, og hvad opfordres vi til i den forbindelse?

² Næsten 1900 år senere, i 1914, blev Jesus indsat på tronen som konge i Guds himmelske rige, og nu var tiden inde til at de inspirerede ord i Malakias 3:1-10 skulle få deres anden opfyldelse. I forbindelse med denne spændende begivenhed indbydes kristne i dag til at bringe hele tienden til forrådshuset. Hvis vi efterkommer denne opfordring vil vi få velsignelser i overmål.

3. Hvem var det sendebud der beredte vejen for Jehova (a) i det første århundrede? (b) inden den første verdenskrig?

³ Om sit komme til templet sagde Jehova: „Se, jeg sender mit sendebud, og han skal rydde en vej foran mig.“ (Malakias 3:1) I det første århundrede fik denne profeti sin opfyldelse da Johannes Døber kom til Israel og forkyndte sindsændring til synders tilgivelse. (Markus 1:2, 3) Fandt der også et forberedende arbejde sted i forbindelse med Jehovas andet komme til sit tempel? Ja, i årtierne før den første verdenskrig fremstod bibelstudenterne og underviste i Bibelens rene lære og afslørede gudvanærende løgne, såsom treenighedslæren og læren om et brændende helvede. De advarede også om at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Mange lyttede til disse lysbærere der forkyndte sandheden. — Salme 43:3; Mattæus 5:14, 16.

4. Hvilket spørgsmål skulle afgøres på Herrens dag?

⁴ I 1914 begyndte det Bibelen kalder for „Herrens dag“, på hvilken der skulle indtræffe flere betydningsfulde begivenheder. (Åbenbaringen 1:10) Blandt andet skulle „den trofaste og kloge træl“ identificeres og sættes over „alt hvad [Herren] ejer“. (Mattæus 24:45-47) I 1914 var der i tusindvis af trossamfund som gjorde krav på at være kristne. Hvilken gruppe ville Herren, Jesus Kristus, anerkende som sin trofaste og kloge træl? Dette spørgsmål ville blive besvaret når Jehova kom til sit tempel.

Jehova kommer til sit åndelige tempel

5, 6. (a) Hvilket tempel kom Jehova til for at dømme? (b) Hvilken dom afsagde Jehova over kristenheden?

⁵ Men hvilket tempel kom han til? Ikke til et bogstaveligt tempel i Jerusalem. Det sidste tempel blev ødelagt i år 70 e.v.t. Jehova har imidlertid et større tempel, som blev forudskildret ved templet i Jerusalem. Paulus talte om dette større tempel og viste hvor stort det i virkeligheden er, med et helligt sted i himmelen og en forgård her på jorden. (Hebræerne 9:11, 12, 24; 10:19, 20) Det var til dette store åndelige tempel Jehova kom for at dømme. — Jævnfør Åbenbaringen 11:1; 15:8.

⁶ Hvornår skete det? Der er vægtige vidnesbyrd om at det skete i 1918.a Hvad blev resultatet? Hvad kristenheden angår fandt Jehova en organisation hvis hænder dryppede af blod, en fordærvet religiøs ordning der havde prostitueret sig i forhold til denne verden. Det havde den gjort ved at alliere sig med de velstående og undertrykke de fattige, og ved at fremføre hedenske læresætninger i stedet for at praktisere ren tilbedelse. (Jakob 1:27; 4:4) Gennem Malakias havde Jehova advarende sagt: „Jeg vil nærme mig jer til dom og være et hastigt vidne mod troldmændene og mod ægteskabsbryderne og mod dem der sværger falsk og mod dem der besviger daglejeren for hans løn, ja enken og den faderløse.“ (Malakias 3:5) Alt dette har kristenheden gjort, samt det der var værre. Omkring 1919 så man tydeligt at Jehova havde dømt den til udslettelse sammen med den øvrige del af Babylon den Store, den verdensomspændende falske religion. Fra da af lød opfordringen til alle retsindige: „Gå ud fra hende, mit folk.“ — Åbenbaringen 18:1, 4.

7. Hvem anerkendte Jesus som sin trofaste og kloge træl?

⁷ Hvem var så den trofaste og kloge træl? I det første århundrede viste det sig at være den lille gruppe mennesker der reagerede positivt på Johannes Døbers og ’pagtens sendebuds’, Jesu, forkyndelse. I vort århundrede var det de få tusind mennesker der reagerede positivt på bibelstudenternes forkyndelsesarbejde i årene op til 1914. De udholdt hård forfølgelse under den første verdenskrig, men viste at deres hjerte var for Jehova.

En renselse

8, 9. Hvorfor havde den trofaste og kloge træl i 1918 behov for at blive renset, og hvad havde Jehova lovet i den forbindelse?

⁸ Men selv denne gruppe måtte renses. Nogle af dem der havde sluttet sig til dem, viste sig at være fjender af troen og måtte renses ud. (Filipperne 3:18) Andre var uvillige til at skuldre det ansvar det medførte at tjene Jehova, og gled bort. (Hebræerne 2:1) Desuden var der nogle babyloniske skikke som måtte afskaffes. Også rent organisationsmæssigt måtte den trofaste og kloge træl renses. Dens medlemmer måtte lære hvad det indebar at være neutral i denne verdens anliggender. Og efterhånden som verden blev mere og mere fordærvet, måtte de kæmpe en hård kamp for at holde menighederne fri for åndelig og moralsk urenhed. — Jævnfør Judas 3, 4.

⁹ En renselse var altså nødvendig, men Jehova havde kærligt givet følgende løfte vedrørende den indsatte konge, Jesus: „Han skal sidde som en der smelter og renser sølv og rense Levis sønner; og han skal lutre dem som guld og sølv, og de skal for Jehova være nogle der frembærer offergave i retfærdighed.“ (Malakias 3:3) Fra og med 1918 har Jehova gennem pagtens sendebud opfyldt dette løfte og renset sit folk.

10. Hvilken slags ofre bragte Guds folk, og hvad opfordrede Jehova det til?

¹⁰ Kristi salvede brødre og den store skare som senere sluttede sig til dem i Jehovas tjeneste, har alle nydt gavn af at Jehova optræder som en der renser og lutrer sølv. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15) Som organisation betragtet frembar, og frembærer de stadig, „offergave i retfærdighed“. Og deres ofre er „Jehova til behag som i svundne tiders dage og som i fortids år“. (Malakias 3:4) Det var dem Jehova profetisk gav denne opfordring: „’Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus, ja, sæt mig dog på prøve på denne måde,’ siger hærstyrkers Jehova, ’om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“ — Malakias 3:10.

Ofre og tiende

11. Hvorfor er det ikke længere påkrævet at bringe de ofre Moseloven foreskrev?

¹¹ På Malakias’ tid bragte Guds folk bogstavelige ofre og betalte tiende i form af korn, frugt og husdyr. Også på Jesu tid bragte trofaste israelitter bogstavelige ofre ved templet. Men alt dette ændrede sig efter Jesu død. Loven blev ophævet, deriblandt budet om at frembære specifikke materielle ofre og betale tiende. (Efeserne 2:15) Jesus var det profetiske modbillede som ofrene under Loven pegede frem til. (Efeserne 5:2; Hebræerne 10:1, 2, 10) På hvilken måde kan kristne da bringe ofre og give tiende?

12. Hvilke åndelige ofre bringer kristne?

¹² For kristne er ofrene udelukkende af åndelig art. (Jævnfør Filipperbrevet 2:17; Andet Timoteusbrev 4:6.) Paulus omtalte for eksempel forkyndelsesarbejdet som et offer da han sagde: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ Han pegede desuden på en anden slags ofre da han sagde: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:15, 16) Når forældre opmuntrer deres børn til at begynde i pionertjenesten kan man sige at de ofrer dem til Jehova, på samme måde som Jefta ofrede sin datter som „et brændoffer“ til Gud, der havde givet ham sejren. — Dommerne 11:30, 31, 39.

13. Hvorfor er kristne ikke forpligtede til at give en bogstavelig tiendedel af deres indkomst?

¹³ Hvordan skal man så se på det at betale tiende? Er kristne forpligtede til at lægge en tiendedel af deres indkomst til side og give den til Jehovas organisation, sådan som man gør i nogle af kristenhedens trossamfund? Nej, det er de ikke. Vi finder ingen skriftsteder der viser at denne regel gælder for kristne. Da Paulus indsamlede bidrag til de nødlidende i Judæa sagde han ikke noget om at de skulle give en bestemt procentdel. Han sagde derimod: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Og da Paulus talte om dem der udførte en særlig tjeneste sagde han, at selv om nogle med rette blev støttet med frivillige bidrag, var han parat til at arbejde og forsørge sig selv. (Apostelgerninger 18:3, 4; 1 Korinther 9:13-15) Det blev ikke pålagt nogen at betale tiende i den forbindelse.

14. (a) Hvorfor repræsenterer tienden ikke det at man overgiver sig helt til Jehova? (b) Hvad skildrer tienden?

¹⁴ Det er tydeligt at tienden symboliserer eller repræsenterer noget for kristne. Eftersom der er tale om en tiendedel og tallet ti i Bibelen ofte symboliserer fuldstændighed i forbindelse med jordiske forhold, kunne man spørge om tienden så er et symbol på at vi overgiver os helt til Jehova. Nej, det er når vi har indviet os til Jehova og ønsker at symbolisere dette ved vanddåben at vi overgiver os fuldstændigt til ham. Når vi har indviet os ejer vi intet som ikke allerede er Jehovas. Han giver os imidlertid fri rådighed over vore midler. Tienden repræsenterer derfor den del af det vi ejer som vi giver til Jehova eller bruger i tjenesten for ham. Den er et udtryk for vor kærlighed til ham og for at vi anerkender at vi tilhører ham. Tienden i vore dage behøver ikke nødvendigvis at udgøre en tiendedel. I nogle tilfælde vil det være mindre. I andre tilfælde mere. Hver enkelt giver det hans hjerte tilskynder ham til og efter hvad hans omstændigheder tillader ham at give.

15, 16. Hvad kan vi give i åndelig tiende?

¹⁵ Hvori består denne åndelige tiende? Vi giver blandt andet Jehova af vor tid og vore kræfter. Den tid vi bruger på at overvære møder og stævner og gå i forkyndelsen, er noget vi giver til Jehova, det er en del af vor tiende. Det samme kan siges om den tid og de kræfter vi anvender på at besøge syge og hjælpe andre, eller på at bygge, vedligeholde og rengøre rigssale.

¹⁶ Vores tiende indbefatter også økonomiske bidrag. På grund af den ekstraordinære vækst Jehovas organisation i de seneste år har erfaret, er de økonomiske forpligtelser også øget. Der er behov for nye rigssale, nye afdelingskontorer og nye stævnehaller, samt vedligeholdelse af dem vi allerede har. Det er også en stor opgave at understøtte dem der har stillet sig til rådighed i forbindelse med særlige tjenesteopgaver og som i mange tilfælde har bragt store personlige ofre. I 1991 blev der anvendt over 40 millioner dollars udelukkende til at understøtte missionærer, rejsende tilsynsmænd og specialpionerer, og alle disse penge kom ind ved frivillige bidrag!

17. Hvor meget bør vi give i åndelig tiende?

¹⁷ Men hvor meget bør vi give i åndelig tiende? Jehova har ikke angivet en bestemt procentdel. Vores kærlighed til Jehova og vore brødre, vores ansvarsfølelse samt fornemmelsen af at arbejdet haster og at der skal reddes menneskeliv, ansporer os ikke desto mindre til at bringe hele vores åndelige tiende til forrådshuset. Vi føler os tilskyndet til at tjene Jehova i størst muligt omfang. Hvis vi er karrige eller smålige med at give af os selv, vil det svare til at vi ’raner fra Gud’. — Malakias 3:8; jævnfør Lukas 21:1-4.

Velsignelser i overmål

18, 19. Hvordan er Jehovas folk blevet velsignet for at bringe hele tienden til forrådshuset?

¹⁸ Siden 1919 har Jehovas folk gavmildt givet tid, kræfter og økonomiske midler for at støtte forkyndelsesarbejdet. Det har virkelig bragt hele tienden til forrådshuset. Som følge heraf har Jehova opfyldt sit løfte og udøst velsignelser i overmål ud over det. Dette er ikke mindst kommet til udtryk i talmæssig vækst. De få tusind salvede der tjente Jehova da han kom til sit tempel i 1918, er vokset så meget i antal at de og deres medhjælpere, de andre får, i dag tæller langt over fire millioner i 211 forskellige lande. (Esajas 60:22) De er også blevet velsignet med en stadig øget forståelse af sandheden. Det profetiske ord er blevet mere stadfæstet for dem. Deres tillid til at Jehovas hensigter opfyldes er blevet styrket. (2 Peter 1:19) De er et folk der er „oplært af Jehova“. — Esajas 54:13.

¹⁹ Jehova omtalte også andre velsignelser gennem Malakias: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“ (Malakias 3:16) Af alle de organisationer der hævder at være kristne er det kun Jehovas Vidner der både har Guds navn i tanke og lovpriser det blandt nationerne. (Salme 34:3) De er lykkelige over at blive forsikret om at Jehova husker deres trofasthed.

20, 21. (a) Hvilket forhold har sande kristne til Jehova? (b) Hvilken forskel bliver stadig mere og mere tydelig?

²⁰ Den salvede rest er Jehovas særlige ejendomsfolk, og sammen med den store skare der strømmer til for at slutte sig til dem, høster de velsignelserne ved en ren tilbedelse. (Zakarias 8:23) Gennem Malakias lover Jehova: „’De skal tilhøre mig,’ siger hærstyrkers Jehova, ’den dag da jeg frembringer en særlig ejendom. Og jeg vil have medfølelse med dem, ligesom en mand har medfølelse med sin søn der tjener ham.’“ (Malakias 3:17) Det er til stor velsignelse at Jehova har en så inderlig omsorg for dem!

²¹ Forskellen mellem sande og falske kristne bliver mere og mere tydelig. Mens Jehovas folk bestræber sig for at leve op til hans normer, synker kristenheden længere og længere ned i denne verdens morads af urenhed. Jehovas ord har vist sig at være sande: „I skal igen se forskel på en retfærdig og en ugudelig, på en der tjener Gud og en der ikke tjener ham.“ — Malakias 3:18.