• Malawi
    Jehovas Vidners Årbog 1999

    • Modige kurerer

      Gennem nogen tid havde det ikke givet større problemer at få publikationerne ind i Malawi, men midt i 1980’erne ændrede situationen sig. Der begyndte at blive lavet vejspærringer i alle dele af landet. Politiet gjorde mere ud af at undersøge bilerne. Brødrene kunne ikke længere køre publikationerne hjem fra depoterne i Zambia i deres biler. Hvilke muligheder var der så?

      Man begyndte i større udstrækning at bruge cykler. Når brødrene cyklede gennem bushen, kunne de komme uden om vejspærringer og grænsekontroller. Det krævede et stort mod og en stærk tro at være kurer. Men det var helt tydeligt at kurerernes loyale tjeneste blev velsignet af Jehova Gud. Læg mærke til følgende erfaringer:

      Letson Mlongoti cyklede gennem Lilongwe med en sæk blade bag på cyklen. Da han lagde mærke til at mange mennesker, deriblandt politifolk og medlemmer af Malawis Unge Pionerer, ventede langs vejene fordi præsidenten skulle komme på besøg, blev han meget nervøs. Da han kørte om et hjørne, faldt sækken af cyklen. Til hans store forskrækkelse gik den op, og bladene spredtes ud på jorden foran alle tilskuerne! Der samledes straks en flok mennesker omkring ham. Vores broder forventede det værste. Men snart gik det op for ham at de bare hjalp ham med at lægge bladene tilbage i sækken. Inden længe sad han igen på sin cykel og takkede lettet, men lidt rystet, Jehova for at han havde blindet øjnene på politifolkene og Malawis Unge Pionerer.

      Fred Lameck Gwirize skulle transportere en vigtig last bestående af breve fra menigheden. I fuld fart cyklede han ned ad en bakke nær Kasungu da han fik øje på en vejspærring bemandet med medlemmer af Ungdomsforbundet. Før han nåede hen til den, standsede han, vendte rundt og cyklede hurtigt i den modsatte retning. Medlemmerne af Ungdomsforbundet råbte til ham at han skulle standse. „Hvor skal du hen?“ råbte de. Kureren svarede: „Jeg kørte så hurtigt ned ad bakken at jeg glemte at dreje fra!“ Til hans overraskelse accepterede de hans forklaring. Han takkede Jehova for at han var blevet beskyttet.

      Nogle af disse modige brødre blev dog pågrebet og kom i fængsel. De fleste af dem havde kone og børn.

      En tilbagevendende „turist“

      Fra og med 1987 kom Edward Finch, der var medlem af afdelingskontorets udvalg i Zambia, regelmæssigt på besøg i Malawi. Malawi var et populært turistmål, og broder Finch havde en slægtning i Blantyre, så han havde let ved at komme ind i landet på en „ferie“. Da Ed Finch som 19-årig var pioner i sit hjemland Rhodesia, havde han været med Guido Otto på nogle af hans rejser til Malawi for at fylde den hemmelige kælder i familien McLuckies hjem. Nu da broder Finch var blevet gileaduddannet missionær, fik han endnu en opgave i forbindelse med Malawi.

      Hans besøg skyldtes at brødrene på afdelingskontoret i Zambia var bekymrede for om der nåede tilstrækkeligt med bibelsk læsestof frem til Malawi. Da broder Finch mødtes med landsudvalget, var brødrene meget glade for at få en udenlandsk gæst på besøg som kunne opmuntre dem og give dem vejledning. Der blev holdt en række hemmelige møder med landsudvalget, kreds- og områdetilsynsmændene og kurererne. Alle ville med glæde gøre alt hvad de kunne, for at dække menighedernes behov. Nu fik Malawi igen regelmæssige forsendelser af publikationer fra de zambiske depoter nær grænsen til Malawi.

      Broder Finch kom på mange opmuntrende „turistbesøg“ i Malawi, ofte sammen med sin kone, Linda. Han rejste på kryds og tværs i landet, ikke for at kigge på seværdigheder, men for at opmuntre og oplære så mange brødre som muligt. De brødre der førte an under forbudet, var særlig glade for hans besøg og dybt taknemmelige for den kærlighed og tålmodighed han viste når han samarbejdede med dem.

      Kurererne får hjælp

      Kurererne kunne naturligvis umuligt nå frem til alle Malawis menigheder på deres cykler. Derfor købte brødrene i 1988 en lille lastvogn som blev flittigt brugt til levering af publikationerne. Chaufførerne blev godt kendt med områder hvor der var opsat vejspærringer, og blev gode til at undgå dem. Andre modige brødre stillede sig også til rådighed. Blandt dem var Victor Lulker, der tjente i den engelske menighed i Blantyre. Han løb ofte en stor personlig risiko ved om natten at transportere publikationer i sin private bil til de hemmelige depoter rundt om i landet. Før 1972 gjorde Cyril Long, der nu er i Sydafrika, en lignende indsats. Hos en venlig apoteker kunne han også købe stærkt tiltrængt medicin til nedsat pris til brødrene.

      Noget der var af stor betydning i forbindelse med forsyningen af åndelig føde, var at Selskabets hovedkontor i Brooklyn gav brødrene tilladelse til at trykke blade på bibelpapir, bøger med blødt bind og studieartikler fra Vagttårnet i et særligt format der blev kaldt miniblade. Da Ed Finch i april 1989 hemmeligt mødtes med kurererne og fortalte dem om disse nye særudgaver af vores publikationer, kaldte det tårerne frem i deres øjne. De værdsatte Jehovas kærlige foranstaltninger. Nu kunne de transportere dobbelt så mange publikationer som før.

      De nye publikationer var lettere at folde sammen og gemme væk. Minibladene kunne endda læses åbenlyst i offentlige transportmidler. Ingen vidste hvad det var for noget. „Den trofaste og kloge træl“ opfyldte virkelig sin opgave med at sørge for åndelig „mad i rette tid“. (Mat. 24:45-47) Disse dyrebare „madpakker“ hjalp Jehovas tjenere til at bevare deres uangribelighed trods modstand.