Enkelte fordomsfri myndighedspersoner godtog ikke uden videre de voldsomme anklager kristenhedens præsteskab rettede imod Jehovas Vidner. Det gjaldt for eksempel en politimester i Nyasaland (nu Malawi) der forklædte sig og tog til de indfødte Jehovas vidners møder for selv at finde ud af hvad de var for nogle mennesker. Det han så og hørte gjorde et godt indtryk på ham. Da myndighederne gav Selskabet tilladelse til at have en fastboende europæisk repræsentant i landet, blev Bert McLuckie sendt dertil i midten af 1930’erne, og senere kom hans broder Bill. De holdt sig i kontakt med politiet og forskellige embedsmænd sådan at myndighederne hele tiden var klar over hvad Jehovas vidner foretog sig og ikke forvekslede dem med nogen af de bevægelser der med urette brugte navnet Vagttårnet. Sammen med Gresham Kwazizirah, en moden lokal forkynder, arbejdede de samtidig tålmodigt på at hjælpe de hundreder der ønskede at slutte sig til menighederne, til at forstå at kønslig umoralitet, alkoholmisbrug og overtro ikke kan have nogen plads i et Jehovas vidnes liv. — 1 Kor. 5:9-13; 2 Kor. 7:1; Åb. 22:15.

Lidt efter lidt steg antallet af Jehovas vidner i denne del af verden. Andre sluttede sig til de få der havde påbegyndt arbejdet i Afrika i begyndelsen af det 20. århundrede, og i 1935 var der 1407 på det afrikanske kontinent som rapporterede forkyndelse. En væsentlig del af dem befandt sig i Sydafrika og Nigeria. Andre store grupper af Jehovas vidner var at finde i Nyasaland (nu Malawi), Nordrhodesia (nu Zambia) og Sydrhodesia (nu Zimbabwe).